Pasning er mere end at drikke kaffe, mens børnene sidder i sandkassen

Kultur er altdominerende, og alderen fra nul til seks år er den mest definerende tid i alle menneskers liv, når det gaelder udvikling. Selv er jeg barn af minoritetsetniske foraeldre med et andet børnesyn end det danske. Et børnesyn, der på ingen måder stemmer overens med det børnesyn, vi har i Danmark.

Jeg blev set på som et barn, der var begraenset, uden naevnevaerdige kompetencer. Mad og søvn blev der sørget for. Ingen indholdsrig samtale eller motorisk stimulering, der tog afsaet i potentielle kompetencer.

Det er desvaerre ikke laengere kun den virkelighed, jeg er vokset op med, men den virkelighed, børn i hele landet vokser op med, når de efterlades i landets institutioner uden et tilstraekkelig antal voksne, der kan tage sig af dem, stimulere og udfordre deres udviklingspotentiale.

Jeg kommer fra en familie, hvor bøger aldrig har vaeret en del af hjemmets faste inventar, og det at laese bøger har derfor aldrig vaeret en naturlig del af min opdragelse. Mine foraeldre var klar over, at jeg skulle lave mine lektier, for det havde laererne på min skole sagt, men at laese bøger for fornøjelsens skyld har aldrig vaeret en vaerdi i min og mange andre familier.

Derfor har jeg som en del af min barndom aldrig stiftet kendskab med Astrid Lindgren, Gunilla Bergström eller nogen af de mange andre forfattere, der har praeget den skandinaviske børne- og ungdomslitteratur. Jeg stiftede ej heller kendskab med forfattere fra Mellemøsten.

I Danmark er vi kendt for et børnesyn, hvor børn fremstår som aktører og aktive medskabere af eget liv. Børns udvikling betragtes som en kognitiv modningsproces i samspil med omgivelserne.

Regeringen skal forstå sit ansvar og sikre de gode rammer, der skal påvirke børnenes fremtid og evner. Det er et problem i et miljø, når politikerne ikke betragter et samspil mellem børn og voksne for relevant og frugtbart, og hvor nuvaerende institutioner ligeledes på grund af for få og udkørte paedagoger ikke kan bidrage med udviklingspotentiale.

Vi har alle store drømme for os selv og vores børn. Alt dette og mulighederne for at opnå vores drømme defineres allerede i den alder et til seks år, hvor børnene går i institution.

På børnenes dag deltog jeg i en paneldebat hos Unicef i FN-byen. Inden havde alle deltagere fået udleveret 45 kort, der hver repraesenterede børns forskellige rettigheder. Jeg opdagede, at jeg igennem min barndom savnede 24 rettigheder.

Alle børn har ret til at leve. Regeringen skal sikre, at børn overlever og udvikler sig så godt som overhovedet muligt. Regeringen bryder med børnekonventionerne, når vi svigter børnene. Børnenes udvikling og fremtid er landets udvikling og fremtid. Det er på tide, at politikerne forstår alvoren og prioriterer børnene.

Paedagogisk udvikling og børnepasning handler om meget mere end blot at sidde og drikke kaffe, mens børnene leger i sandkassen.

Vi har brug for flere fagpersoner. Veluddannede mennesker, der udelukkende har til opgave at stimulere børnene i trygge og spaendende rammer.

Regeringen bryder med børnekonventionerne, når vi svigter børnene. Børnenes udvikling og fremtid er landets udvikling og fremtid.

Politikerne skal forstå, at det kraever en paedagogisk uddannelse for at spille spil eller laese historier op, der tager børnene med på eventyr og stimulerer dem. Investering i børnene betyder også investering i den paedagogiske uddannelse.

Hvis børnene har det godt og udvikles til deres bedste potentiale, er vi med til at sikre den naeste generation og landets udvikling på bedste vis.