Hvis alle holdninger er lige gyldige, bliver de ligegyldige
Det er så fristende at tro, at vi kan tie antisemitismen ihjel. Det kan vi ikke – og det skal vi ikke. Og handlingsplaner er ikke nok.
Billederne af den grusomme gravskaending af jødiske grave i Randers vil ikke forsvinde fra min nethinde.
For mange danskere, der er yngre end mig, har denne modbydelige forbrydelse på kirkegården i Randers måske ikke samme betydning. Desvaerre.
Der tales jo hele tiden om racisme og forskelsbehandling, om lighed og identitet.
Men det må slås fast med syvtommersøm, at antisemitismen, der er nazismens modbydelige kendemaerke, er noget ganske andet end småracisme og diskrimination. Antisemitisme må ikke blandes sammen med andre forbrydelser og chikanerier. Antisemitiske holdninger og gerninger mod danske landsmaend overgår ganske enkelt alt andet i modbydelighed og grusomhed.
Når jeg ser billeder af disse nazister med deres faner marchere rundt i gaderne, spørger jeg mig selv, om ikke de har foraeldre, der forstår, hvad det her drejer sig om. Om ikke de fanebaerende har gået i skole og laert om holocaust, om koncentrationslejre og om massemorderen Hitler.
De fleste husker sikkert Matador. Danske nazister kom også til Korsbaek.
Maude Varnaes kigger ud ad vinduet og konstaterer, at de ser noget sølle ud.
Først da hun møder medmennesket i sin egen stue, den jødiske bogholder på flugt fra nazisterne, fatter hun antisemitismens grusomme umenneskelighed. Maude traeder i karakter og hjaelper Stein det første stykke på vej til sikkerheden i Sverige.
Sådan handlede mange danskere dengang. For som den unge Daniel Skjern giver udtryk for, så har han da aldrig taenkt, at det at vaere dansk jøde skulle vaere udtryk for andet end det at vaere dansk.
Men nazisterne gav os syn for sagn under besaettelsen, og gravskaendingen for nylig viser, at der stadig er nazister i Danmark. De er ikke nynazister eller noget andet. De er slet og ret nazister og skal kaldes for det, de er.
De tilhører ikke blot en ideologi, der vil udrydde deres egne landsmaend, danske jøder. Men de hylder en forrykt ideologi om, at det af Gud skabte menneske skal vurderes efter race. De hylder et racerent Norden og benaegter holocaust.
De kan straffes for deres propaganda, hvis den går ud på at tilskynde til drab, vold, haervaerk eller anden forbrydelse.
Blasfemi kan de derimod ikke straffes for. Den gerning, der i strafferettens historie typisk har givet sig udtryk i forhånelse af jøder, har Folketinget desvaerre og med helt åbne øjne gjort straffri.
Nu taler regeringen om en handlingsplan. Men hvad vil regeringen egentlig gøre? Straf og forbud raekker jo ikke for nazister. De er så overbeviste om deres egen glans og herlighed, at de praler af både holdninger og handlinger. I al åbenhed søger de at hverve medlemmer på skolerne.
Det er så fristende bare at lade stå til og at traekke på skuldrene. Det er så fristende at tro, at vi kan tie dem ihjel. Det har europaeerne prøvet én gang for meget.
En neutral, holdningsløs skole, hvor laererne bare giver udtryk for, at den ene holdning kan vaere lige så god som den anden, kan vaere medvirkende til, at nazisterne får flere tilhaengere i Danmark, ligesom i Sverige.
Det er på tide, at vi siger det højt og laerer hinanden og vore børn, at det altså ikke er alle holdninger, der er lige gyldige. For så bliver nemlig alt ligegyldigt. Og det giver fremgang for nazistiske militante og aggressive kraefter, der handler stik imod menneskelighed og lige vaerdighed for alle borgere.
Nazisterne kalder sig en modstandsgruppe.
Men det er alle os andre, der skal gå til modstand imod ethvert tilløb til nazisme og antisemitisme i Danmark.
Den gerning, der i strafferettens historie typisk har givet sig udtryk i forhånelse af jøder, har Folketinget desvaerre og med helt åbne øjne gjort straffri.