Mystik omkring unge besaetteres skaebne i Hongkong
”Bear” på 23 er en af de unge, der forskansede sig på det polytekniske universitet i Hongkong. Tirsdag var det lidt af et mysterium, hvad der i den langvarige belejring er blevet af den gruppe, der har naegtet at overgive sig.
Han kalder sig ”Bear” og skjuler sit ansigt bag en maske og under en haette.
Han er en af dem, der risikerer 10 års faengsel for oprør for at besaette et universitet i Hongkong under de alvorligste sammenstød mellem unge og politi igennem et halvt års protester.
»Jeg er ikke studerende, men jeg har vaeret aktiv i protestbevaegelsen siden begyndelsen. I de første måneder handlede det mest om at blokere trafikken. Med besaettelsen af universiteterne skiftede kampen karakter,« fortaeller den 23-årige aktivist.
Han var med, da flere tusinde unge for snart to uger siden stormede Hongkongs polytekniske universitet. PolyU blev et epicenter for protesterne i Hongkong.
Med universitetets laboratorier som leverandør af råvarer opbyggede besaetterne et lager af benzinbomber og andre våben. Billeder gik verden rundt af unge, der på taget af universitetet øvede sig i at affyre kasteskyts med en katapult, mens andre skød med bue og pil.
Beskudt med gummikugler
Da en stor politistyrke angreb for at rydde bygningen, taendte de unge ild til en barrikade ved hovedindgangen, og i et inferno af ild og røg fra tåregas trak politiet sig tilbage.
»Men situationen aendrede sig hurtigt. Politiet sneg sig ind ad andre indgange og anholdt nogle demonstranter, hvorpå de forsøgte at lukke alle udgange,« fortaeller Bear.
I de følgende dage forsøgte de fleste at komme ud. Kunsten bestod i at komme ud uden at blive anholdt.
»Vi forsøgte i en stor gruppe at bryde igennem politiets linjer. Men vi var ikke nok. Vi blev mødt med vandkanoner og en byge af kugler. Jeg holdt et traeskjold foran mig, men det blev skudt midt over af politiets gummikugler. Det var meget voldsomt, alt var kaos, og vi var ved at kvaeles i tåregas. Til sidst blev vi tvunget til at traekke os tilbage. De ville ikke lade os komme ud.«
Nogle af de mest hardcore ledere af protesterne opfordrede hele gruppen til at blive, men de fleste ville ud.
»Naesten halvdelen var gymnasieelever under 18, og mange af dem var tydeligvis bange. Så vi forsøgte at finde en vej ud for alle. I begyndelsen var der mange muligheder, fordi bygningskomplekset er så stort, men flugtvejene blev lukket en efter en,« fortaeller Bear.
Nogle slap vaek via rebstiger, mens andre forsøgte sig gennem kloaksystemet. Men det var et fåtal. De fleste overgav sig til politiet, mens resten sad fast. Selv overgav Bear sig nogle dage inde i besaettelsen, fordi den kammerat, han var sammen med, var kvaestet af en vandkanon og havde brug for laegehjaelp.
»Vi blev ikke anholdt, men politiet noterede vores navne, så det er vel kun et spørgsmål om tid, før jeg igen hører fra dem. Jeg er klar til at tage min straf, for jeg fortryder ingenting. Vores kamp er retfaerdig,« siger han og tilføjer: »Det er noget sludder at sige, at vi for alvor var til fare for politiet. Det er en krig mod forskellige våben. Vi havde mursten og molotovcocktails, mens de er klaedt på til krig med vandkanoner, tåregas, pistoler, gasmasker og pansrede mandskabsvogne.«
Psykisk ustabil demonstrant
Politiet begraensede pressens adgang til det besatte universitet til få medier. Resten var afhaengige af de historier, der i dryp sivede ud derindefra. Om en kok, der lovede at lave mad til alle på det synkende skib, indtil han selv fik det skidt og overgav sig. Om kvaestede unge, der slap ud og blev behandlet af et netvaerk af laeger, som efter fyraften behandlede sårede demonstranter på hemmelige adresser.
Mest alarmerende var rapporterne om, at mange af de unge var taet på at bryde psykisk sammen efter mange dage med søvnmangel. Mange gik i selvmordstanker og modtog opfordringer på deres mobiltelefoner fra familie og venner til ikke at gøre noget overilet. Dagene var lange, og frygten for politiet konstant naervaerende.
Politiet beskyldte de unge for at have forvandlet universitetet til en våbenfabrik og afviste at storme det. Klog af skade, for uheld kunne igen bringe situationen ud af kontrol. Hold af førstehjaelpsarbejdere, praester og laerere forsøgte at overtale de unge til at forlade universitetet, og til sidst blev det meddelt, at der var omkring 30 tilbage.
De første seks hold på i alt 50 laerere, redningsfolk og psykologer gennemsøgte tirsdag et universitet, der lignede en mellembygningen. ting mellem en krig og en losseplads med bunker af affald og ubrugte benzinbomber og rester af kemikalier.
Men undervejs igennem det store bygningskompleks fandt de kun en af de demonstranter, der har naegtet at forlade Det var en ung kvinde, der var fysisk svaekket og psykisk ustabil, men alligevel ikke villig til at overgive sig til politiet.
Efter løfter fra politiet om, at de unge ikke umiddelbart vil blive anholdt, men kun registreret og evt. senere retsforfulgt, forsøg
sådan, at det bedst kunne betale sig at vaere et stort landbrug. Og så får vi pludselig at vide, at vi skal vaere små, økologiske landbrug. Vi vil gerne omstille os, men det kan vi kun, hvis vi får økonomisk støtte og hjaelp hertil.«
Tirsdag var ikke første gang, de tyske landmaend kørte traktorerne ind til storbyen. I oktober indtog de flere tyske byer, alene i Bonn troppede omtrent 6.000 af dem op. I midten af november satte de kursen mod Hamborg, hvor der blev afholdt en konference for miljøministrene fra de tyske delstater.
Gylle-trussel
Ved demonstrationen tirsdag talte både Tysklands miljø- og landbrugsministre. Begge blev mødt af buhråb fra maengden. I de kommende uger tager landbrugsministeren, den konservative Julia Klöckner, rundt og mødes med bønderne. Og den 2. december skal en raekke af deres repraesentanter mødes med landets kansler, Angela Merkel.
Skulle bønderne herefter stadig ikke vaere tilfredse, kommer de igen, lyder truslen fra Olaf Knorr:
»Vi kan gøre som de franske landmaend og køre ind til byerne og sprede gylle.«