Sara Omars stemme er lysende klar i opfølgeren til rystende bestseller
Dygtige Sara Omar fortsaetter sin litteraere kurs i det spaendende krydsfelt mellem vidnesbyrd og fiktion. Det er staerk, men ikke fuldkommen overbevisende laesning.
Det bliver i den grad sagt i Sara Omars opfølger til den både modige og rystende bestseller ”Dødevaskeren” fra 2017. Fortsaettelsen, der har fået den beslaegtede titel ”Skyggedanseren”, udkom tirsdag og giver et ikke mindre sørgeligt indblik i en utilstedelig kulturel praksis af islam, hvor social kontrol kun er fattige ord, og hvor kvinder og pigebørn systematisk voldtages, udnyttes og draebes i profetens navn.
Med ”Dødevaskeren” resonerede Omars klare stemme som et desperat nødråb til omverdenen. Historien om pigen Frmesk, der vokser op i Kurdistan, men flygter til Danmark, gav et hjerteskaerende indblik i en horribel verden, og den placerede sig som et Yahya Hassansk knytnaeveslag i fjaeset på alle, der troede, at kønsmaessig ligestilling ikke også er et religiøst anliggende.
Omars stemme klinger stadig rent med uformindsket styrke i ”Skyggedanseren”. Ingen skal have lov til at dø i synden. Bogen er genrebestemt som en roman, men på samme måde som ”Dødevaskeren” ligger dens indhold så taet på forfatteren selv, at romanen også rummer et tydeligt niveau af autofiktivt vidnesbyrd. Og sandheden er staerk – også litteraert. Som en af nutidens autofiktions helt store stemmer, franske Delphine de Vigan, får en af sine figurer til at sige i mestervaerket ”Baseret på en sand historie”, så er alt andet end sandheden en ligegyldig løgn.
Som laeser føler man også, at Omar skriver med sandheden som katalysator, og hendes skildringer af Frmesk, der som seksårig til sine bedsteforaeldres gru mister stemmen og appetitten på grund af vedvarende overgreb og trusler, er hårdtslående. Det er også passagerne fra romanens nutidsspor, der straekker sig fra 2007 til 2012, hvor Frmesk, der stadig på daglig basis bankes af sin undertrykkende tyran af en far, tror sig fri af fortidens spøgelser, men må se sig indhentet af dem, og pludselig med foraeldrenes velsignelse bliver bortgiftet til et regulaert mareridt.
Det er rystende laesning
Det er rystende laesning, men desvaerre lader ”Skyggedanseren” både sprogligt og dramaturgisk for meget tilbage at ønske. Det skyldes ikke mindst, at den nye roman i lidt for høj grad er en gentagelse af både opbygningen, scenarierne og perspektiverne i ”Dødevaskeren”.
Omar har en tendens til det overforklarede, som måske skyldes en iver efter faktuel nøjagtighed, men som virker tyngende i en roman. Ikke meget overlades til laeserens fortolkning, og det samme gør sig gaeldende i saerligt replikkerne, der ofte minder om formuleringer fra debatindlaeg. Som når den uhyre sympatiske bedstefar Darwésh siger til sin lige så elskelige hustru:
»Hvordan skal muslimske kvinders rettigheder nogensinde forbedres, hvis ikke de selv tager ordet, hvor de kan?«
På samme måde klinger det kunstigt, når Frmesk over for sine små søskende lyder sådan her:
»”Du er en talentfuld stjerne”, sagde Frmesk og kyssede sin lillesøster på det lange mørke hår. ”I er begge to små gudsgivne stjerner, og en dag vil I lyse hele himlen op.”«
Det kan vaere, at replikken er en sandfaerdig gengivelse af en virkelig samtale, men i fiktionens rammer virker den mindre sandsynlig.
Én ting er dog sikker: Omar har greb om virkelighedens brutalitet, og når hun også får en mere fintunet fornemmelse for romangenren, kommer hun til at stå som ikke bare en af de vigtigste – det er hun allerede – men også som en af de mest interessante forfattere herhjemme. For det, der bliver sagt hos Omar, skal siges.
ROMAN
SARA OMAR 416 sider, 300 kr. Politikens Forlag