En families isolation ender dødbringende
Peter Plaugborg spiller en far, der vil gøre alt for at holde sin datter fra verden, i den groteske, men interessante ”Harpiks”
Fantasien om at løsrive sig fra samfundet og bryde fri af andre menneskers forventninger og normer trives i den grad på det store laerred.
Fra Viggo Mortensen i
Matt Ross’ roadmovie ”Captain Fantastic” (2016) om en far, der efter moderens død hjemmeskoler sin store børneflok efter helt egne principper, til Alice Rohrwachers sansemaettede udkantsitalienske fabel ”Miraklerne” (2014) er der en kredsen om det forjaettende ved den totale frigørelse.
Det samme gør sig gaeldende i Super16-instruktøren Daniel Borgmans seneste film ”Harpiks” – Borgman har tidligere instrueret den voldsomme ”The Weight of Elephants” (2013) og dokudramaet ”At elske Pia” (2017) – men hvor både ”Miraklerne” og i saerlig grad ”Captain
Fantastic” havde en delvist munter tone, er atmosfaeren i ”Harpiks” plagende og uheldssvanger.
I filmens første scene bryder Jens (Peter Plaugborg, der som altid er både fysisk og mentalt overbevisende) sammen, da hans lille datter Liv er druknet. Hun havde ikke redningsvest på, og redningsfolkene gennemsøger den mørke sø uden held. Da Jens vender hjem til sin hustru, Maria (Sofie Gråbøl), dybt inde i skoven, er hendes eneste spørgsmål: »Troede de på dig?«
For Liv, der spilles med stor trovaerdighed og perfekt uskyld af Vivelil Søgaard Holm, er ikke druknet. Ulykken var iscenesat for at få omverdenen til at tro, at
Jens og Maria lever alene. Nu har de opbygget en fuldkommen afsondret verden og opdrager Liv til at gå på jagt i skoven og i øvrigt tage sig i agt for alle mennesker, der ifølge faderen er nogle falske, onde skabninger.
Liv, der ikke kender til andet – ikke ulig den lille Jack, der har levet hele sit liv i et enkelt rum i kidnapningsdramaet ”Room” (2015) – følger faderens retningslinjer. De to er sammen dag ud og dag ind, mens moderen, der er svaert overvaegtig og plaget af en hård graviditet, ligger i sengen og kun kraever harpiks smurt på sine smertende liggesår.
Det er dømt til at ende galt, ikke mindst på grund af Livs begyndende interesse for verden udenfor. Det varsler Borgman, der virkelig har sans for saerligt kropsrelateret spaending, dels med et besøg fra Jens’ mor (Ghita Nørby), dels gennem den nytilkomne kroejer (Amanda Collin) og selvfølgelig gennem Louise McLaughlins både smukke og ildevarslende billedside og Josefine Farsøs detaljerede scenografi.
Billigt effektmageri
”Harpiks” er både underholdende og gysende, men Borgman overlader for meget til skuespillerne og glemmer nogle gange som instruktør at sandsynliggøre de psykologiske sammenhaenge, der fører handlingen fremad. Nogle af filmens uhyrligheder (lad os bare sige, at man ikke har lyst til at taenke på aegyptisk balsamering igen lige foreløbig) får derfor lov til at stå som alene grotesk staffage, der virker som billigt effektmageri. Det kommer ikke filmen til gode.
Vi er i Newcastle, samme sted som i Loachs seneste film, Guldpalmevinderen ”Jeg, Daniel Blake”, og Ricky er traet af at vaere nogens medarbejder.
Det er i hvert fald undskyldningen, han bruger til samtalen med den bryske lagerchef for et af de pakkelagre, der bringer onlineindkøbene ud til millioner af komfortable forbrugere.
Selvstaendighed er der til overflod i funktionen som franchisetager, og det er fatamorganaet, der tegner sig for Rickys øjne, da han skriver under og som den største selvfølge også køber sin egen varebil.
Det koster godt nok konen, den uendeligt tålmodige Abbie, hendes bil, så hun må piske rundt i offentlige transportmidler i sit ligeledes hårdt optegnede job som hjemmehjaelper for et privat firma, hvor lønnen udbetales pr. besøg (så kort som muligt, tak), og arbejdsdagene sjaeldent varer under 14 timer.
Lagerchefen understreger, at Ricky kun har én opgave i sit nye selvstaendige liv: at sikre, at den lille scannerterminal, som styrer tissepausers laengde (der er ingen), varevognens pakkelager og pakkernes individuelle afleveringstidspunkter, forbliver rolig og ikke udløser alarmer. Rickys selvstaendighed daekker nemlig over livet som slave i det moderne kapitalistiske samfund, alene og forladt uden en arbejdsplads i ryggen, når alt fra sygdom, forsinkelser og bidske hunde til regulaere overfald og problemer på hjemmefronten melder deres ankomst.
Loach studerer med et veloplagt anklagende kamera, hvordan det overeffektiviserede samfund slår sit braendstof, de arbejdsvillige haender, ihjel med urimelige krav, tilsidesaettelse af enhver menneskelighed og en reel opløsning af hårdt tilkaempede arbejderrettigheder med smarte ansaettelseskonstruktioner. Og det ramler naturligvis for Ricky og Abbie, som slet ikke har tid til at se deres børn, og hvor Abbie styrer familien med slap jernhånd via telefonsvarerbeskeder.
Lidelse og nød
Sønnike har tabt interessen i det samfund, som har formet hans foraeldre som to overbelastede hamstere i deres manisk drejende hjul, og datteren gennemgår barndommens uskyldstab, mens hun efter bedste evne prøver at få tingene til at blive, som ”de var før”.
”Sorry We Missed You” er en undergangsfortaelling, der maser sine uforvarende og håbefulde hovedpersoner ned i uafvendelig lidelse og nød.
Black friday
I tredje akt er det ved at tippe over – der er ved at gå ”Kollision” i det, men i modsaetning til Avaz-brødrenes danske lidelseskavalkade, som havde premiere tidligere på året, så er Loach, som altid, garant for autentiske og detaljerede miljøskildringer, så historien og personerne er forankrede i et trovaerdigt fundament. Det er ikke Loachs bedste film, men en god Loach er stadig bedre end så meget andet – og ”Sorry We Missed You” burde vaere obligatorisk pensum i denne tid, hvor black friday-pakkerne ankommer i hobetal, leveret af usynlige, men formentlig hårdt pressede haender til postbokse.