Er vi blevet lidt for pengefikserede?
Arbejdsmarkedet stiller så høje krav til medarbejdernes flid, tilpasningsevne og ydeevne, at mange segner under kravene.
Den rituelle stammedans om overenskomstforhandlingerne er begyndt. Arbejdsgiverne klager over manglende arbejdskraft og manglende fleksibilitet. Medarbejderne mener, at aktiemarkedet gløder, og at der derfor skal flere penge i lønningsposen.
Men skulle vi ikke tale lidt mere om helbred end om penge?
Jeg mener faktisk, at både arbejdsgivere og lønmodtager i Danmark er blevet for pengefikseret.
Det går godt for de danske virksomheder, og arbejdsgiverne belønner sig selv med store lønninger. Det giver øget ulighed og en generel opfattelse af, at den danske elite er ved at stikke af fra resten af samfundet. Det ville klaede arbejdsgiverne at arbejde mere med nogle af de strukturelle problemer for selve arbejdsmarkedet. Og her taler jeg bl.a. om stress:
Arbejdsmarkedet stiller så høje krav til medarbejdernes flid, tilpasningsevne og ydeevne, at mange segner under kravene. Vi har hver dag op imod 35.000 sygemeldinger pga. stress og mistrivsel.
Vi har adskillige fag og arbejdsområder, hvor det nu kun er muligt at vaere ansat, hvis man er ung, rask og barnløs. Tag for eksempel callcentrene. Her ser vi en enorm udskiftning i personalet. Det er normalt, at medarbejderstaben er 100 pct. udskiftet i løbet af to år.
Også i restaurationsbranchen, hoteller og landbruget er det umuligt at følge tempoet, hvis man er vaesentligt over 40 år. Mange steder vaelger man at ansaette unge, raske og barnløse udlaendinge, fordi det kun er dem, som kan klare det – og kun i en afmålt årraekke.
Vi ser nu de første tegn på konsekvensen af den højere folkepensionsalder. Flere og flere slutter deres arbejdsliv med at tilbringe år på dagpenge og/eller bistandshjaelp. Er man opsagt i en sparerunde i 60-års alderen, finder man ikke fodfaeste på arbejdsmarkedet igen.
Vi bør alle sammen stoppe op og spørge os selv, om det er sådan et arbejdsmarked, vi ønsker.
For lønmodtagerne i Danmark har også andel i problemet i kraft af overarbejde.
Store dele af industrisektoren, byggeriet og transportsektoren (som skal have fornyet overenskomst i 2020) er kendetegnet ved meget store maengder overarbejde. Det er ikke unormalt at håndvaerkere, bygningsarbejdere og chauffører arbejder fem år på fire år! Vi ved også fra slagterierne og andre brancher i akkord, at tempo og arbejdstid er skruet op i urimelige højder.
Kunne man ikke bare afspadsere så? Jo, det er jo dét, der er meningen, og det er netop dét, som overenskomsterne laegger op til. Men her gør medarbejderne modstand. Det store flertal vil hellere have pengene og har lagt deres liv an på at få mange timers overarbejde udbetalt.
Flere og flere slutter deres arbejdsliv med at tilbringe år på dagpenge og/eller bistandshjaelp. Er man opsagt i en sparerunde i 60-års alderen, finder man ikke fodfaeste på arbejdsmarkedet igen.