Der er gået politik i økonomien

Den økonomisk-politiske debat er overtaget af politologer og kommentatorer. Derved kommer debatten til at savne et mere nuanceret økonomfagligt fundament, som det var engang. Nu er de tørre økonomiske realiteter traengt vaek af politiske udsagn.

Niels Kaergård fhv. overvismand, professor emeritus, Københavns Universitet

Når regeringer ansaetter embedsmaend, er der meget opmaerksomhed på, om der sker en politisk udvaelgelse. Det er der mange eksempler på. Kendt er f.eks., hvordan Anders Fogh Rasmussen i 2001, da den socialdemokratiske regering udpegede Karsten Dybvad til departementschef i Finansministeriet, betegnede ham som »en partitro socialdemokrat«. Siden tog han ham selv med til statsministeriet som departementschef. Man skal åbenbart vaere forsigtig med at laegge vaegt på vurderinger af ansøgeres politiske holdninger.

Men det er måske ikke underligt, at man kan føle sig fristet til at gøre det. Det er jo rigtigt, at økonomifaget altid har haft en taet relation til politik. I 1800-tallet hed faget i den engelsksprogede verden ”political economy”. Den økonomiske videnskabs fader, Adam Smith, anses også for stamfar til liberalismen. Karl Marx optraeder i den økonomiske teoris historie som et af fyrtårnene. En moderne økonomisk Nobelprismodtager som Milton Friedman står som en hovedfigur i den moderne neoliberalisme, mens det 20. århundredes førende økonom John Maynard Keynes er i højere kurs i centrum-venstrekredse.

Den fagøkonomiske diskussion i de senere år om skatter og offentlige udgifter har også klare politiske overtoner. Den røde politiske fløj har understreget, at de offentlige udgifter til f.eks. børnehaver har positive effekter på bl.a. arbejdsudbuddet, mens de blå partier har dyrket teorier om skatternes haemmende virkning på arbejdsudbuddet.

Så er økonomisk teori og politisk ideologi ikke bare spejlbilleder af hinanden? Det vil fagøkonomer kraftigt benaegte. Hele udviklingen fra, man i 1800-tallet talte om ”political economy”, til man i dag taler om ”economic science”, er gået i retning af at skabe en objektiv og praecis økonomisk videnskab.

Det har også tidligere vaeret accepteret i dansk politik, at der var enfagsøkonomi haevet over politiske skillelinjer.

De sidste par år har jeg sammen med Jens Thomsen og Jørgen Hansen arbejdet med bogen ”Med hånden på statskassen – økonomer i regeringen”, der netop er udkommet. Heri beskrives 28 fagøkonomer, der har vaeret ministre, og her er markante eksempler på accepten af en økonomisk fagkundskab, der er haevet over politiske uenigheder.

I 1945 blev Thorkil Kristensen, der var professor i økonomi, finansminister i en ren Venstreregering.

Han kommer til et finansministerium med K.H. Kofoed som departementschef. Denne var cand.mag. i geologi og botanik og var efter en politisk karriere som folketingsmedlem for de radikale i 1924 blevet departementschef; han var symbol på et ministerium uden økonomisk ekspertise. Det ønskede Thorkil Kristensen at aendre på og valgte med sikker hånd periodens to skarpeste yngre økonomer, Erik Ib Schmidt og Viggo Kampmann, til sit ministerium – selv om begge var ”røde”, og selv om det vakte modstand i borgerlige kredse. Statsminister Knud Kristensen spurgte, om der virkelige ikke kunne findes mindre røde økonomer. Socialdemokraten Vilhelm Buhl slog i bordet, så cigarerne hoppede i askebaegerne, mens han med henvisning til Erik Ib Schmidts engagement på venstrefløjen i mellemkrigstiden råbte: »En gang kommunist, altid kommunist«.

Men Thorkil Kristensen lod sig ikke rokke. Da et reformforslag fra Erik Ib Schmidt irriterede departementschef Kofoed, gik han til Thorkil Kristensen og erklaerede: »Nu må han (Erik Ib Schmidt) ud – ellers tar jeg min afsked.«

Hvortil Thorkil Kristensen tørt bemaerkede: »Det synes jeg, departementschefen skulle overveje naermere, før departementschefen tager så vidtgående en beslutning.«

Da Hedtofts socialdemokratiske regering i 1950 blev vaeltet, og Thorkil Kristensen for anden gang blev finansminister, var han villig til at lade Kampmann komme tilbage til den stilling som departementschef i økonomiministeriet, han havde haft før, han blev minister (men det blev af gode grunde ikke til noget). Der er altså ingen tvivl om, at Thorkil Kristensen følte, han havde mere brug for en kompetent fagøkonomisk støtte end for rådgivere, han var politisk enige med.

