Virkeligheden genkender Sara Omars historier

»Jeg digter ikke,« siger forfatteren Sara Omar. I hjaelpeorganisationer vinder hendes historier genklang.

Siden Sara Omar udgav bogen ”Dødevaskeren” (2017) har hun fået mellem 8.000 og 9.000 henvendelser fra saerligt kvinder, der lever under eksempelvis social kontrol. Det fortalte hun tirsdag til Jyllands-Posten.

»(...)Så fortaeller de ellers om fysisk og psykisk vold i hjemmet. Kvinder beretter om maend, som gennemtaever børnene, mens andre fortaeller, at familien planlaegger at sende datteren på genopdragelsesrejse eller tvangsgifte hende vaek. Det er meget udbredt,« sagde hun, der er aktuel med en ny bog, ”Skyggedanseren”.

Sara Omar digter ikke, siger hun. For sit forfatterskab og virke i den offentlige debat er hun netop blevet haedret med Menneskerettighedsprisen 2019.

Anita Johnson, direktør for RED Safehouse, et opholdssted for 16-30-årige på flugt fra såkaldte »aeresrelaterede konflikter«, kender adskillige eksempler på unge, der har levet under social kontrol.

RED Safehouse har årligt mellem 120 og 140 indskrevet. Mange har ifølge direktøren ptsd, angst og depression.

»Nogle af de historier, Sara Omar beskriver, er ekstreme. Men fysisk og psykisk vold ser jeg generelt mange eksempler på, herunder social kontrol. Det kan virkelig lamme én i livet,« siger hun.

»Forfaerdelige skildringer«

Måske synes familien, at den unge har frie rammer, fordi man får lov at tage en uddannelse, men det er ikke nødvendigvis det at studere, der gør livet godt. Ikke hvis familien samtidig bestemmer, hvem man f.eks. skal ses med, og hvad man må lave, tilføjer Anita Johnson.

»Det er hårdt ramte unge, vi møder. Piger, der har lidt i alt for mange år. Jeg tror kun, vi ser toppen af isbjerget. Jeg tror, mange finder sig i det, fordi de har fået at vide, at det er sådan, det er at vaere kvinde. Det er andre, der bestemmer, hvad der skal ske i deres liv.«

Også hos Kvinfo vaekker nogle af Sara Omars historier genklang.

»Det er fuldstaendig forfaerdeligt, og det er derfor, vi arbejder med det hver eneste dag,« siger direktør Henriette Laursen.

Er I gode nok til at hjaelpe med at råbe op om de problemer? »Vi har i hvert fald ikke noget imod at gøre det. År efter år har vi givet scenen til debattører i den nydanske kvindekamp både den 8. marts og gennem hele året. Som Zeinab Mosawi og Geeti Amiri. Det gør vi meget gerne, og vi vil gerne selv sige, at der er nogle alvorlige udfordringer. Det har jeg ingen tilbageholdenhed med. Jeg synes, vi hører nogle forfaerdelige skildringer, og det staerkeste, vi naesten kan gøre, er at give scenen til dem, der fortaeller om det.«

Kvinfo har et mentorprogram, der skal koble »kvinder med anden etnisk baggrund sammen med det danske civilsamfund«. Få dem i arbejde eller uddannelse. Mentorinitiativet koster 2 mio. kr. årligt og findes i Vollsmose, Langkaerparken i Aarhus og i et boligsocialt område i Svendborg. Henriette Laursen så gerne initiativet udvidet til alle steder, regeringen definerer som ghettoområder. Behovet er der, siger hun.

»Man kan gøre mange ting, men jeg kan ikke forestille mig, at der er noget meget mere frigørende end at komme vaek fra parabolen og ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.«

Ifølge Sara Omar trives de unge dog ikke nødvendigvis, fordi de bliver optaget på en uddannelse. Henriette Laursen

er enig i, at det ikke nødvendigvis er nok:

»Nogle får en uddannelse, som de ender med ikke at bruge, fordi de i stedet bliver gift. Men uddannelse kan vaere én af forudsaetningerne.«

Sådan er virkeligheden

Med de – typisk frivillige – mentorer får man etableret et forhold og en livline til det danske samfund, og mentoren kan bruges til andre ting end at blive hjulpet i arbejde eller uddannelse, forklarer hun.

»Vi slipper ikke folk i mentorindsatsen,« siger Henriette Laursen.

»Det er ét greb, som selvfølgelig skal kombineres med andre ting. Vi arbejder f.eks. sammen med de boligsociale helhedsplaner, som har alle mulige andre ting i gang. Sammen med os har de øje på, hvem der har behov. Dem kobler vi op med frivillige. Vi supplerer. Vi gør ikke det hele. Men vi gør noget.«

Henriette Laursen kan ikke udelukke, at nogle, der kunne have gavn af hjaelp, kan blive overset, fordi de udadtil ser velfungerende ud og studerer eller arbejder.

»Men jeg tror i hvert fald, at vi gør det, vi kan inden for rammerne. Vi har kontor i København, men vores indsats er faktisk helt skudt ud i de boligsociale områder. Det

er det bedste forsøg på at forebygge det, du siger dér.«

Kunne I gøre mere?

»På satspuljen sidste år søgte vi om at udvide Kvinfo med en egentlig etnisk udbygning, så det ikke bare er et videnscenter om køn, ligestilling og mangfoldighed. Det fik vi ikke penge til, men det var jo ét bud,« siger Henriette Laursen.

»Vi vil gerne og viser interesse for det. Vi skal selvfølgelig gøre det inden for de rammer, vi bliver givet. Sådan er virkeligheden jo bare.«

Udover mentorprogrammet har Kvinfo en bevilling på 25 mio. kr. fra det arabiske partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet. Pengene bruges primaert i Marokko, Tunesien, Jordan og Egypten. Henriette Laursen mener ikke, at de beskrevne udfordringer risikerer at drukne i, at man også kaemper for for etnisk danske kvinder.

»Vi bruger 3,5 mio. kr. på at drive et videnscenter, som er vores kerneopgave. Det lønner vores bogholder, betaler vores husleje og gør alt det, I kender os for. Så bruger vi 27 mio. kr. på indvandrerkvinder hhv. i Danmark og Mellemøsten. Jeg synes ikke, der er noget, der drukner her. Men jeg ved godt, nogle tror det.«

roller. De afbryder hinanden og supplerer hinandens replikker hele vejen igennem forestillingen, og det bliver desvaerre saerdeles monotont at vaere publikum til.

Problemet er, at grebets formål er at fastholde publikums opmaerksomhed, men i virkeligheden skubber det publikum fra sig. Derfor laerer vi kun overfladisk disse mange karakterer at kende, mens skuepillerne kaemper for at gøre alle deres karakterskift så trovaerdige som muligt.

Alt i alt er både problemerne og styrkerne altså de samme i ”De befriede” som i ”Lehman Brothers”. Saerligt kan vi glaedes over de fire saerdeles dygtige, sjove og alsidige skuespillere, mens vi samtidigt bliver klogere på en relevant historisk periode – i dette tilfaelde saerligt relevant, hvis man er borger på Østerbro.