Banker lader sig forblaende af grøn omstilling
Klimadagsordenen er en oplagt vindersag for den finansielle sektor. Men der er risiko for, at den bliver en abstraktion – og at man ikke løser den fundamentale, eksistentielle udfordring.
Det var så forudsigeligt, at det naeppe var tilrådeligt at lade den grønne omstilling fylde bankernes årlige topmøde. Men lobbyorganisationen Finans Danmark lod alligevel klimadagsordenen gennemsyre sit årsmøde i mandags i mangel af andre alternativer til – for en kort stund – at fjerne fokus fra de mange dårligdomme i sektoren. Nu har de traengte banker følt sig presset til at love guld og grønne skove for at tilkaempe sig en lille smule politisk goodwill. Det kan vise sig at vaere en uhensigtsmaessig og kortsigtet strategi.
Der var ellers al mulig grund til at tage et alvorligt livtag med de eskalerende udfordringer, som den finansielle sektor står med i Danmark. I sidste uge kom anbefalingerne fra bankernes egen arbejdsgruppe om tiltag til at bekaempe hvidvask. Manglende kontrol med mulig økonomisk kriminalitet udhuler i stigende grad omverdenens tillid til dem. Forslag om at etablere faelles og udgiftskraevende it-løsninger var det mest opsigtsvaekkende tiltag, der ikke blev mødt med andet end et skuldertraek. Det rykker ingenting, men det var vigtigt at få ryddet den sten af vejen før årsmødet.
De negative renter er i faerd med at smadre bankernes forretningsmodel. Der er intet klart modsvar til denne massive udfordring. Havde det ikke vaeret for et gigantisk indlånsoverskud, der i sig selv er et udtryk for manglende investeringslyst, ville problemet vaere mere overkommeligt. Dertil kommer, at realkreditten overtager større dele af udlånet til langt lavere renter. Rentemarginalen, som er bankernes kerneforretning, skrumper. Det kan selv stigende gebyrer ikke lave om på.
Det giver sig selv, at omkostningerne skal ned. Det er i sig selv besvaerligt, når udgifterne til isaer compliance (overholdelse af officielle krav og anbefalinger, red.) er kraftigt på vej op.
Derfor er det kun de tunge, besvaerlige og møghamrende upopulaere tiltag tilbage for at få orden i det økonomiske penalhus, inden naeste nedtur for alvor rammer. Det handler ikke kun om en mere effektiv itinfrastruktur. Tre datacentraler ud over storbankerne, der alle udvikler de samme løsninger, giver eksempelvis ingen mening. Der skal skaeres i personaleomkostningerne, men dilemmaet er, at medarbejderne er bankernes største aktiv.
Der er ingen vej uden om alliancer, partnerskaber, sammenlaegninger eller direkte køb af andre banker. Her spaender et uoverskueligt net af ejerbegraensninger ben for de mest oplagte løsninger. Ingen har lyst til for alvor at åbne ballet uden at vaere budt op først, da intet godt aegteskab starter med et åbenlyst overgreb. Det ser ud til, at nationalbankdirektør Lars Rohde taler for døve ører, når han opfordrer til at nytaenke mulighederne for en konsolidering og gentager det evindelige budskab om at polstre sig mere for at ruste sig til naeste nedtur.
Sidste år undskyldte bankerne for deres mildest talt uansvarlige tilgang til kontrolopgaven med forsøg på økonomisk kriminalitet. Det kan vaere, at de nu tror, at de kan krybe ud af skammekrogen, efter at der er lagt lidt luft til diverse skandaler. Men det kan bøder og andre sanktioner for fortidens synder samt nye pinlige hvidvasksager hurtigt lave om på. Nu vil bankerne så måle klimapåvirkningen på de penge, som de låner ud, og på den måde vaere med til at redde Danmark og verden. Det er både meget sympatisk og ambitiøst. Men der er en hage ved sådan et løfte. De ved ikke, hvordan de skal gøre det, og de ved heller ikke, hvad de reelt skal bruge det til.
Det giver kun mening at skille de sorte udlån fra de grønne, hvis det også får reelle konsekvenser. Den grønne omstilling kan hjaelpes på vej ved at stille kreditter til rådighed på mere favorable vilkår end til de traditionelt mere sorte forretninger. Det skal selvfølgelig afspejle de faktiske risici, da det ellers vil bringe den finansielle stabilitet i endnu større fare.
De ved ikke, hvordan de skal gøre det, og de ved heller ikke, hvad de reelt skal bruge det til.
Det er bydende nødvendigt, at bankerne får genetableret den skrøbelige samfundskontrakt. Men det er ikke baeredygtigt, hvis de lover noget, som de ikke kan holde, og ikke adresserer de buldrende alarmklokker i tide. En baeredygtig udvikling skal selvfølgelig vaere baeredygtig i sig selv, men den mister mening, hvis den ikke hviler på et solidt, baeredygtigt økonomisk grundlag.
Landet har brug for en velfungerende finansiel infrastruktur, der tager klimaudfordringen alvorligt, men ikke lader sig forblaende af den grønne omstilling.