»Du er ikke et offer. Du er jo dansker«

Vi er vant til hinanden, vi danskere. Så meget, at vi er blevet etnocentriske. Når man studerer i udlandet, møder man en helt anden virkelighed. Der opdager man for alvor, hvor trygt og veludviklet et samfund det danske er.

studerende, København S.

Det var forleden, at jeg netop havde sat mig ind i klassevaerelset på Université Paris 13 i det nordlige Paris, hvor jeg i øjeblikket er udvekslingsstudent, da en høj ringende lyd hørtes gennem lokalet. De studerende omkring mig var hurtige til at komme ud af klassevaerelset. Jeg forstod ikke al panikken – jeg havde oplevet brandøvelser mange gange.

»Hvorfor er folk så ivrige for at komme udenfor?« spurgte jeg pigen, der gik ved siden af mig.

»Terrorøvelse,« svarede hun med en ligegyldighed, som var det et ugentligt fredagsritual.

Spoler man et par måneder tilbage, ville man se mig sidde og tude i telefonen til mine foraeldre over, at jeg var blevet snydt for en lejlighed i indre Paris og nu var tvunget til at tage imod den studiebolig, universitetet havde tilbudt mig. Den lå i Villetaneuse, fem minutter fra Frankrigs farligste ghetto, Saint-Denis. Jeg var taet på at aflyse mit udvekslingsophold; dette var jo slet ikke meningen.

Som en, der er opvokset i det gaengse danske parcelhuskvarter, var faren ikke umiddelbart det, der bekymrede mig mest. Jeg var ikke vant til at vaere i fare, det var ikke noget, der fyldte. Det var stedet, faktummet, at det lå langt fra

Paris. At det var en amputeret version af det pittoreske ophold, jeg havde forestillet mig.

Efter at terrorøvelsen var overstået, og alle blev høvlet tilbage ind i klasselokalerne, kom min underviser over og spurgte mig, om jeg var okay. Jeg svarede, at det var jeg skam, trods jeg godt nok ikke havde prøvet lignende før.

»Hold da op,« grinede hun og puffede mig i siden. »Du er ikke et offer. Du er jo dansker.«

Det tog mig et øjeblik at forstå, hvad hun mente, om end svaret lå ligefor: Jeg har det så godt som dansker – saerligt som dansk studerende – at det er sundt med en oplevelse, der minder mig om, hvilket privilegium det er.

Jeg er en såkaldt heldig udvekslingsstudine; jeg taler flydende fransk, noget, der har tilladt mig at kunne vaelge et universitet, hvor alle kurser foregår på fransk. Dette giver mig samtidigt muligheden for at blive kastet hovedkulds ned i den dybe ende af den franske kultur – og for at sige det mindre paent – hovedkulds ned i den franske ghetto.

Jeg omgås andre unge franskmaend, der har algeriske, tunesiske, marokkanske, ivorianske og sudanske, mellemøstlige og asiatiske rødder. Med katolikker, muslimer, protestanter, buddhister, hinduister og ateister.

Frankrigs fattigste område er samtidig en rigdom for landet, hvor maengden af forskellige etniske oprindelser, religioner, sprog og en farverig kulturrelativisme fremtvinger en koeksistens, der, med de gode og dårlige aspekter dette indebaerer, er oplivende at vaere en del af – isaer i en uddannelsesinstitution.

For her er vi, på trods af de store forskelle mellem os hver isaer, lige. Mangfoldigheden gør, at stort set intet emne er tabu. Vi kan tale om racisme, klassicisme og religion.

Emner, hvor man ofte traeder varsomt på dansk jord, fordi der i en given vennekreds sjaeldent er stor forskel på individerne, hvad angår de tre emner, og der derfor heller ikke er mange nuancer at byde ind med. Men her kan vi tale åbent om dem, fordi de, der bor her, tackler vaegten af disse begreber hver dag.

Som den eneste fra Skandinavien på universitetet skiller jeg mig dog, trods alt, ud. Jeg er en af de få kaukasiere i min klasse. Min opvaekst har vaeret lettere i forhold til mange af de andres. Det simple faktum, at jeg har mulighed for at tage på udveksling, også. Og når der i disse dage diskuteres, hvordan studerende i Villetaneuse og Saint-Denis går i skole under kummerlige forhold, der aldrig ville vaere mulige i indre Paris, er det aerligt talt svaert for mig at relatere til.

»Jeres danske medstuderende er heldig,« sagde min underviser, da vi diskuterede emnet i plenum forleden.

