Den lutheranske livsnyder fik sit praestekald som syvårig

Hans-Ole Baekgaard, formand for Indre Mission, valgte sin retning tidligt i livet. Som formand kaemper han for at udvikle bevaegelsen, der har mistet hvert tredje missionshus på 10 år.

Tilfaeldighederne havde ikke megen indflydelse på HansOle Baekgaards valg af retning i livet.

Eller rettere ikke megen indflydelse på hans livskald. For det var et kald, der slog ned i formanden for Indre Mission, da han som syvårig kørte forbi den lokale praestegård sammen med sin far.

»Jeg spurgte min far om, hvad han ville sige til, hvis jeg blev praest en dag. Tanken om, at det var vejen, jeg skulle gå, var meget klar. Jeg tror ikke, det var tilfaeldigt,« siger Hans-Ole Baekgaard.

»Min far svarede: »Det kunne vaere en god måde at tjene Gud på.« Den aften blev det besluttet i mit sind, at det var den vej, jeg skulle,« siger han.

Den 46-årige leder af

Indre Mission er vokset op nord for Hobro, hvor hans familie deltog aktivt i bevaegelsens lokale arbejde.

Derfor var det naturligt, at Hans-Ole Baekgaard som 16årig blev en del af ungdomsafdelingen, hvor han i et par år sad i bestyrelsen.

I 2011 blev han landsformand, og allerede dengang måtte han forholde sig til en tilbagegang i tilslutningen til bevaegelsen.

I søndags kunne DR fortaelle, at hver tredje missionshus er lukket i løbet af de seneste ti år på grund af mangel på yngre kraefter til at tage over, når de aeldre falder naturligt fra.

Formanden mener, at en del af forklaringen ligger i den demografiske udvikling.

Befolkningen rykker fortsat fra land mod by, hvor mange bliver boende efter endt uddannelse.

Det frie liv

Men det spiller også ind, siger han, at det moderne menneske ofte ikke søger det kirkelige, og at det nødigt laegger sig fast på en bestemt holdning.

»Individualismen har slået igennem. Man vil måske gerne vaere med i noget, men på sin egen frie måde. Det at tilslutte sig mere bevidst kan for nogle også opleves som et afkald af en personlig frihed. Det naturlige tilhørsforhold til noget, som man havde generationen før mig, eksisterer ikke på samme måde for min generation og nedefter,« siger han.

Det er sådanne udfordringer, som Hans-Ole Baekgaard har kaempet med, siden han blev valgt til formand. Omtrent samtidig blev han også valgmenighedspraest i Aarhus Bykirke, og han bestred begge stillinger på samme tid i otte år.

I det for ham skelsaettende år 2011 mødte han også sin kone, som han har to børn med.

I februar i år indså han dog, at han ikke havde tid til det hele. Han måtte vaelge til og fra. Tilvalget blev familien og formandshvervet. Han og hovedbestyrelsen mente nemlig, at han fortsat kunne gøre en forskel for bevaegelsen, der løbende forsøger at gøre sig aktuel i den tid, som den befinder sig i.

Hans-Ole Baekgaard er et menneske, der finder det helt naturligt at møde mennesker, som han er uenig med, og kulturer, der er anderledes, end det kan kender. Han taler også for, at man skal turde rumme uenigheden. Både når det gaelder inden og uden for bevaegelsen – og også når det gaelder svaere emner.

»Medlemmerne af hovedbestyrelsen er ikke enige om alt. Der skal vaere plads til uenighed, og det skal man kunne drøfte og drøfte helt ind til benet. På den måde befinder jeg mig også godt i en bevaegelse som Indre Mission. Nok er der en kurs, der bliver stukket ud, men der er en stor rummelighed, og der er en frihed til også at kunne finde en vej i det som menneske,« siger han.

Den aften blev det besluttet i mit sind, at det var den vej, jeg skulle Hans-Ole Baekgaard, formand Indre Mission

Familien først

Når det kommer til laekker mad, fyldige vine og inspirerende udenlandsrejser, skiller Hans-Ole Baekgaard sig ikke ud fra sine jaevnaldrende landsmaend.

»Jeg er lutheraner på den måde, at jeg har det godt med at vide noget om den kristne tro, og jeg har det rigtig godt med at nyde livet og de glaeder, der er. Som et godt familieliv, mad, drikke og rejser. Det har jeg det godt med,« siger han.

Familiefaren kender følelsen af at vaere så optaget af sit arbejde, at det kan overskygge familielivet. Heller ikke her skiller han sig ud fra andre maend midt i livet. Alligevel er Hans-Ole Baekgaard ikke som jaevnaldrende danske maend er flest.

»Jeg oplever ikke mig selv, som en der skiller sig saerlig