Sara Omars kamp
»Mit forfatterskab er ikke en drøm – jeg skriver hverken børnebøger eller kriminalromaner. Jeg skriver om det, jeg kender til. Jeg skriver om det, jeg har gennemlevet, overvaeret, set eller hørt.«
Sådan er forfatteren Sara Omars metode og hendes mission. Hun rapporterer om og fra muslimske miljøer, hun kender indefra. Det gør hendes nye bog, ”Skyggedanseren”, der udkom tirsdag, til et uvurderligt stykke samtidshistorie.
Hendes autoritet og trovaerdighed er haevet over enhver tvivl. Hun betaler en høj personlig pris for sine afsløringer af, hvad der foregår i visse muslimske miljøer i Danmark: social kontrol, patriarkalske aeresbegreber, vold, kvindeforagt. Mange ønsker at lukke munden på hende. Men hun lader sig ikke skraemme til tavshed.
Sammen med andre forfattere med muslimsk baggrund fungerer Sara Omar som rapportører fra fronten, mens et nyt Danmark skabes. Digteren Yahya Hassan er en anden vigtig stemme, og for nylig var det noget så usaedvanligt som en konservativ socialrådgiver, Ali Aminali, der rapporterede fra den virkelige virkelighed blandt somaliske indvandrere. Disse er de kendte, men der er mange andre; knap så højprofilerede, men lige så vigtige.
De er ikke til at komme uden om; heller ikke for dem, der hellere kigger vaek end indrømmer, at bagsiden af den dekreterede multikulturelle idyl er til at tage at føle på. De haendervridende bortforklaringer og afledningsmanøvrer spiller stadig en stor rolle i debatten, men for hvert nyt dokument, skribenter som Sara Omar fremlaegger, bliver det vanskeligere at holde liv i de forløjede verdensbilleder. Hvor er egentlig ramaskriget fra Kvinfo og andre feministiske debattører? Rigtigt: De er helt fravaerende. De skal ikke have noget klinket.
Integration i det danske samfund indebaerer faktisk også, at ingen kan få lov til at køre under radaren i den gode sags tjeneste. Vold er vold overalt i samfundet, og det taeller ikke, at der måtte vaere saerlige kulturelt betingede forklaringer. Først når målestokken er den samme for, hvad der foregår i Hellerup og i Vollsmose, kan integrationen siges at vaere flyttet i positiv retning.
Noget andet er så, at de stadigt flere muslimske stemmer også kan bruges defensivt på en ny måde. Det er blevet en tendens at haevde, at først med dem har alle vi andre fået indblik i, hvad der foregår i visse muslimske miljøer. Det er naturligvis ikke rigtigt. Man kan bare følge med i den almindelige nyhedsdaekning eller slå efter i politiets døgnrapporter. Det handler snarere om, at mange har lukket øjnene og kigget vaek, fordi sandheden er for ubekvem og kører på tvaers af de gode intentioner. Hvis man vil vide, hvad der foregår, har man haft alle chancer for at skaffe sig viden. Man lyver for sig selv, hvis man påstår andet.
Men det skal ikke mindske vaerdien af de muslimske stemmer. De ér hård kost, og det kan bestemt vaere lettere at kigge vaek efter devisen: ikke se, ikke høre. Men det bliver forholdene ikke bedre af. Det vil vaere at gøre integrationen en bjørnetjeneste og svigte de modige medborgere, der som Sara Omar tør traede op imod overgrebene.
Generelt må det ryste de fleste, at sådanne misforhold stadig kan få lov at udspille sig i dagens Danmark. Årtiers integrationsindsats inkl. medfølgende svimlende milliardbeløb er tydeligvis ikke nået langt nok ud. Det har vaeret alt for let at foregøgle sig selv og hinanden, at det gik den rigtige vej. De nye muslimske stemmer gør op med forløjetheden.