Bambi i lyskeglen
Det er efterhånden banalt at sige det, men Tyskland er det største land i Europa, med den tungeste økonomi og en central placering på kontinentet. Det er Danmarks vigtigste eksportmarked, vi saelger naesten dobbelt så meget til forbundsrepublikken som til USA, og langt, langt mere end til Kina. Der er staerke kulturelle bånd trods en, for at sige det paent, ikke altid problemfri historie. Tyskland er med andre ord vor vaesentligste, udenlandske partner, hvilket danske stats- og udenrigsministre jaevnligt gør opmaerksom på.
Med denne baggrund er det saerlig smerteligt at bevidne, hvad der i øjeblikket foregår i det sydlige naboland. Nemlig ikke ret meget. Tyskland er faldet i en politisk og teknologisk dvale. Det er ikke en tornerosesøvn, der kunne afsluttes med et kys fra en prins, om end det ifølge Grimms eventyr skulle vare hundrede år. Der har heller ikke, som i eventyret, vaeret en grim fe med i spillet. Det er en aldeles selvskabt krise. Tyskland er igen ved at blive Europas syge mand.
Sidste gang, diagnosen blev stillet, også af landets egne økonomer, var lige efter årtusindskiftet. Den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder havde overtaget roret efter Helmut Kohl fra det borgerlige CDU, som trods store fortjenester omkring genforeningen og i EU havde opgivet ethvert tilløb til reform. Efter en mislykket begyndelse lykkedes det Schröder at gennemføre en fornyelse af arbejdsmarkedet. Den førte til langt faerre ledige og en overlegen konkurrenceevne, der skubbede lande som Frankrig, Italien og Storbritannien endegyldigt af banen, i hvert fald hvad angår industrivarer.
Schröder blev i 2005 afløst af Angela Merkel fra CDU, og siden er der ikke sket alverden. Merkel virker menneskeligt en hel del mere tiltalende end Schröder, som selv danske socialdemokrater havde problemer med at vaere i stue med; den tidligere S-formand Svend Auken, f.eks., var en af dem, der foretrak Merkel frem for sin ofte arrogant agerende partikammerat. I dag virker SPD i øvrigt lige så lammet som CDU.
Merkel har vaeret en god kansler på den måde, at hun har vaeret fremragende i de fleste kriser – to finanskriser, eurokriser, truende økonomisk kollaps i Graekenland, Spanien, Portugal og Irland samt udfordringer som Donald Trump og en nationalistisk polsk regering. Hvad hun ikke har formået, er at modernisere Tyskland og at have en idé om, hvor hun vil hen. Hun deler formentlig den indstilling, som en forgaenger, Helmut Schmidt, har givet udtryk for, nemlig at man, hvis man har visioner, bør søge laege.
Resultatet er, at landet i dag ser ud som noget fra et politisk og økonomisk frilandsmuseum. Digitalt roder man rundt et sted i slutningen af det 20. århundrede. Den vigtige bilindustri har indtil for nylig forpasset overgangen til elmodeller; i stedet har den brugt krudt på at svindle med dieselmotorer. Klimamål kan ikke opfyldes, fordi folk ikke vil have vindmøller. Pensionsområdet er i ruiner, fordi man ikke i tide har reageret på befolkningsudviklingen. Udfordringen med flygtninge og migranter er ikke løst tilnaermelsesvist.
Udenrigspolitisk virker man som Bambi fanget i lyskeglen. Der mumles lidt hist og her, men strategisk taenkning anes ikke – hverken når det drejer sig om EU, Rusland, Mellemøsten eller Kina. I weekenden forsvarede Annegret KrampKarrenbauer sin stilling som CDU-formand med en staerk tale, men kanslerposten er stadig optaget af Merkel. Tyskland er vant til at få på puklen, både når man tager lederskab, og når man ikke gør det. Men den nuvaerende situation er ekstrem, og den bør slutte snarest. Også af hensyn til Europa.