Hvorfor er der ikke nogen, der opponerer? Der findes kun to køn
konsulent, Odense
Allerede for ca. 15 år siden mødte jeg på en konference i Tyskland påstanden om, at der på europaeisk plan fandtes en lobby, der arbejdede for at fremme en ideologi om gender mainstream, d.v.s. en ideologi om, at køn er en social konstruktion og ikke biologisk bestemt.
Hvorvidt en sådan lobby findes, ved jeg ikke, men jeg må konstatere, at definitionen af køn er under voldsom forandring, og selv om mange indtil for nylig trak på smilebåndet over svenskernes ”hen”, er vi nu i Danmark ved at overhale svenskerne med fuld fart.
De seneste dage har der vaeret beretninger i pressen om skoler og efterskoler, der aendrer i rammer, undervisning og sprog for at tilpasse sig ”den nye virkelighed”, hvor en del børn og unge saetter spørgsmålstegn ved, hvilket køn de er.
Lad det vaere sagt med det samme: Jeg holder fast i, at der kun er to køn. Spørgsmålet er så, om et sådant synspunkt også kan rummes, i betragtning af at det forlanges, at jeg skal kunne rumme synspunkter om talrige køn.
Én ting undrer mig utroligt meget: I en tid hvor vi hylder forskningsmaessigt grundlag, evidens og videnskabeligt belaeg, hvorfor er der så stort set ingen, der anfaegter argumenterne om, at der findes flere køn?
Har den politiske korrekthed vundet så stor en sejr, at ingen forskere, myndighedspersoner eller andre tør at holde fast i en biologisk kønsdefinition? Fordi man så skal stå på mål for en shitstorm eller risikere fyring, fordi man kraenker nogen?
Lige nu defineres køn tilsyneladende af, hvad man føler eller identificerer/ikke identificerer sig som. Man må sige, at følelsernes status afhaenger meget af, hvad der diskuteres. At man føler sig som dansker, efter at man som ikke-etnisk dansker har boet talrige år i Danmark og er 100 pct. integreret, det taeller ikke.
Men at man føler sig som et andet køn end det, man biologisk er født som, det tages saerdeles seriøst, og alle omgivelser skal indrettes efter det. Det, at skoler, børnehaver, sundhedsvaesen, fritidstilbud og andre tilsyneladende ukritisk indretter sig efter en ny måde at definere køn på, anser jeg for at kunne vise sig at vaere et kaempe svigt af de unge, der kaemper med deres køn. Voksne tør tilsyneladende ikke laengere saette graenser.
Jeg underkender ikke, at de pågaeldende børn og unge kaemper med noget, der handler om deres køn, men uden videre at acceptere, at så må der vaere flere køn end to, eller at køn er et spørgsmål om følelser, mener jeg er en afvej.
Der er behov for en grundlaeggende undersøgelse af årsager bag og af, hvad alt dette dybest set handler om. Jeg vil mene, at man er i gang med et kaempe socialt eksperiment uden at vide, hvad konsekvenserne vil vaere.
Jeg stiller mig skeptisk over for, at psykologer har redskaberne og analyseapparatet til at finde ud af, om der er grundlag for, at de pågaeldende børn og unge skal have lov til at skifte køn på det offentliges regning. Og jeg vaegrer mig ved, at det i forvejen betraengte sundhedsvaesen nu skal bruge mange ressourcer på at udføre diverse former for kønsaendringer.
Hvis man fortsat ukritisk lader en gender mainstream-ideologi brede sig, kan det få kolossale konsekvenser for familiestrukturer, undervisning, sundhedsvaesen, idraetsverdenen, statistik og alle mulige andre områder.
Lad os stoppe op, medens tid er. Lad os finde ud af, hvad der ligger bag, at en del børn og unge kaemper med deres kønsidentitet og give dem den rette hjaelp. Og så efterlyser jeg mennesker, der siger stop og holder fast på, at der findes to køn: maend og kvinder.
Lad os stoppe op, medens tid er.