Hvad er det? En teaternekrolog?

Mammutteatret er tilbage med en nyskrevet forestilling – denne gang om forfatteren Jan Sonnergaard, der åbenbart lever på Betty Nansen Teatret.

JAN SONNERGAARD ER IKKE DØD

MAMMUTTEATRET OG BETTY NANSEN TEATRET

Af Claus Flygare Iscenesaettelse: Nicolei Faber sammen med Sargun Oshana og Jens Jørn Spottag Scenografi: Maja Ravn Varighed: 1 time og 25 minutter

Spiller til den 30. november på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison

Som komedie er ”Jan Sonnergaard er ikke død” nem at more sig over. En kriminalbetjent, som fejlslagent forsøger at laene sig op ad et arkivskab, der kun er et print på vaeggen, er åndssvagt skaegt. I det hele taget bliver de to kriminalbetjente i Josephine Park og Laura Kvist Poulsen saerdeles underholdende som et saet Kling & Klang eller Dupond & Dupont.

Ligeledes er Helle Dolleris knaldgod og komisk som Gyldendal-Nellie, mens Morten Suurballe er uhyggeligt saer og mystisk som Erich Erichsen.

Maja Ravns scenografi, når vi befinder os på punkvaertshuset Floss, skaber en helt saerlig stemning i en helt saerlig tid – en tid, der måske aldrig har eksisteret, men som vi alligevel føler, at vi kan huske. Og rent konceptuelt er denne del af scenografien gennemført.

Hans venlige vaesen

Men dermed ender også opremsningen af forestillingens klareste kvaliteter. For Claus Flygare har skrevet en forestilling, der mildest talt famler i sit projekt. Hvad pokker skal vi med det? Indimellem virker forestillingen mest af alt som en personlig hyldest til forfatteren Jan Sonnergaard – og ikke engang til hans forfatterskab, men til hans venlige vaesen. Og for at vi ikke skal kede os ihjel midt i skåltalen, er forestillingen blevet krydret med en kriminalhistorie.

Midt i det hele opsaetter Claus Flygare i rollen som instruktøren en forestilling af Jan Sonnergaard, som to skuespillere i rollerne som skuespillere spiller. Men instruktøren er ikke tilfreds med Sonnergaards manuskript og retter derfor selv i teksten.

Claus Flygare har dermed skrevet en forestilling, hvor han selv spiller en instruktør, der skriver en forestilling. Metalagene ramler sammen, og det er ikke klart, hvad det skal gøre godt for.

SKUESPIL

Tomhaendet fornemmelse

Selv om underholdningsvaerdien er stor, så går vi altså fra Edison-scenen på Frederiksberg med en noget tomhaendet fornemmelse. Hvad skal det sige os? Hvordan skal det gøre os klogere på Jan Sonnergaard og hans forfatterskab?

Der er givetvis en masse genkendelige figurer og passager at hente, hvis man i forvejen er Sonnergaard-fan. Men ellers er det, som om ”Jan Sonnergaard er ikke død” mest af alt henvender sig til et kreativt slaeng, som vi som publikum ikke har vaeret en del af.

Iscenesaettelsen er man til gengaeld sluppet heldigt fra. Det må i forvejen have vaeret en udfordring at gå til en forestilling med så ukonkret et tekstforlaeg. Når man samtidig tager i betragtning, at der har vaeret hele tre forskellige i instruktørstolen, så er det i sig selv en praestation, at forestillingen trods alt er endt som en nogenlunde sammenhaengende forestilling.