Kønsdebatten er kørt af sporet

Danmark oplever i stigende grad, hvordan kønsminoriteter er ved at tage patent på debatten om mangfoldighed og tolerance.

Samuel David Stender cand.mag. i Amerikanske Studier, Frederiksberg

Prøv at forestille dig, at den amerikanske praesident Donald Trump i morgen holdt en pressekonference, hvor han erklaerede, at han identificerede sig selv som kvinde. Fra det ene øjeblik til det andet ville USA have fået sin første kvindelige praesident. Og ikke nok med det, USA ville også bevidne nationens første lesbiske praesident par, da den nuvaerende førstedame, Melania Trump, jo er kvinde.

Lyder det absurd? Måske. Men det er ikke desto mindre, hvad venstrefløjen og dens identitetspolitiske korstog ville vaere tvunget til at forene sig med. Eller hvad?

På visse offentlige institutioner og arbejdspladser i USA risikerer man at blive fyret, såfremt man ikke respekterer sine kollegers og medmenneskers kønsidentitet. Dermed påtvinges man til at bruge det kønspronomen, som det enkelte individ nu finder retmaessigt. Det er en udvikling, som USA’s nye generation af progressive demokrater har brugt utallige kraefter på at få integreret i både det politiske, juridiske og kulturelle landskab. Så man kan kun gå ud fra, at den gode Donald Trump fremover skulle tiltales Madam president – såfremt han (hun) ønsker det.

Men ville kønsminoriteterne og venstrefløjen i USA nu også gøre det? Eller ville de trods alt stille sig kritisk – og ikke mindst rationelt – til praesidentens udtalelse?

De seneste år har det politiske og kulturelle omdrejningspunkt bevidnet en absurd identitetspolitik. Ikke blot i USA, men også i Danmark oplever vi en lignende udvikling. Hvad der i 1970’ernes USA startede som et forsøg på at fremme etniske minoriteters og homoseksuelles grundlaeggende rettigheder, har nu udviklet sig til en graesk tragedie – eller rettere sagt komedie – hvor biologiske kendsgerninger tilsidesaettes i et forsøg på at skabe et altinkluderende og tolerant samfund for den lille minoritet af mennesker, som identificerer sig som noget andet end en mand eller kvinde. Og hvad sker med dem, som ikke danser efter deres identitetspolitiske vals? De fremstilles straks som intolerante og kraenkende.

Men er man nu også det, hvis man stiller sig kritisk over for et ofte dogmatisk kønsbillede?

Rundt omkring i verden ser man et stigende antal af transkønnede maend i sportsgrene som vaegtløftning, håndbold, fodbold og basket. Dermed indlemmes tidligere maend i kvinders sportslige discipliner. Det siger sig selv, at disse transkønnede maend har en biologisk fordel, da mandens fysiologiske natur er markant anderledes sammenlignet med deres kvindelige modparter. Men alligevel anfaegtes disse kendsgerninger i et forsøg på at vaere ”inkluderende”. Og det kommer da heller ikke som den store overraskelse, at selvsamme transkønnede atleter har vundet mange medaljer og priser og dermed har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt fairplay rent faktisk er et begreb, som overholdes i sportsverden.

Udviklingen er ikke til at tage fejl af. I takt med at den ofte dogmatiske kønsminoritet påberåber sig saerlige rettigheder og privilegier, anses det angiveligt som et skridt frem for mangfoldigheden. Men snarere er det nok to skridt tilbage for samfundets rationelle sans.

Den vestlige verden er ved at gå på kompromis med grundlaeggende, faktuelle kendsgerninger. Og dermed er vi begyndt at bagatellisere en af Vestens vigtigste perioder: Oplysningstiden. En tid, der gjorde op med dogmatiske sandheder i forsøget på at promovere objektivitet, rationalitet og den menneskelige fornuft. Den banede vejen for et kulturelt og filosofisk grundlag, hvor troen på fornuften var et altafgørende redskab for samfundets udvikling Men nu tilsidesaettes disse vaerdier åbenlyst i forsøget på at glaede minoriteten. Og det går ikke kun ud over sporten, men også selve sproget.

Det er ikke lang tid siden, at ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet opfordrede underviserne til at bruge kønsneutrale betegnelser, når de skulle omtale deres studerende. Det anses åbenbart dybt kraenkende, hvis man for eksempel sagde: ”Godmorgen, drenge og piger,”

Det er en udvikling, som vi skal tage seriøst og stille os kritisk overfor. Danmark oplever i stigende grad, hvordan kønsminoriteter er ved at tage patent på den offentlige diskurs om mangfoldighed og tolerance. Vi skal selvfølgelig respektere vore medmennesker. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal tilsidesaette biologiske sandheder og undertrykke videnskabelige kendsgerninger.

Og til dem, som nu er uenige i det argument: Ville du anerkende Trump som den første kvindelige praesident i amerikansk historie?