Europaeerne er parate til at prioritere klimakampen frem for vaekst

Men hver eneste dag smider de usorterede, store maengder plastic i skraldespanden, viser en analyse.

Verden er ved at tabe kampen mod klimaforandringerne.

Så brutal er konklusionen i ”Emissions Gap Report 2019” fra FN’s Miljøprogram (UNEP).

»Verdens lande har kollektivt fejlet ved ikke at standse vaeksten i udledningen af drivhusgasser, hvilket betyder, at dybere og endnu større reduktioner nu er nødvendige,« siger UNEP’s adm. direktør, Inger Andersen, i forbindelse med praesentationen af rapporten.

Selv hvis alle nuvaerende klimaløfter bliver overholdt, vil den globale gennemsnitstemperatur stige med 3,9 grader celsius i 2100.

»Vores kollektive svigt ved ikke at handle tidligt og konsekvent på klimaforandringerne betyder, at vi hvert år frem til 2030 er tvunget til at saenke udledningerne med 7,6 pct. om året, hvis det skal lykkes at begraense den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius,« understreger Inger Andersen.

Hvis regeringerne havde reageret med rettidig omhu, da klimaforskerne for 10 år siden opfordrede til handling, kunne verdens lande have ”nøjedes” med at skulle reducere udledningen af drivhusgasser med 3,3 pct. om året.

»Venter vi til 2025 med at reagere, vokser reduktionskravet til 15,5 pct. om året,« fastslår Inger Andersen.

15 af verdens 20 rigeste lande har endnu ikke sat dato på, hvornår de skal vaere CO2neutrale.

Prioritering

Alvoren er gået op for de fleste, men at der fortsat er langt fra ord til handling, fremgår af en stor undersøgelse foretaget af den hollandske storbank ING.

74 pct. af husstandene i Europa erklaerer således, at de for at imødegå klimaforandringerne og beskytte miljøet er parate til at acceptere lavere økonomisk vaekst. Tallet spaender dog fra 51 pct. i Holland til 87 pct. i Rumaenien.

»Hvis indsatsen mod klimaforandringer skal prioriteres højere end økonomisk vaekst, vil det for forbrugerne kunne indebaere ofre såsom at spise mindre kød, købe mindre tøj, rejse mindre, betale for udledning af CO2 osv. En sådan kollektiv adfaerdsaendring vil kunne få store makroøkonomiske konsekvenser,« konstaterer cheføkonom Mark Cliffe, ING.

Undersøgelsen bygger på 15.146 husstande i Europa samt Australien og USA, der er medtaget for at se, hvorvidt der er store afvigelser mellem de store industrilande.

Er et flertal af forbrugerne parate til at nedprioritere økonomisk vaekst, lader de dog ingen i tvivl om, at erhvervslivet skal gå forrest.

Således erklaerer to tredjedele (64 pct.) sig enige i, at de som forbrugere vil ramme de virksomheder, der ikke begraenser deres klimaaftryk.

Igen skiller Holland sig ud, idet kun 49 pct. tilkendegiver denne holdning, mens det omvendt er 72 pct. af alle i Tyrkiet, der som forbrugere vil reagere negativt over for virksomheder, der ikke aktivt nedbringer deres klimaaftryk.

»Ikke kun forbrugerne er rede til at straffe virksomhederne. Det samme er investorerne, ved vi fra andre undersøgelser, og her gaelder det ikke kun klimaforandringerne. Investorerne forventer også, at virksomhederne adresserer FN’s verdensmål for baeredygtig udvikling,« forklarer Mark Cliffe og fortsaetter:

»En afgørende forskel er, at mens et flertal af forbrugerne i vores undersøgelse erklaerer sig villige til at leve med en lavere økonomisk vaekst, har investorerne ikke vist sig indstillet på et lavere afkast fra de virksomheder, der saetter klare mål for klimaaftryk og verdensmål.«

Ansvar

Forbrugernes kontante holdning til erhvervslivets ansvar synes ikke at gaelde for dem selv.

Således svarer en fjerdedel af forbrugerne, at de bortskaffer ting, der går i stykker, naesten uanset om der er tale om beklaedning, møbler, hvidevarer, cykler eller forbrugerelektronik.

Kun 16 pct. reparerer tøj, der går i stykker, mens 48 pct. får repareret en defekt cykel. Kun en tredjedel får repareret hårde hvidevarer, der går i stykker, men her er forklaringen, at det økonomisk ofte ikke kan svare sig.

Denne problemstilling arbejder Europa-Parlamentet på at få aendret. Fra 2021 er det planen, at producenter af hårde hvidevarer skal tvinges til at gøre deres produkter mere holdbare samt kunne levere reservedele i mindst 10 år.

Forbrugergrupper mener dog ikke, at den påtaenkte lovgivning er vidtgående nok. De kraever, at det skal kunne betale sig at reparere hårde hvidevarer – ikke kun af professionelle, men også af forbrugerne selv. I flere end 20 stater i USA arbejdes der også med lovgivning, der skal sikre forbrugerne ret til, at det skal kunne svare sig at få repareret hårde hvidevarer, der går i stykker.

ING’s undersøgelse viser, at hvis et køleskab til 7.500 kr. går i stykker, vil et flertal af forbrugerne foretraekke at købe et nyt, hvis en reparation vil koste mere end 2.250 kr.

Ambivalens

Klimabevidstheden hos forbrugerne er også selektiv, når det gaelder anskaffelse af langvarige forbrugsgoder som f.eks. en ny sofa eller en ny vaskemaskine.

Her er den vigtigste faktor holdbarhed, snaevert fulgt af prisen samt at selve købsprocessen er let. Kun ganske få laegger vaegt på, at de langvarige forbrugsgoder er produceret uden udledning af drivhusgasser.

»For mange virksomheder gaelder, at det er billigere at købe nyudvundne råmaterialer og/eller producere nye

komponenter fremfor at bruge genanvendte materialer og/eller komponenter,« forklarer cheføkonom Mark Cliffe fra ING.

»Selv om der kan vaere store periodiske udsving, har priserne på råmaterialer, der ikke kan genanvendes, vaeret relativt stabile i årtier, hvilket giver ringe incitament til genanvendelse. På samme måde er priserne på nye produkter i en lang årraekke faldet, mens reparationspriserne er steget. Heller ikke dette gavner den cirkulaere økonomi,« føjer han til.

I det hele taget er erhvervslivet fanget mellem investorernes krav til afkast og politikernes og forbrugernes forventninger om samfundsbevidsthed.

»Når mange virksomheder fortsaetter med ressourcekraevende produktion og logistik, skyldes det primaert, at de kan overskue og styre omkostningerne, hvilket er afgørende for profitabiliteten.

Verdens lande har kollektivt fejlet ved ikke at standse vaeksten i udledningen af drivhusgasser, hvilket betyder, at dybere og endnu større reduktioner nu er nødvendige. INGER ANDERSEN ADM. DIREKTØR, FN’S MILJØPROGRAM