Ifølge Anders Gadegaard går Gud ind for almene boliger

Forud for folketingsvalget i juni viste en rundspørge i Kristeligt Dagblad, at et flertal på 62 pct. af praesterne i folkekirken ville stemme til venstre for midten. Altså naesten to tredjedele.

Den fordeling er der intet nyt i. Folkekirken har i årtier haft rød slagside, og i Skovlunde Kirke nordvest for København kan man for tiden betragte kunstneren Erik Hagens’ maleri, hvor han lader en kvinde, der ifølge kunstneren er inspireret af Inger Støjberg, sparke en sort mand bagi over mod en indhegning. Det kraever ikke den store kunsthistoriske eksamen at tolke det som en slet skjult kommentar til den udlaendingepolitik, som den forrige regering førte.

På trods af det massive røde flertal i folkekirken og frit slag for kunstnere som Erik Hagens til at politisere i kirken forhindrer det ikke domprovst i København Anders Gadegaard i at efterlyse langt mere politisk aktivisme. Og man forstår, at han isaer ønsker, at det er de venstreorienterede praester, der tør tage bladet fra munden i kirken, for som han siger i interview i både Berlingske og Kristeligt Dagblad, er de borgerlige praester eller

Tidehvervsfraktionen staerkt overrepraesenteret i den politiske debat.

Det er muligvis rigtigt, men der er i så fald tale om i den offentlige debat, hvor praester som alle andre naturligvis har ytringsfrihed og ret til at mene, hvad de vil. Og her kan man mene, at hvis de røde folkekirkepraester mener, det er et problem, kunne de bare blande sig i debatten.

Men Anders Gadegaard vil mere end det. Han stiller sig ikke tilfreds med det røde flertal i kirken, som f.eks. betyder, at folkekirken ikke mener noget om et af tidens helt store problemer, nemlig forfølgelsen og fordrivelsen af kristne i

Mellemøsten, for det ville indebaere en kritik af muslimer. Han vil have praester, der praediker politisk om klima, flygtninge og andre emner, der underforstået er de ”rigtige” emner. Selv har han da heller ikke holdt sig tilbage i tidens løb med f.eks. angreb fra praedikestolen på staten Israel for dens politik over for palaestinenserne, hvor han sågar sammenlignede israelernes politik med Herodes’ barnemord. Flygtningepolitikken har han også aktivt kommenteret, og før kommunalvalget opfordrede han fra praedikestolen sognebørnene til at stemme på de partier, som ville sikre flere boliger i hovedstaden. Man forstår, at Gud altså går ind for almene boliger.

For domprovsten er alt åbenbart politik, og når han efterlyser flere politiske praedikener, skal man naeppe forvente, han mener blå praedikener. Og i det venstreorienterede flertal i folkekirken er der laenge naermet store drømme om en synodal struktur, hvor en art topledelse, og den ville i sagens natur vaere rød, ville kunne udtale sig på kirkens vegne om klima, flygtninge, sand forståelse af naestekaerlighed og andre (korrekte) politiske emner.

Det vil ikke bare vaere en vammel og selvretfaerdig kirke, men også et brud med alt, hvad den lutheranske folkekirke med sin flade struktur og folkelige forankring står for. Hvis man vil se, hvor galt det kan gå, kan man skele til Sverige, hvor kirkens brud med staten ikke bare førte til medlemsflugt, men også til en politiserende og politisk korrekt kirke.

I Danmark kan ingen udtale sig på folkekirkens vegne. Endnu da. Og når folk går i kirke med deres formentlig vidt forskellige politiske observans, saetter de sig ikke ned på baenken for at få en politiserende opsang om det rigtige, man forventes at gøre for at skabe en bedre verden, men for at få syndernes forladelse for deres utilstraekkelighed. Og det har ingen partifarve.

Når han efterlyser flere politiske praedikener, skal man naeppe forvente, han mener blå praedikener.