Europa vender ryggen til graenseløse utopi

Flere og flere lande genindfører graensekontrol. Det er en lykkelig tendens, at Europa nu vender ryggen til den graenseløse utopi.

Søren Espersen

MF, udenrigsordfører (DF)

Inden for de seneste par uger har Danmark indført graensekontrol mod Sverige, ligesom Tyskland har indført den mod Danmark. Genindførsel af graensekontrol sker nu over alt i EU: Sverige, Danmark, Tyskland, Østrig, Malta, Frankrig.

Selvfølgelig! Og det er en lykkelig tendens, at Europa nu vender ryggen til den graenseløse utopi; at vi, de europaeiske folkeslag, vender det forskruede ryggen og bliver normale igen.

Og dette er nemlig vaerd at unserede. derstrege: Det er det normale, vi er på vej tilbage til, når det gaelder genindførelse af graensekontrollen. De europaeiske lande er ved at bringe orden i sagerne. Det er det unormale – det abnorme – kaos, der har vaeret gaeldende, siden den ulyksalige Schengentraktat, som ophaevede graenserne EU-landene imellem.

Det, der altså nu er i gang, er, at forholdet mellem de europaeiske lande er ved at bliver normaliseret. Normalisering er at sige farvel til det forskruede, at vende ekstremismen ryggen. At holde op med at leve i en fantasiverden. Normalisering er på ny at få begge ben ned på jorden.

Schengen blev indført i 2001, så der vil vaere mange unge danskere, som ikke husker det normale. Det har jeg ofte oplevet, når jeg har haft gymnasieklasser på besøg. Jeg kan fortaelle dem, at jeg aldrig i mine barndomsår, ungdomsår eller voksenår i så meget som et sekund havde taenkt på det som en belastning at skulle vise pas frem og tilbage over de graenser, jeg passåvel Måske snarere, at det føltes som en stor tryghed og en stor stolthed.

Jeg har så over for disse gymnasieelever kunnet beskrive bare en del af den graensekontrol, vi havde dengang omkring den tid, hvor de blev født, og som netop var noget helt naturligt for os i landet.

At ingen uden gyldige rejsedokumenter – pas, visum – fik lov at passere Danmarks graense.

At folk uden papirerne i orden ville blive bedt om at vende om.

At flyselskaber, som fløj fra lande med visumpligt, fik en kaempebøde, hvis de ikke havde kontrolleret en passager; herefter måtte de af egen lomme flyve personen tilbage, hvor han kom fra.

At folk, som illegalt alligevel stod i landet og søgte asyl, naturligvis fik deres sag prøvet. Men stod man i Tyskland og ville ind i Danmark for at få asyl, blev vedkommende bedt om at vende om. Han stod jo allerede i et ”sikkert land”, så det var Tysklands ansvar.

At der var politifolk og toldere, som standsede mistaenkelige folk i personbiler, varebiler og lastvogne ind som ud af landet; men i øvrigt med et venligt vink lod langt de fleste passere.

Det på den modsatte side – det, som Schengen indførte, og som vi måtte leve med i mange år – var alt andet end normalt: at enhver i bil, bus, lastvogn uhindret kunne drøne hen over den dansk-tyske graense. Ingen kunne have den fjerneste anelse om, hvad disse menneskers aerinde var i Danmark, hvor de skulle hen. Ingen kunne vide, hvor store maengder narko og våben, man sendte ind i landet. Ingen kunne vide, om der var tale om folk, hvis tidligere meritter havde vist, at de havde ondt i sinde, ligesom det var umuligt at vide, om vedkommende tidligere havde vaeret udvist af Danmark.

Undskyld, at jeg nu bliver noget direkte, men det er mig altså til stadighed en gåde, at normalt velfungerende mennesker på nogen måde har kunnet hylde – og hylder – denne forskruede og abnorme utopi.

Jeg har gransket min hjerne og mit hjerte for at finde et slags svar og har barslet med dette: Kunne det mon på nogen måde taenkes, at disse mennesker er en del af en ideologi, som bare hedder Europas Forenede Stater, og hvor virkeligheden uanset hvad stuves til side for den hellige tro?

Normalisering er at sige farvel til det forskruede. At holde op med at leve i en fantasiverden. Normalisering er på ny at få begge ben ned på jorden.