Hvor der er skat, er der som regel mennesker, der skal betale den

Socialdemokraterne lovede 1.000 ekstra sygeplejersker, flere penge til mennesker, der gerne vil traekke sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og flere paedagoger i daginstitutionerne under valgkampen.

Den slags koster mange penge, og der er kun ét sted at hente dem, og det er hos de selv samme borgere, som man har lovet de mange gaver. Nogle gange er det meget tydeligt, at det er der, pengene kommer fra. Andre gange ser det på overfladen ud til at vaere nogle store, grumme organisationer og virksomheder, der skal betale regningen alene.

Men sådan er det ikke, for selv når det er bankerne, de multinationale virksomheder og almindelige private virksomheder, der skal betale mere i skat, så ender regningen i virkeligheden hos os almindelige borgere.

Når man går på arbejde og betaler indkomstskat, giver det sig selv, at man er et skatteobjekt.

Hvis man husker at laegge maerke til, at man betaler en afgift – moms – til staten, hver evig eneste gang man køber noget i Danmark, så er det også åbenlyst, at man er et skatteobjekt.

Når Socialdemokratiet i valgkampen bebudede, at det alligevel ikke ville afskaffe skatten på almindelige lønmodtageres arbejdsredskaber – arbejdsgiverbetalt telefon og internet – er det tydeligt, at almindelige lønmodtagere er skatteobjekter. Og når cigaretpriserne stiger, giver det sig selv, at det er rygerne, der er de skatteobjekter, der kommer til at betale. Men hvad så med bankerne?

Socialdemokraterne har bebudet en saerskat for bankerne, som kommer til at koste dem 1,5 milliarder. Erhvervsministeren kalder det et “samfundsbidrag”. Men det er vist naermere en dummebøde, for bankerne er i forvejen blandt dem, der bidrager mest til statskassen – gennem selskabsskat, lønsumsafgift og skattekroner fra titusinder af ansatte.

I 2017 bidrog finanssektoren til eksempel med 13 milliarder kroner i skatter og afgifter, men alligevel er den nem at slå på efter finanskrise, hvidvaskskandaler mv. Bankerne har imidlertid kun ét sted at henvende sig for at finde midler, hvis de skal spytte mere i statskassen, og det er hos kunderne.

Der står ikke en saerlig spand med guld i en bankboks i kaelderen, hvor man kan gå hen og hente, hvad der svarer til 1,5 milliarder. Der er kun én måde for banker at tjene penge på, og det er på kunderne. Og kunderne er mestendels ganske almindelige mennesker, der går på arbejde, små selvstaendige, husejere og andre fredelige typer. Så i sidste ende er bankskatten blot endnu en skat, som du og jeg skal betale, endnu en skat på at leve et almindeligt kedeligt liv i Danmark.

Men hvad så med de store internationale virksomheder? Kan de ikke laegge nogle af deres beskidte penge i Danmark? Socialdemokratiet bebudede under valgkampen en skat, som virksomheder som Facebook og Google skulle betale.

Samtidig var det taetteste, partiet kom på en kulturpolitik, at foreslå en skat på streaming, som skulle ramme tjenester som Netflix og HBO. Men igen: Indføres skatten, skal de virksomheder også ud at finde finansiering, og det bliver igen brugerne og kunderne, der kommer til at betale.

Der er kun én måde for banker at tjene penge på, og det er på kunderne. Og kunderne er mestendels ganske almindelige mennesker.

Sådan er det. Det bliver ikke anderledes, for det kan ikke vaere anderledes. Det er ikke noget, man kan beslutte sig for at aendre, for det kan ikke aendres. Private virksomheder har ét sted at hente penge hjem, og det er fra deres kunder. Beskattes de, beskattes vi.