Politisk makvaerk og mangel på respekt

Vi har nu fået det endegyldige bevis på, at politikere saetter ”pris” på mennesker. Vel at maerke ikke på grund af medmenneskelig omsorg, men i form af kolde kontanter, så vindmøller få hundrede meter fra beboelser fremover kan opføres ganske problemfrit.

Mage til ligegyldigt politisk makvaerk, hvor menneskers liv gøres op i penge, er den virkelighed, som såkaldt ansvarlige politikere står på mål for. Jeg kan stadig se det sammenrend af politikere, der forleden stod frem i tv med klimaminister Dan Jørgensen i spidsen. Med himmelvendte øjne havde de alle set lyset her midt i novembermørket. Gulerødder frem for pisk var blandt argumenterne. 5.000 skattefri kr. skal fremover vaere det årlige plaster på sår, liv og sjael til de mennesker, der kommer til at bo mellem 600 og 900 meter fra vindmøller. Ønsker man ikke at bo så taet på vindmøllerne, så skal vindmølleopsaetteren forpligte sig til at købe ejendommen eller ejendommene i området, var det naeste politiske argument i den grønne omstillings hellige navn.

Sagt med andre ord er der nu givet grønt lys til, at vindmøller i princippet kan opstilles hvor som helst, og hvor diverse opkøb af ejendomme og ”hold kaeft-bolsjer” bliver reglen og ikke undtagelsen. Menneskehandel anno 2019.

Mildt sagt er jeg rystet i min grundvold, ikke mindst set i lyset af, at jeg for nu et år siden måtte se mit livsvaerk knust af netop vindmøller opsat få hundrede meter fra min minkfarm og beboelse.

En sag, som både lokale politikere og politikere i Folketinget har indgående kendskab til, men hvor man vender døve ører til de risici, som vindmøller udgør i form af lavfrekvente lyde, anden støj og gener på mennesker og dyr.

Den politiske handlekraft er pantsat hos vindmølleindustrien, der nu tvaerpolitisk har fået endnu mere vind i møllerne, og hvor de politiske rygklappere betaler sig fra ansvar, anstaendighed og trovaerdighed.