Også mange i samtiden så, at de økonomiske ministre havde noget til faelles, der var haevet over politik. Det ses af periodens karikaturtegninger.

I 1931 er der en tegning i Politiken af Staunings finansminister, økonomen C. V. Bramsnaes, som frisør, der er ved at klippe håret af en skaldet skatteyder. På vaeggen haenger der en tegning af finansministeren i den forrige regering (Madsen-Mygdals ultraliberale venstreregning), økonomen Niels Neergaard. Tegningen på vaeggen har teksten: ”Tidligere indehaver af forretningen”.

Et tilsvarende forsøg på at skildre ligheden mellem røde og blå økonomer er en tegning fra 1958, hvor den socialdemokratiske finansminister Viggo Kampmann går hånd i hånd med den liberale konkurrent Thorkil Kristensen med ”Statistisk Årbog” imellem sig. Der var altså tydeligvis tegnere, der så en lighed mellem disse økonomer, der var haevet over det politiske.

Sådan vil man nok ikke se på det i dag. Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiets Lykketoft og Venstres Fogh Rasmussen, selv om begge er universitetsuddannede fagøkonomer, ser meget forskelligt på, hvad der er den rigtige økonomiske teori. Der er langt fra Foghs bog ”Fra socialstat til minimalstat” fra 1993 til Lykketofts keynesianske kickstart af dansk økonomi samme år.

Hvorfor er der i den offentlige debat ikke laengere en fagøkonomi, der er haevet over politisk uenigheder? Det skyldes nok flere ting. Hvor der i 1950’erne og 1960’erne var konsensus blandt økonomerne om den keynesianske makroteori, så har der siden 1970’erne vaeret fremtraedende økonomer både her i landet og internationalt, der er erklaerede keynesianere, og andre, der er monetarister og neoliberale.

Går man imidlertid detaljeret nok ned i problemerne, er der naeppe så store faglige forskelle. Det store flertal af økonomer vil acceptere, at Keynes har ret i, at efterspørgslen er central for bestemmelsen af produktionen på kortere sigt, mens de liberale udbudsøkonomer har ret i, at arbejdsstyrkens størrelse er central ved bestemmelsen af den langsigtede vaekstrate.

Vigtigere er nok, at der i højere grad er ”gået politik” i den økonomisk-politiske debat. Søren Mørch sondrer i sin bog om 24 statsministre mellem to former for politik.

På den ene side landbrugspolitik, boligpolitik, økonomisk politik osv., der handler om at håndtere forskellige samfundsområder, og på den anden side ”politisk politik”, der handler om politisk strategi, regeringsdannelse, bogstavlegen om regeringskoalitioner SV, VKR, VLAK, VK osv.

Man kan ikke komme bort fra, at problemer som brexit, Trump og populisme bl.a. skyldes, at alt er blevet politik, og de økonomiske realiteter traengt i baggrunden.

Der er naeppe tvivl om, at den politiske politik er kommet til at spille en større rolle. Det har nok noget at gøre med, at den dominerende faggruppe i politik er gået fra at vaere økonomer til at vaere politologer. I Jens Otto Krags regering i 1972 var seks økonomer og ingen politologer. I Mette Frederiksens regering er fem cand.scient.pol.’er, to BA’er i statskundskab og ingen økonomer.

I 1970’erne var det Hans Bischoff, der i tv forklarede de økonomiske sammenhaenge ved hjaelp af paedagogiske byggeklodser.

Davaerende overvismand, Anders Ølgaard, beretter om en udsendelse i monopol-tv om det økonomiske kredsløb, som fik Leif Panduro til i en tv-anmeldelse at bemaerke: »Jeg forstod intet af det, men min søn fik mange ideer til, hvordan han kunne opstille sin modeljernbane.«

Selv om paedagogikken altså ikke altid lykkedes, gav det ofte en vis forståelse af de økonomiske sammenhaenge. Den slags er det ikke let at finde eksempler på i dag, hvor det er politiske kommentatorer og besserwissere, der analyserer det politiske spil uden meget blik for de økonomiske realiteter.

Man kan godt blive lidt misundelig på de gamle dage, der skildres i ”Med hånden på statskassen”, hvor økonomiske giganter som Thorkil Kristensen, Viggo Kampmann, Kjeld Philip og Erling Olsen trods politiske uenigheder talte om økonomisk politik i enighed om fakta.

Man kan ikke komme bort fra, at problemer som brexit, Trump og populisme bl.a. skyldes, at alt er blevet politik, og de økonomiske realiteter traengt i baggrunden.

korte bryllupper, runde fødselsdage og nekrologer,

Det er gratis at få optaget meddelelser om som dog kun optages i det omfang, pladsen tillader på Jyllands-Postens navnesider.