Kamptiden er forbi i graenselandet

Graenseforeningen vil have hele landet som missionsmark.

Genforeningen i 1920 og Graenseforeningens oprettelse samme år er indlysende børn af den samme politiske proces. De tilstundende 100-årsdage er vaevet sammen som afgørende maerkerundinger på den støtte kurs mod etablering af den moderne danske nationalstat.

De to jubilaeer har allerede givet et imponerende afkast af historisk litteratur og forskning, og historikeren Axel Johnsens bog om Graenseforeningens 100-årige virke er et solidt eksempel herpå.

Bogen er opdragsforskning efter aftale i 2015 mellem den davaerende formand for Graenseforeningen, Mette Bock, og Museum Sønderjylland. Efter fire års forskning er resultatet et bredt funderet vaerk, der haever sig over jubilaeumsbogens traditionelle festlyrik og saetter Graenseforeningens arbejde ind i den store historiske og politiske sammenhaeng. Dermed bliver den også til en indføring i det komplekse graensespørgsmål illustreret af de metamorfoser, som Graenseforeningen har gennemgået for at tilpasse sig skiftende politiske forhold.

Kamptiden er ovre

For Graenseforeningen anno 2020 vil nemlig have meget lidt at gøre med den forening, der blev stiftet i november 1920. Den blev født i skuffelsen over, at Flensborg og Sydslesvig ikke blev genforenet med Danmark, og for folkeligt at leve op til davaerende statsminister Niels Neergaards ord til sydslesvigerne på den store genforeningsfest på Dybbøl Banke i 1920: »I skal ikke blive glemt«. I begyndelsen havde en mulig flytning af graensen førsteprioritet; siden tilsluttede foreningen sig af realpolitiske årsager, at »graensen ligger fast«, og nu er den en kulturformidlende brobygger. Kamptiden er ovre, hvilket kan ses på tilslutningen. I storhedstiden var det en slagkraftig folkebevaegelse med 200.000 medlemmer, mens medlemskartoteket i jubilaeumsåret er på 12.000.

Det afgørende moment

Axel Johnsen gengiver i et stilsikkert sprog foreningens dramatiske historie og daterer dens afgørende moment til den 1. juni 1945, hvor den valgte at lade vaere med at kraeve graensen flyttet. Det var en skelsaettende politisk beslutning af en forening grundlagt af mennesker med det erklaerede formål at gøre hele Slesvig dansk igen, men det sikrede ifølge Johnsen foreningens nøglerolle som ansvarlig for den kulturelle frontindsats syd for graensen. Den kursaendring er årsagen til, at der i dag overhovedet er et dansk mindretal i Sydslesvig, konkluderer han.

Efter årtusindeskiftet måtte Graenseforeningen konstatere, at den stort set havde nået alle sine delmål. Foreningen skulle genopfinde sig selv i en tid med flydende graenser. Det skete med et paradigmeskifte ført i felten af ledelsesduoen Finn Slumstrup og Knud Erik Therkelsen udmøntet i sloganet ”For en åben danskhed”. Nu var filosofien, at i multikulturalismens tidsalder besidder folk i graenselandet en saerlig indsigt i at få kulturmøder til at lykkes fredeligt, som resten af landet skal laere noget af. Hele Danmark skulle nu vaere foreningens missionsmark.

Endnu en transformation

Det gik ikke stille for sig, og holmgangen herom har sat gang i endnu en transformation af den gamle forening i retning af en aktivistisk graesrodsbevaegelse.

Den historie er ikke mindre dramatisk end den folkelige mobilisering for det tabte land for 100 år siden, og den formidler Axel Johnsen faghistorisk overbevisende, så jubilaeumsbogen bliver til den første samlede beretning om Graenseforeningen og danskernes forhold til mindretallet i Sydslesvig. Et født standardvaerk på feltet.