Så du maendenes internationale kampdag?

Det har for nylig vaeret Maendenes Internationale Kampdag. Det kom tilsyneladende bag på mange maend, hvis man skal tro den sparsomme mediedaekning. Jeg indrømmer da også blankt, at dagen ikke er markeret i min egen kalender. Men er den så ligegyldig? Langtfra.

Ingen gider høre på hvide maend, der fortaeller om, hvor svaert de har det. Generelt har vi jo et hav af privilegier. Men selv om vi topper i mange positive statistikker, topper vi også i de negative. Der er flere maend med psykiske problemer, flere kriminelle maend og flere maend, der begår selvmord. Maend har lige så mange problemer som kvinder. Det er måske bare andre problemer. Og når maendene i højere grad drukner i dem, tror jeg, det er, fordi vi ikke taler om dem.

DR interviewede fire maend om “international mandedag”. Den første var Lars R. Møller, tidligere chef for Haerens Kampskole. Han giver ikke meget for maendenes kampdag. Eller for at tale om, hvordan han har det. Som han siger: »Jeg har det fint. Jeg har altid haft den indstilling, at man ikke skal få mavesår eller øretaever, det er noget, man skal uddele.«

Nuvel. Det er bare sådan, at maend også får mavesår og øretaever – både fysiske og verbale. Obersten omtaler sin holdning som lidt »dinosauragtig«. Dér har han fat i noget. For dinosaurerne er uddøde, og det gør hans holdning også.

Lad os speede processen op ved at tale sammen og dele ud af, hvilke tanker der suser rundt i hovedet. Jeg starter gerne. Personligt har jeg gået til både coach og psykolog. Det er der intet skamfuldt i, tvaertimod. Lad os klappe hinanden på skulderen, når vi tør åbne kaeften. Så kommer vi hurtigere af med dinosaurtankegangen.