Vandet i Aarhus er noget helt saerligt – åbenbart

I Aarhus må vi indtil videre nøjes med ølbrikker, mens systemet efter alt at dømme arbejder på en saerlig Aarhus-model for sikkerhed ved vandet.

I Aalborg er de tilsyneladende godt tilfredse med en opfindelse udviklet på det lokale universitet. Varmefølsomme kameraer har siden 2016 vaeret en del af sikkerhedsforanstaltningerne ved Limfjorden. I den tid er det lykkedes at redde mindst to menneskeliv fra druknedøden, lyder konklusionen fra det nordjyske, hvor Jomfru Ane Gade ligger taet på vandet.

De termiske kameraer udlaegger så at sige et elektronisk net over vandspejlet. Brydes det ”net” af en kropsvarm person, der falder i vandet, går alarmen hos beredskabet, der straks kan rykke ud. Et gennemprøvet system.

Ved efterårets budgetforlig afsatte byrådet midler til en forundersøgelse af, hvordan stiger og de redningskranse, der helt uforståeligt forsvinder fra havneområderne, kan suppleres af teknologi, der kan spille en afgørende rolle, når et menneske falder i vandet uden, at andre ser det.

Når der bygges veje, er der ingen graenser for sikkerhedsforanstaltninger som hastighedsbegraensninger, lyskryds, vejbump og autovaern. Når det handler om vandvejen, virker tilgangen mere nølende. I mellemtiden har kommunen igangsat en kampagne, hvor man bl.a. på ølbrikker opfordrer borgerne til ikke at gøre byturen livstruende våd.

Man, herunder også medlemmer af byrådet, har fået det indtryk, at der kom en løsning kort efter nytår.

Men først skal der gennemføres undersøgelser, en løsning skal strikkes sammen og siden i udbud. Derefter skal politikkerne igen tage stilling til spørgsmålet, og med den aarhusianske model for langsommelig politisk behandling har vi sikkert igen nået badevandstemperaturer.

I arbejdet synes det oplagt at tage udgangspunkt i ideen fra Aalborg, men igen indtager kommunen et saerstandpunkt, der minder om noget, man har hørt før.

Man må forstå, at forholdene i Aarhus er så specielle, at det kalder på en helt saerlig model for byen. Det skal vaere ”smartere”, og skeptiske reaktioner fra en konference i Barcelona rokker ikke ved den kommunale selvforståelse.

Går det som tidligere, når Aarhus har begivet sig ud i specialløsninger, kan man forvente følgende fremtidige og – skal det understreges – endnu fiktive overskrifter:

”Sikkerhedssystem ved åen staerkt forsinket”

”Skraeddersyet model bliver dyrere end forventet”

”Aarhus-modellen tager ikke højde for dunjakker”

”Kameraer går i sort ved frostgrader”

”Åens elektroniske sikkerhedsnet virker bedst som sommeren”

”Informationssystemet brudt sammen – beredskabet får ikke alarm, når folk falder i vandet”

”Feberramt måge udløste storaktion på havnen”

Nok er overskrifterne endnu fiktive, men har man ikke hørt lignende før?

Et af argumenterne for ikke at kopiere Aalborg-modellen er, at man for alt i verden ikke ønsker at skabe falsk tryghed. Det er klart, at selv de mest intelligente systemer langtfra er en garanti mod ulykker, og det er klart, at åen og havnearealerne er udformet med mange potentielle døde vinkler. Mon ikke mange aarhusianere alligevel håber på, at sikkerhedsniveauet ved havnearealerne bliver forbedret blot en smule, inden det igen viser sig at vaere for sent.

Kommunen må holde op med at traede vande i bestraebelserne på konstant at genopfinde sig selv. Der skal findes løsninger, også selv om de er gennemprøvede og allerede har vist sit vaerd.

Mens vi venter, må vi huske os selv og vores unge mennesker på, at stoffer i drinks, slagsbrødre, pirattaxaer og midaldrende nattelivsgaester med juleslips ikke er det eneste, man skal passe på i det aarhusianske byliv. Man skal også passe på vandet – og hinanden.

Mon ikke mange aarhusianere alligevel håber på, at sikkerhedsniveauet ved havnearealerne bliver forbedret blot en smule, inden det igen viser sig at vaere for sent.