Økonomisk fremgang truer litteraturen
Irland har et luksusproblem. Det er i rivende udvikling, hvilket ikke nødvendigvis fremmer den litteraere kvalitet, som man er berømt for. Er det slut med en nobelpris ca. hvert 25. år?
Irland har laenge mest vaeret kendt for fattigdom og ballade. Nogle hundrede år under britisk herredømme var ingen succes, i hvert fald ikke for irerne. Hungersnød, masseudvandring og opstande mod koloniherrerne fylder meget. Siden fulgte en borgerkrig, og den dag i dag er Nordirland, der fortsat hører til Storbritannien, en sten i skoen, når det gaelder om at blive en helt almindelig, småkedelig nation.
Men når det gaelder litteraturen, er man en supermagt. Fire nobelpriser er det blevet til, og når man sammenligner med andre og større engelsksprogede lande som Australien og Canada, der hver har fået to, er det godt gået.
En frygtelig fremgang
Der er imidlertid mørke skyer forude. Økonomien boomer, bruttonationalproduktet pr. indbygger er blandt de højeste i verden, højere end i Danmark. En krise for en halv snes år siden er stort set overstået. Lander man i Dublin og tager en taxi fra lufthavnen, roser chaufføren – som deler efternavn med en af nobelvinderne, George Bernard Shaw – regeringschefen i høje toner. Han er en flink fyr, og det går godt, siger han. Hvor finder man ellers en tilfreds taxichauffør?
»Stor kunst kommer ofte fra fattige steder,« sukker Simon O’Connor; underforstået: Kan man taenke sig noget vaerre end fremgang, hvis man ønsker gode bøger?
O’Connor er handlingens mand, så nu har han vaeret med til at grundlaegge et litteraturmuseum. Det ligger ved St. Stephen’s Green, byens store, elegante park. Ved traeet bag huset lod James Joyce sig fotografere iført knaekflip, da han havde modtaget magistergraden 1902; bygningen hørte dengang til universitetet. Over for ligger Shelbourne Hotel, hvor forfattere som Brendan Behan, J.P. Donleavy og Seamus Heaney – den seneste nobelmodtager – hang ud i baren.
Museet er så nyt, at man stadig kan dufte malingen. Det er ikke et sted, hvor man kan se gamle manuskripter i glasmontrer, men snarere taenkt som et kraftcenter, der kan inspirere kommende forfattere og opmuntre til mere laesning.
Allerede i det første rum falder man i snak med kustoden, der straks begynder at tale – som naesten enhver irer, man har vaeret så heldig at møde i løbet af livet. Vi kommer hurtigt frem til Joyce, den måske vanskeligste forfatter, landet har fostret. Hans ”Ulysses” gaelder som et hovedvaerk i verdenslitteraturen, men er ikke sådan lige at gå om bord i. Man har selv kaempet med den et halvt hundrede år. Har du laest den, spørger man. Ja, siger hun, flere gange.
Det virker umiddelbart lidt provokerende, skønt hun jo bare svarede på det, man ville vide. Hun er naeppe mere end 30 år. Hun er også litteraturmagister, men alligevel. Hvad kan hun, som de fleste andre, herunder denne korrespondent, ikke kan?
»Du skal laese ”Ulysses”, som du lytter til en cd,« siger hun og tilføjer:
»Hvis der er noget, du ikke kan lide eller forstå, spring det over. En god idé er at begynde
stolt over at vaere en del af. EU har vaeret et springbraet til at gøre sig økonomisk og kulturelt fri af Storbritannien, alle historiske bånd til trods.
O’Connor kan forestille sig, at Storbritannien rammes af en nedtur, der vil vaere god for landets litteratur.
»Hvem ved, hvilke fremragende noveller det afføder om nogle generationer,« siger han.
Indvandrerne
Men hvad så med Irland, hvor tingene går bedre og bedre? Hvem skal skrive fremtidens store tekster?
O’Connor er forholdsvis optimistisk. Museet gør meget ud af at tiltraekke helt unge børn og teenagere, der kastes ind i skrivevaerksteder. Man kan se dem, ivrigt tyggende på deres blyanter, på museets tredjesal.
»Det virkelig spaendende er andengenerationsindvandrere,« siger han.
De kaemper med engelsk, som Joyce baksede med andre sprog under sit ophold på kontinentet, fortaeller O’Connor.
»Vi har unge med indisk og nigeriansk baggrund, der kommer fra beskedne kår og er begyndt at skrive litteratur. Det skal nok gå.«