»Jeg synes, at det er passende at gøre grin med vores alles kraenkelsesparathed«

”The Book of Mormon” bliver markedsført som graenseoverskridende satire. Det synes en forsker i religiøs satire ikke, musicalen er. Men det er stadig kontroversielt at lave sjov med religion i Vesten, siger han.

”Fuck dig, Gud” synger de. Publikum griner.

Mange af uganderne har aids. Man er ved at løbe tør for jomfruer, så én spekulerer i at voldtage et spaedbarn for at blive kureret.

Krigsherren General Butt Fucking Naked kraever de lokale kvinder omskåret.

»Vi er Nelson Mandelas tårer,« synger en flok glade, hvide missionaerer. »Vi er Afrika!«

Publikum griner stadig. Selv hvis nogen i salen måtte sidde med fuld plade i forargelsesbingo, kan man ikke høre en knap fra en stødt manchet falde til jorden for raslende lattermuskler.

Kevin Clay og Conner Peirson spiller hovedpersonerne i ”South Park”-makkerparret Trey Parkers og Matt Stones Broadway-musical ”The Book of Mormon”, der for tiden kan ses i Musikhuset Aarhus. De to missionaerer rejser på lykke og fromme ud i verden for at sprede budskabet om Jesu Kristi Kirke Af Sidste Dages Hellige. De bliver udstationeret i et ugandisk distrikt for at laere de lokale, hvordan Mormons Bog kan forandre deres liv til det bedre.

I fjor kunne man opleve musicalen på Det Ny Teater i en dansk oversaettelse instrueret af Kasper Holten, som i dag er teaterchef på Det Kgl. Teater. Han finder forestillingen graenseoverskridende på mange måder. Men først og fremmest meget, meget morsom. Humoren skyder på alt og alle, mener han.

»Jeg følte mig da selv personlig ramt flere steder. På det med, at man har en forestilling om, hvordan alt haenger sammen, og man kan vaere så forankret i et selvbillede, at man ikke kan se, hvordan andre oplever verden.«

Han synes, musicalen taler ind i, at vi alle burde tage os selv mindre højtideligt. Frem for at gå forudindtaget til vaerks og lede efter, hvad andre mennesker begår af fejl og kan gøre bedre – eller efter hvordan vi selv kan blive kraenket, siger han:

»Vi har hver for sig et ansvar for at se på verden på en anden måde. Så jeg synes, at det er passende at gøre grin med vores alles kraenkelsesparathed og traede os over taeerne en gang i minuttet.«

Han har ikke oplevet oprørte publikummer, men visse spørgsmål og tankeeksperimenter.

»Jeg er blevet spurgt, om den ikke er racistisk. Hvis man skulle gå ind med ønsket at finde noget racistisk i den, kan man sikkert sagtens det. Men så må man bare sige, at den som minimum er racistisk over for alle. Den laver eddermaneme også grin med de hvide,« siger Kasper Holten.

»Nogle har spurgt, hvorfor man ikke har ladet den handle om muslimer. Dem, der har det sådan, må jo så skrive en virkelig sjov musical om

forestillingen synderligt grov eller graenseoverskridende. Det er satire i den milde ende, vurderer han, der har set den danske opsaetning.

Generelt er det stadig mere kontroversielt at lave sjov med religion end f.eks. politik i den vestlige verden, siger han.

»Det kan vaere farligt i den forstand, at du risikerer en retssag, som koster dig penge. Men det er kun, hvis du ophidser nogle deciderede radikale islamister, at du risikerer at blive slået ihjel. Det er i hvert fald de eksempler, jeg kender fra satireverdenen. De andre protesterer vildt og inderligt, men du bliver naeppe slået ihjel. For nylig fik en dansk ølproducent klager over nogle satiriske øletiketter med hinduistiske guder. Og Charlie Hebdo (det franske satiremagasin, red.) er f.eks. ofte blevet hevet i retten af katolske organisationer. Så protester ser man tit.«

Han kender satirikere, der går uden om jødedommen, fordi emmet kan vaere »svaert og betaendt«.

Han mener, at missionaererne i ”The Book of Mormon” kan opfattes som en slags stand-in for enhver form for organiseret religion og enhver bogstavtro fortolkning af religiøse bøger. Jo nyere en religion er, desto lettere er det at betragte den som en konstruktion, siger han.

Bogen er bedre

Har man ikke forhåndskendskab til Mormons Bog, kan man forlade musicalen med spørgsmål. Tror medlemmerne af sidste dages hellige, at de får en planet? At Edens have er i Missouri?

Svaret kan findes foran Musikhuset i Aarhus, hvor en lille håndfuld repraesentanter fra sidste dages hellige tager opstilling efter forestillingerne. De spørger, om musicalen har vaeret god. Raekker deres hellige skrift og tryksager frem.

»Bogen er altid bedre,« står der på pamfletterne.

Kirkens officielle linje er, at den ikke har noget med forestillingen at gøre. Man opfordrer hverken folk til at se musicalen eller lade vaere.

»Det er revy og satire. Den går ud på at lave noget sjovt, som du kan grine af for en aften. Vi prøver at vende det til noget positivt,« siger Lars Paulsen, kirkens nationale informationschef i Danmark.

»Jeg føler mig ikke ramt af, at de laver grin med os. Jeg kan godt genkende mig selv i noget af det. Det er helt vildt karikeret, men det er ligesom i Cirkusrevyen. Når Lisbet Dahl karikerer Lars Løkke, kan man jo også genkende ham – og så alligevel slet ikke.«

Selv om musicalen spiller lidt på visse stereotyper, tjener det en større historie, siger Conner Peirson. Og det ender ikke helt, som publikum måske forventer.

»Hvis du kun sidder med én brik i puslespillet, ser du ikke det store billede,« siger han.

»Jeg tror, vi med showet prøver at sige: Religion kan vaere problemfyldt, men det kan også bidrage med løsninger på en måde, intet andet kan,« siger Kevin Clay.