Pizzaveteran på Trøjborg holder niveauet
De italienske pizzaer hos den klassiske pizzarestaurant Casa Mia på Tordenskjoldsgade sidder lige i skabet, men undgå de almindelige pizzaer på kortet.
En af undertegnedes første store madoplevelser i Aarhus fandt sted sammen med et par venner i 1999, hvor stemningen efter en fredagsbar på universitetet var til pizza.
Vi befandt os på Trøjborg, og efter en – formentligt lettere omtåget – research endte vi på Casa Mia på Tordenskjoldsgade. Ingen af os havde hørt om pizzarestauranten før, men jeg skal love for, at vi var blown away , da vi saette taenderne i de sprøde pizzaer.
Her var ikke tale om slatne, tykbundede pizzaer proppet med ananas, majs og dåsetun, som vi var vant til, men derimod tynde, crispy pizzaer i aegte italiensk stil toppet med noget så eksotisk som parmaskinke og frisk rucola. Resten af studietiden endte vi ofte med at frekventere Casa Mia, når humøret var til pizza.
Udmaerkede hapsere
Her to årtier senere lever den italienske pizzarestaurant stadig i bedste velgående i det nordlige Aarhus. Modsat tidligere er Casa Mia dog laengere ikke blandt de eneste kompetente pizzabagere i byen, der de senere år har budt velkommen til knivskarpe pizzajoints som Il Locale i Guldsmedgade, Ild.pizza i Skejby og Pizza Propria i Jaegergårdsgade.
Spørgsmålet er, om veteranen kan klare konkurrencen anno 2019?
En råkold mandag aften testede vi dagsformen på Tordenskjoldsgade med bestilling af fire forskellige pizzaer fra takeawaykortet, og vi lagde ud med et par forretter for at komme i den rette italienske stemning, før pizzaerne kom på bordet.
En udmaerket Vitello Tonnato med kalvekød, kapers og tunsauce lagde bunden, og en antipastiservering med de obligatoriske stykker charcuteri, oliven, pesto og rucola fungerede ganske haederligt med smagfuld skinke, delikate bresaolaskiver og laekre oliven.
Begge anretninger var dog så små, at der reelt var tale om hapsere. I antipastiserveringen talte vi eksempelvis tre stykker charcuteri, seks oliven, syv rucolablade og tre minimale bøtter med pestoer, og så er en pris på 70 kr. lige i overkanten.
Bunde bagt til perfektion
Og så til det, som det hele handler om. Vi lagde ud med en aerkeitaliensk pizza med parmaskinke, parmesan og rucola, og den smagte fuldstaendigt, som da jeg fik den første gang i 1999. Bunden var bagt til perfektion, skinken var blød som smør, og den salte parmesan gav et perfekt modspil til den søde tomatsauce.
Vores eneste indvending var, at rucolaen var til den kedelige side – de grønne blade kunne godt have brugt et skvaet olivenolie, før låget på pizzabakken blev lukket i.
Stedets bud på den klassiske quattro formaggi-pizza med fire slags ost var også en vinder. Kombinationen af den cremede mozzarella, den tørre parmesan, den milde gouda og den skarpe gorgonzola smagte fuldstaendigt, som sad vi på en fortovsrestaurant i Napoli. Det eneste, vi savnede, var en smule mere salt på toppen af den flot gratinerede overflade.
Mild ansjospizza
Naeste slice på tallerkenen kom fra Casa Mias pizza med ansjoser, kapers og oliven. Kombinationen er nok en acquired taste for nogle på grund af ansjoserne, men udgaven fra Trøjborg var overraskende mild i smagen og gled fint ned hele bordet rundt, inklusive hos familiens 11-årige.
Visuelt var den også smuk at se på med sorte braendemaerker i kanterne, en rød tomatbund og grå ansjoser, som uden tvivl ville gøre sig godt på Instagram.
Herefter gik det desvaerre ned ad bakke, da vi nåede til den sidste pizza. Denne var ikke en af de italienske pizzaer fra kortet, men derimod en af stedets såkaldte almindelige pizzaer, som viste sig at daekke over pizzaer med fordanskede toppings som cocktailpølser, bacon og peperoni.
Den bestilte udgave var toppet med bacon, oksefilet og gorgonzola, og de aflange stykker oksefilet var så seje, at de var svaere at tygge. Smagen af gorgonzola glimrede ved sit fravaer, og bunden var så blød, at den naesten ikke kunne haenge sammen. Det eneste lyspunkt var de sprøde baconskiver, som havde en fin røget smag. Den blev ikke spist op.
Passionerede for Italien
Casa Mia slog dørene op tilbage i 1988 med den italienskfødte Mauro Matruglia ved roret og drives i dag af grundlaeggerens søn Marco Matruglia, der har allieret sig med sin barndomsven Thomas Iversen om driften af restauranten.
De to kompagnoner er efter eget udsagn begge passionerede for det italienske køkken, og det kan maerkes på kvaliteten af de italienske pizzaer, der trods mindre skønhedsfejl er tårnhøj.
De sprøde pizzaer fra veteranen kan sagtens måle sig med udgaverne fra de fleste af de nytilkomne konkurrenter, og selv om Casa Mia ikke vinder point for hverken nytaenkning eller prisniveau, er stedet stadig en anbefaling vaerd, når menuen skal stå på autentiske laekkerier fra støvlelandet.
Hvorfor Marco & co. så også vaelger at bage bløde, kedelige danskerpizzaer, som oceaner af pizzapushere i byen i forvejen fremstiller i hobetal, er noget af en gåde.
Vi kvitterer med fire stjerner for en velsmagende tidsrejse til 1990’ernes Trøjborg.