»Jeg ved godt, at jeg risikerer det dyrebareste: mit liv«

Tirsdag udkommer succesfulde Sara Omars anden roman: ”Skyggedanseren”. Forfatteren har modtaget talrige trusler, men fortsaetter ufortrødent med at skrive om kvinders manglende rettigheder i nogle muslimske familier.

Chilimassen spredte sig i store, røde plamager fra Samiras nøgne underliv og løb ned langs hendes lår i fedtede spor. Hun vred sig ikke så meget mere. Hun var lås t fast mellem maendenes staerke haender. Folk råb te og skreg hysterisk. Det var ikke nok. De ville have mere. Der blev skubbet og maset. Straffen skulle knuse kvinden.

Få sider inde i Sara Omars aktuelle roman ”Skyggedanseren” bliver en ung kvinde straffet for at have indledt et seksuelt forhold til en anden kvinde.

En af de tre satte sig på hug og bandt et reb om Samiras ankler. Hun skreg igen. Panisk. Hun slog om sig i luften. Manden kastede den anden ende af rebet over til Samiras bror, der bandt det fast bag en bil. Så slog han på bilens tag. Den satte i gang.

Det er voldsomt, men ikke urealistisk, understreger Sara Omar, da vi møder hende på JP/Politikens forlag i København.

»Jeg digter ikke,« siger den 33-årige forfatter.

»Mit forfatterskab er ikke en drøm – jeg skriver hverken børnebøger eller kriminalromaner. Jeg skriver om det, jeg kender til. Jeg skriver om det, jeg har gennemlevet, overvaeret, set eller hørt.«

Social kontrol på studiet

Det er ikke Samira, men Frmesk – kendt fra debutromanen ”Dødevaskeren” (2017) – der fungerer som hovedperson i ”Skyggedanseren”. Vi møder Frmesk i Kurdistan, hvor hun – med alvorlige ar på sjaelen – vokser op hos sine bedsteforaeldre Gawhar og Darwésh, som på hver deres måde forsøger at tilføre pigens liv mening. Den ene mener, at hun skal finde trøst i troen, mens den anden mener, at livsglaeden skal findes i humanitaert kvindesagsarbejde. Det var i 1994.

I 2007 møder vi Frmesk i Danmark, hvor hun studerer på universitetet. Hun holder sig for sig selv og ønsker ikke at støde nogen, men vaekker alligevel faderens vrede ved at gå uden tørklaede og tilmed forfatte kritiske artikler om kvinders manglende rettigheder. Hun skriver digte for at lindre sine traumer, og da faderen opdager det, får det uoverskuelige konsekvenser. I hans øjne er digte skrevet af kvinder noget af det mest vulgaere, man kan forestille sig.

At muslimske unge bliver optaget på en uddannelse, er ikke ensbetydende med, at de trives, understreger Sara Omar.

»Det er en forenklet måde at betragte tingene på, og det er uretfaerdigt over for den enkelte studerende. Ja, en uddannelse kan give økonomisk frihed, hvis man kan få et arbejde bagefter, men man laerer ikke at vaere et menneske på uddannelsesinstitutionerne. Man laerer ikke sine rettigheder at kende. Disse unge studerende skal stadig faerdiggøre studiet på normeret tid, selv om de har en voldsom bagage med sig. En bagage, som uddannelsesinstitutioner glemmer at spørge ind til.«

Studerende lever dobbeltliv

Sara Omar er selv i kontakt med studerende, som er udsat for social kontrol i Danmark.

»Påklaedning, opførsel, alt bliver styret hjemmefra. Jeg kender unge piger, som ikke må baere deres eget haevekort. Faderen tager deres SU og giver dem lommepenge i stedet, og når lommepengene er vaek, er det bare aergerligt. Jeg kender studerende, som ikke har råd til at købe en kop kaffe i kantinen.«

I nogle muslimske familier er det – ifølge Sara Omar – fortsat problematisk, at pigerne tager en uddannelse.

