Danske topchefer dumper den store internationale eksamen

Danske topledere har det svaert på de internationale chefgange. Måske fordi den nordiske ledelsesstil ikke er helt så efterspurgt uden for landets graenser, som vi går og tror.

Hvis to er en stime, er ledelse made in Denmark virkelig inde i en positiv af slagsen i disse uger. Det er på høje tid al den stund, at netop den moderne, delegerende nordiske ledelsesstil ofte fremhaeves som et eksempel til international efterfølgelse. Og ikke kun af skandinaver.

Det hele begyndte, da den tidligere topchef i A.P. Møller – Maersk Nils Smedegaard Andersen landede en af de absolut højeste positioner, en dansker har bestridt i det globale erhvervsliv. Smedegaard skal fra foråret vaere bestyrelsesformand i hollandske Unilever. Få dage senere fulgte en anden nu tidligere Maersk-mand, Søren Toft, op ved at kvitte sin uofficielle kronprinsstatus på Esplanaden til fordel for topchefjobbet hos konkurrenten MSC i Geneve.

Der er grund til at kippe med flaget for de to herrer. Men deres udnaevnelser saetter også spot på, hvor sjaeldent det sker, at danske repraesentanter for ”verdens mest udviklede” ledelsesstil lander et job i toppen af de helt store, globale virksomheder. For selvfølgelig består en stime af flere end to eksempler.

Det er faktisk ganske tankevaekkende, hvorfor danske cheftalenter sjaeldent slår igennem i svaervaegtsligaen. Jo, Kasper Rørsted står på tredje år står i spidsen for Adidas. Den tidligere Danisco-chef Tom Knutzen har syv år på bagen som CEO i den schweiziske ingrediensvirksomhed Jungbunzlauer. Jim Hagemann Snabe er formand i Siemens, og Flemming Ørnskov er udnaevnt som ny chef for schweiziske Galderma efter i seks år at have ledet den irske medicinalkaempe Shire.

Men vi har også set Søren Wølck Schrøder forlade CEO-stolen i den amerikanske råvaregigant Bunge og Jimmy Maymann sige farvel til en tung chefstilling i ligeledes amerikanske AOL. Samtidig har 40 pct. af de danske C20-virksomheder, heriblandt Carlsberg, Danske Bank og Lundbeck, ansat udenlandske topchefer. Så vi kan med lidt god vilje haevde, at betalingsbalancen for ledelse er blevet en ubalance.

Faktisk går vi tilbage på det allerøverste niveau. Da Harvard Business Review (HBR) offentliggjorde sin seneste rangering af ”verdens bedste CEO’s”, var der for første gang i flere år ikke en eneste dansker i top 25. Den eneste på 2019-listen er DSV Panalpina-topchef Jens Bjørn Andersen. Han er nummer 94.

Det kan forekomme ligegyldigt, hvilket pas topchefen har. Det er det bare Ikke helt. For i den globale videnøkonomi er kompetent ledelse en vaerdifuld vare. Det ville kun gøre dansk erhvervsliv mere attraktivt og mere vaerdifuldt for de kvikkeste hoveder og specialister, som vi så gerne vil have fingre i, hvis vi var i stand til at ”producere” internationale rollemodeller udi moderne topledelse.

Det er ikke ressourcerne til at udklaekke toptalenter, det skorter på. I Financial Times’ opgørelse over de bedste erhvervsskoler i verden, rangerer Copenhagen Business School (CBS) i disse år stabilt blandt de 40 bedste, og konsulenthuset QS Quacquarelli Symonds placerede i forrige måned CBS’ MBA-uddannelse som den 26. bedste i verden.

Forklaringen er måske snarere, at efterspørgslen efter den nordiske ledelsesstil er større i tale end i handling. På finanskrisens bagkant blev begrebet ansvarlig kapitalisme af mange udnaevnt som vejen til en bedre fremtid, hvor indtjening og samfundshensyn gik hånd i hånd. Det matcher de nordiske ledelsesdyder. Men i realiteten er den mere autoritaere stil tilsyneladende fortsat den mest efterspurgte vare i de internationale koncerner. Understreget ved at CEOudskiftningerne i det globale erhvervsliv ifølge outplacementfirmaet Challenger,

Gray & Christmas i år har nået sit højeste niveau i dette årtusind – uden at danske topledere i naevnevaerdig grad har formået at komme i betragtning til de rekordmage ledige topjob.

Måske har danske topchefer og ledelsesdyder fortsat en stor fremtid som eksportvare. Men det kraever, at det paradigmeskifte i vaerdierne bag global topledelse, som sagkundskaben taler om, rent faktisk begynder at materialisere sig i praksis. Ellers vil d’herrer Smedegaard og Toft fortsat vaere undtagelserne, der bekraefter reglen for danske topledere med internationale ambitioner.

Det ville kun gøre dansk erhvervsliv mere attraktivt for de kvikkeste hoveder, som vi så gerne vil have fingre i, hvis vi var i stand til at ”producere” internationale rollemodeller udi moderne topledelse.