»Hun kommer fra et land, hvor der er minimal forskel på kvaliteten i de offentlige uddannelsesinstitutioner.«

Det er heldigt. Det er tilmed fantastisk. Uddannelses- og forskningsministeriet offentliggjorde i 2017 en spørgeskemaundersøgelse, hvor over 122.000 studerende og nyligt uddannede vurderede, at deres undervisere lå på 4,3 (på en skala fra 1-5) i faglig dygtighed. Det er nemt at vaere ”med” i Danmark – uddannelse er gratis, alle har en computer, SU, og I kan selv fortsaette listen.

De unge franskmaend ved siden af mig har ikke disse fordele, som vi blot betegner som en selvfølge for livet som studerende. Selv om vi går på samme universitet, tager de samme kurser og drømmer om den samme fremtidige karriere, er der en faelles usagt enighed om, at det er sandsynligt, at jeg kommer nemmere og hurtigere i mål end dem. Det er ét, fordi jeg har adgang til de øvrige fordele, men også, fordi jeg som dansker har et godt ”startry”, som jeg skal gøre en aktiv indsats for at bespotte.

Danmark har ligget solidt på top 10-listen over de lande i verden med det bedste ry i mange år (sammen med Norge og Sverige), offentliggjort af The Reputation Institute. Faktorer, der bidrager til vurderingen af et lands ry, er blandt andet, at befolkningen er kendt som vaerende venlige og indbydende, at landet er sikkert, etisk og nydeligt, at befolkningen har en tiltalende livsstil, og at landet bidrager til det globale samfund m.m.

Kvantitative data er én ting – men den understøttes af de fordomme, jeg bliver mødt med som en dansk studerende i udlandet. Mine undervisere og medstuderende gik for eksempel automatisk ud fra, at jeg var flydende på engelsk, havde haft en god uddannelse, og at mine foraeldre var veluddannede.

Og jeg haenger mere fast i disse stereotyper, end jeg kan lide at indrømme. Mens jeg håber på, at franskmaendene kender til det positive ry, der er tilsluttet min identitet som dansker, så er det samtidigt svaert at ignorere det negative ry, som er tilsluttet andre.

Som de unge franskmaend fra ”ghettoen”, som jeg sidder ved siden af i klassen.

Havde jeg ikke boet og gået i skole i Villetaneuse, kan jeg ikke påstå, at jeg havde vaeret åbensindet nok til at ignorere min forudindtagethed – Danmark er simpelthen for blegt og homogent i dets studiemiljø til at vide, hvordan et mere broget saet studerende ville fungere sammen.

Det er en saer følelse at sidde med, at jeg, højst sandsynligt, har en lettere vej til drømmejobbet end de omkring mig har. Det er området, de kommer fra, deres hudfarve, deres fattigdom, der kommer i vejen. Til tider også deres religion.

Mit franske universitet måtte for et par år siden bede om rådgivning udefra, fordi unge muslimer rullede bedetaeppet ud på skolens gange. Religion er et koncept, der er så privat i det sekulaere Danmark, at jeg forestiller mig, at de fleste ville betragte denne handling som en staerk påduttelse. Så hvad gør vi egentlig i denne henseende?

I en undersøgelse af Undervisningsministeriet fra 2017 blev 1774 institutioner spurgt, om de stillede bederum til rådighed. 71 pct. af institutionerne besvarede undersøgelsen, hvoraf 27 institutioner svarede ”ja” til, at de havde bederum eller lignende faciliteter, svarende til 2 pct.

Undervisningsministeriet vurderer, at tallene samlet set er repraesentative i forhold til region, institutionsstørrelse og elever af udenlandsk herkomst.

Spørgsmålet om bederum på uddannelsesinstitutioner har jeg før forholdt mig apatisk til, men nu maerker jeg et blus af stolthed. Hvorfor? Fordi det giver plads til andre. Jeg vil gerne koeksistere med andre studerende, hvor forskellige de end må vaere – for det er noget, vi danskere kan laere af disse franske studerende.

I Danmark leger lige børn bedst, mens ulige børn laver kluddermor med hinanden i Frankrig – og som dansker er det sundt at blive mindet om, at man ikke tager skade af at vaere sammen med ”de andre”.

Vi er så vant til hinanden. Vi er for vant til hinanden, så meget, at vi er blevet etnocentriske. En af mine medstuderende i Danmark fortalte mig, at han følte sig udenfor, fordi han ikke havde en MacBook. Om intet andet er et semester i den franske ghetto en sund portion perspektiv til den skandinaviske millennial.

Det er så let at lade sig forføre af den danske etnocentrisme og xenofobi – for i Danmark vil vi hellere leve og gå i skole blandt os frem for blandt ”de andre”. I Danmark leger lige børn bedst, mens ulige børn laver kluddermor med hinanden i Frankrig – og som dansker er det sundt at blive mindet om, at man ikke tager skade af at vaere sammen med ”de andre”.