»I nogle familier ser foraeldre hellere, at pigerne bliver godt gift, får nogle børn og bliver i køkkenet. Man skal fokusere på hjemmet, vaere en god husholderske og vaere der for manden, når han vil. Vaere tilgaengelig. Mange af dem, der rent faktisk tager en uddannelse, lever et dobbeltliv. De lyver. På studiet kan de sige, at de skal til tandlaege, når de i stedet skal hjem og lave mad til manden.«

Tabuiseret misbrug

I ”Skyggedanseren” beretter Sara Omar tilmed om seksuelt misbrug af børn.

»Jeg vil gerne understrege, at seksuelt misbrug ikke kun foregår i den muslimske verden, men det ér et problem i den muslimske verden, og det har jeg følt behov for at skrive om. Nej, jeg ved ikke, hvor stort problemet er i Danmark, men jeg har fået nogle henvendelser fra folk, som virker mistaenkelige, og dem har jeg sendt videre til de rette myndigheder. Der, hvor jeg kommer fra, er misbrug af børn et meget tabuiseret emne, men det er altså ret udbredt.«

Ifølge Sara Omar kan familiemedlemmer vaere bekendt med overgrebene uden at gribe ind, fordi frygten for sladder er større end alt andet.

»Ligesom det er kommet frem, at nogle katolske praester voldtager børn, så gør nogle imamer det samme, men i den muslimske verden tør ingen tale om det.«

Religion bliver brugt som undskyldning for misbrug, mener forfatteren.

»Tag bare Koranen, ordene bliver betragtet som vaerende større end alt andet, og man kan ikke saette spørgsmålstegn ved dem. Man må ikke forholde sig kritisk til Koranen, så den bliver brugt som våben mod uskyldige,« siger Sara Omar, der betragter sig selv som agnostisk muslim.

»Jeg benaegter ikke noget, men jeg tager heller ikke noget for gode varer. Jeg forholder mig kritisk til alt – også ordlyden i Koranen. Man kan jo ikke leve sit liv efter en bog; det er mennesket selv, der må tage sine valg og leve med dem. Hvis nogen raekker dig en kniv, bestemmer du også selv, om du vil skraelle kartofler med den eller stikke nogen ned.«

Sara Omar stammer selv fra

Kurdistan. Familien flygtede i slutningen af 1990’erne, og hun har boet i Danmark siden 2001. Hun oplevede selv vrede fra andre muslimer, da hun udgav debutromanen ”Dødevaskeren”. Bogen blev solgt i 50.000 eksemplarer på en måned og lå på alle bestsellerlister, men på de sociale medier var meningerne delte.

»Der var mange, som øjeblikkeligt tog bogen til sig – stillede sig ved siden af mig og litteraturen,« siger forfatteren, som ikke har lyst til at gå i detaljer, når det kommer til de mange trusler, som bogudgivelsen også er resulteret i.

»De, der ikke var interesseret i at løfte sløret for, hvad kvinder er udsat for, blev vrede. Der har vaeret trusler. Også alvorlige. På mange forskellige niveauer. Men jeg var forberedt på det. Lige siden alle de mellemøstlige forlag – af ren og skaer frygt for følgerne – afviste at udgive den første bog, vidste jeg, at min stemme var vigtig. De var ikke vant til, at kvinder satte ord på, hvad kvinder går igennem. De mente, at det var bedre for mig at tie stille, men jeg havde vaeret tavs laenge nok. Jeg satte en budkrig i gang blandt de danske forlag; jeg vidste, at den bog havde stor gennemslagskraft.«

Falske profiler på Facebook

Sara Omar mener, at sociale medier spiller en stor rolle i forhold til social kontrol. På godt og ondt.

»Både i Kurdistan og i Mellemøsten er kvinder blevet draebt for at laegge billeder af sig selv på sociale medier. Helt almindelige billeder. Det er ofte folk uden for familien, der gør pigens familie opmaerksom på de her billeder og smider benzin på bålet: Se, din søster er ikke aerbar. Dermed føler familien sig presset til at handle. De tror, at de – ved at fjerne pigen fra jordens overflade – kan genvinde aeren,« siger forfatteren, som også ser fordele ved de sociale mediers udbredelse i muslimske kredse.