Hvorfor er der mangel på håndvaerkere?
Erhvervsuddannelserne er udsultede og er derfor ikke attraktive for de unge.
bemaerket: Den såkaldte skolepraktik, som tilbydes, hvis man ikke finder en laereplads, rangerer efter sigende så lavt i elevernes bevidsthed, at jeg ikke anser den for vaesentlig her.)
Samarbejdet mellem uddannelsesinstitution og aftagere ser ikke ud til at eksistere.
En udtalelse fra skolen efter grundforløbet, som kunne give en mester et kvalificeret grundlag at vaelge laerling på, eksisterer ikke i systemet. Det kunne måske vaere rart at kunne praesentere sig som én, der kan møde til tiden, passe sin undervisning (= arbejdsplads), er omgaengelig, har håndelag – når nu afgangsprøven blot bedømmes med bestået eller ikkebestået.
I hvilke andre ungdomsuddannelser sender man elever ud med så ringe papirer?
Når kontakten til en mester er etableret, er den unge for alvor på Herrens mark. I bedste fald prøves man af en uge – gratis, selvfølgelig – og i konkurrence med måske to andre, hvorimellem mester udvaelger én. Hvornår man får svar, afhaenger af mesters forgodtbefindende. I det tilfaelde, som jeg kender til, løb en mester fra et løfte om at indkalde de tre til samtale og tog på ferie uden at give svar. Da den unge mand efter firmaets ferie fik hul igennem, lød svaret: »Det blev ikke dig denne gang.« Ingen som helst forklaring på hvorfor. I naeste forsøg fik den unge mand lov til at arbejde to uger – gratis, selvfølgelig, og derefter beskeden: om et halvt år har vi brug for en laerling. Hvordan fastholder man selvtillid og motivation til fortsat bestraebelse som ungt menneske, hvis skaebne er lagt i haenderne på mestre med forskellig grad af empati og moralsk habitus? Med til beretningen hører, at den unge mand har trivedes vaeldig godt på de arbejdspladser, hvor han har udført gratis arbejde, inklusive praktikpladsen. Han har haft fin kontakt med håndvaerkerne og fået gode tilkendegivelser: ros og håb om at se ham igen.
Dette rejser mit sidste spørgsmål:
Hvilke udvaelgelseskriterier eksisterer