Vesten taber ny stormagtskonflikt i Irak

Iraks grønne zone er afløst af konflikt i gråzonen mellem krig og fred. Laeren af laekkede iranske efterretningspapirer viser, hvor indlysende vigtigt det er at have en plan for sine hensigter – og tillid til hinanden.

ph.d.-studerende, Københavns Universitet

Sidste uges afsløring af laekkede iranske efterretningsdokumenter er ikke blot en fascinerende og bekymrende fortaelling om spioner i hotellobbyer og trekantsdramaet USA-Iran-Irak. Det er også et indblik i nutidens internationale politik, som udenrigs- og forsvarspolitiske beslutningstagere bør naerstudere.

Irak er som resultat af den forfejlede militaere intervention i 00’erne blevet en arena for den strategiske strid mellem stormagterne, som i stigende grad kendetegner regional og global politik. I denne strid er usikkerheden om andres intentioner – hvem er på ens side, hvem man regne med, hvem kan man indgå aftaler med – et grundvilkår. Dermed stiger vaerdien af tillid på alle niveauer af international politik. Det gaelder helt fra statslederes topmøder til hemmelige kontakter imellem spioner og deres kilder.

Efterretningsdokumenterne – de såkaldte Iran Cables – fra 20142015 beskrives i en raekke artikler af nyhedsmedierne The Intercept og New York Times. De viser med al tydelighed Irans store indflydelse i Irak, der ellers udadtil er en vigtig amerikansk partner i Mellemøsten. Eksempelvis fremhaeves de taette iranske forbindelser til centrale personer i Iraks skiftende regeringer, der bl.a. har givet fri adgang til den syriske borgerkrigs slagmarker.

Hvis man tager de analytiske briller på og bevaeger sig op i internationalt helikopterperspektiv, er der i hvert fald tre vaesentlige ting at laere for Danmark og de vestlige allierede.

For det første understreger de laekkede dokumenter, at store militaere operationer uden grundige og gennemtaenkte planer for, hvad der skal følge efter, er en opskrift på endeløse problemer – og ofte fører til en forvaerring af den strategiske situation. I Irak blev det mest åbenlyse resultat fremkomsten af ISIS og USA’s efterfølgende militaere tilbagevenden til landet i 2014, blot tre år efter man havde trukket sig ud.

En mere langvarig og strategisk konsekvens af amerikanernes ambivalente ageren i landet er, at der er åbnet et rum, hvor iranerne kan manøvrere – og ofte udmanøvrere amerikanerne. Det er netop dette rum, som The Intercept og New York Times dokumenterer.

Også i en dansk kontekst er det vaerd at haefte sig ved, at uigennemtaenkt krigsdeltagelse ud over utilsigtede konsekvenser i form af ustabilitet, flygtningestrømme og terrorisme samtidig kan have negativ betydning i det storpolitiske spil mellem vores allierede og deres modstandere.

Selv om der efterhånden synes at vaere en forståelse af kompleksiteten i spørgsmålene om militaer intervention – herunder vigtigheden af beslutningsprocesserne, som påpeget i den danske krigsudredning tidligere i år – viser den aktuelle udvikling i Libyen og det nordlige Syrien, at der er et behov for at holde fokus på det strategiske niveau.

Danmark laegger selvsagt hverken strategien for USA eller Europas

håndtering af de sikkerheds politiske problemer, der udgår fra Mellemøsten og Nordafrika. Men hvis man ønsker at kunne deltage i og måske endda praege den strategiske samtale internt i den transatlantiske alliance, er det første skridt at kunne se egne handlinger og beslutninger i et strategisk lys. Det gaelder også krigsdeltagelsen i Irak.

For det andet illustrerer efterretningsdokumenterne det konfliktfyldte spil imellem stormagterne, der i disse år fylder mere og mere i international politik, både i Mellemøsten og på globalt plan. Det er et spil, hvor stater som Irak med svage institutioner og staerke interne skillelinjer bliver arenaer for magtfulde aktørers kamp om indflydelse og positionering.

Irakkrigen var på mange måder et resultat af 1990’ernes dominerende liberale idéer om at sprede demokrati, markedskapitalisme og menneskerettigheder. I dag er Irak en anden slags kamplads, hvor spionage, disinformation, bestikkelse og en raekke andre midler anvendes i forsøget på at underminere modstandernes vision for den regionale politiske orden. Baghdads ”grønne zone” er afløst af konflikt i gråzonen mellem krig og fred.

I denne nye sikkerhedspolitiske virkelighed kan det i sig selv vaere en central strategisk ambition at få stater til at skifte side. Det handler om at kultivere forbindelser til magtfulde eliter og påvirke holdningsdannelsen i befolkningen.

Laekket viser, at USA og dets allierede bør tage denne udfordring mere alvorligt i Irak, hvis man ønsker at fastholde landet på sin side af de regionale konfliktlinjer. Mere generelt tydeliggør det irakiske tilfaelde, at Europa og USA bør bruge langt flere politiske og diplomatiske ressourcer på at fastholde stater i periferien af den transatlantiske sikkerhedspolitiske orden, herunder Tyrkiet og Egypten.

Endelig antyder de laekkede efterretningsdokumenter, at tillid spiller en afgørende rolle i international politik. Tillid skaber fortrolighed og sociale bånd – og tillader samarbejde på trods af usikkerhed om andres intentioner. I en ustabil politisk kontekst som Irak praeget af konflikt, hemmeligheder og en overflod af både sandfaerdig og falsk information er tillidsrelationer derfor fundamentale for de personer, der fører udenrigspolitik på daglig basis, uanset om de er politiske ledere, diplomater, soldater, efterretningsfolk eller andet. En iransk rådgiver fortaeller New York Times, at iranerne har en raekke irakiske ledere, som de ”kan stole på med lukkede øjne”.

Evnen til at bygge tillidsrelationer – og slå skår i dem hos modparten – er et essentielt instrument i den udenrigspolitiske vaerktøjskasse, der bør indtaenkes i statens strategiske overvejelser.

Dertil kommer, at den mistillid, som går hånd i hånd med kampen om indflydelse, skal håndteres.

Det bilaterale forhold mellem amerikanerne og iranerne har vaeret kendetegnet af mistillid siden den iranske revolution i 1979 og den efterfølgende krig mellem Iran og Irak, hvor USA sammen med store dele af det internationale samfund støttede Saddam Hussein.

Ikke desto mindre har der undervejs vaeret forsøg på at skabe lommer af tillid i forholdet, saerligt på de øverste diplomatiske niveauer. Eksempelvis udviklede davaerende amerikanske udenrigsminister John Kerry og hans iranske kollega Mohammad Javad

Zarif ifølge flere forskere et personligt tillidsbånd, som var med til at muliggøre atomaftalen i 2015.

Evnen til at bygge tillidsrelationer – og slå skår i dem hos modparten – er et essentielt instrument i den udenrigspolitiske vaerktøjskasse.

At mødes ansigt til ansigt er vitalt i denne sammenhaeng. Nyhedsmediet Politico kunne for nylig berette, at den franske praesident Macron havde forsøgt at stable et sådant møde på benene imellem Donald Trump og den iranske praesident Hassan Rouhani under FN’s generalforsamling i New

York. Dog uden held.

Også internt i den transatlantiske kreds af allierede og deres partnere bliver håndteringen af mistillid vigtigere. Efterretningsdokumenterne gør det tydeligt for enhver, at man skal overveje, hvem man kan stole på. Men hvis man skal undgå at skubbe dem, man naerer tvivl om, f.eks. Irak og Tyrkiet, endnu laengere vaek og i armene på strategiske modstandere som Iran og Rusland, kraever det samtidig, at man tager ansvar for genopbygningen af tillidsbåndene til netop sådanne partnerlande.

Der er med andre ord tale om en balancegang. På den ene side bør man ikke vaere naiv. Man kan ikke antage, at man har den samme grad af fortrolighed med alle allierede og partnerlande, når man udveksler idéer, information og viden. På den anden side bør man heller ikke bidrage til at skabe yderligere intern mistillid i en allerede hårdt prøvet alliance. For Europa er skraekscenariet, at det amerikanske sikkerhedskorthus i Mellemøsten og Nordafrika styrter helt sammen.

I naeste uge mødes Natos ledere i London. Med den aktuelle virak i både USA og Storbritannien er der nok at bekymre sig om på de indre linjer. Alligevel er der god grund til at se ud på den verden, alliancen befinder sig i, og tage ved laere af de laekkede efterretningsdokumenter fra Iran.

Det er en verden formet af intens og langvarig konflikt imellem USA og dets modstandere, hvor strategiske rationaler i højere grad bør gennemsyre udenrigs- og forsvarspolitiske beslutninger, herunder for amerikanske allierede som Danmark. Det er en verden, hvor ubesindige militaere interventioner uden grundige planer for ”at vinde freden” har langvarige konsekvenser, ikke kun for de pågaeldende lande som Irak, men også for de vestlige allieredes position i det regionale og globale magtspil.

Og det er en verden, hvor tillid er en livsnødvendig valuta.

Et samarbejde mellem Roskilde Universitet, Fachhochschule Kiel i Tyskland og en raekke danske og tyske virksomheder har fået bevilget

1,7 mio. euro fra EU-initiativet Interreg til et treårigt projekt ved navn Intellipower. Formålet med projektet er at designe og konstruere en fleksibel og omkostningseffektiv elektronisk styringsenhed, der kan gå på internettet, og hjaelpe med at forbedre koordineringen mellem energiforbrug i husholdninger og energiproduktion fra vedvarende energi.

Lone Grønbaek er tiltrådt som institutleder ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet. Lone Grønbaek har vaeret ansat på SDU siden 2000 og har stor ledelseserfaring med sig i bagagen fra funktioner som studieleder, forskningsgruppeleder og senest som konstitueret institutleder på instituttet siden juni i år.

John Storm Pedersen, professor, Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi, Syddansk Universitet, har modtaget en donation på 896.006 kr. fra TrygFonden. Donationen går til udviklingen af en indsats, som skal støtte anbragte børn og unge i at tage en ungdomsuddannelse.