Naeste akt i brexit-tragedien

At parlamentsvalget

Jeg er jøde. Født af to jødiske foraeldre og omskåret som spaedbarn. Jeg er også stiller af borgerforslaget om at indføre en mindstealder for omskaering. Jeg håber inderligt, at det gennemføres i en eller anden form. Og jeg forlader ikke Danmark af den grund, selv om jeg er jøde og omskåret.

Birthe Rønn Hornbech (klumme og blogindlaeg i sidste uge) taler ikke på mine vegne og heller ikke på flere af mine jødiske venners vegne, når hun haevder, at en stemme for en mindstealder for omskaering »er det samme som at stemme for, at der ikke laengere kan vaere jøder i Danmark«.

I stedet begår hun den fejl at identificere hele den mangfoldige gruppe af jøder i Danmark med de dele af det jødiske miljø, der anser omskaering af drengebørn for obligatorisk, for et jødisk tilhørsforhold.

Men der er ikke lighedstegn mellem omskaering af drenge og det at vaere jøde. Jødisk identitet bygger på jødisk afstamning gennem moderen, og det at vaere jøde udtrykker sig på mangfoldige andre måder end omskaering afhaengig af den enkelte families egne valg.

Jeg kan ikke forestille mig, at Birthe Rønn Hornbech kender det større jødiske miljø i Danmark saerlig godt. Den store del af jøder i Danmark er fast forankrede i Danmark gennem mange generationer og har ingen intentioner om at forlade job, skole, venner, foreninger osv. alene for at kunne fortsaette med at få deres drenge omskåret.

Blandt de flere tusinde omskaeringer af drengebørn, der foregår i Danmark hvert år, udgør de jødiske omskaeringer en forsvindende lille del. Borgerforslaget om en mindstealder for omskaering er med henblik på alle børns helt basale rettigheder i forhold til deres krop.

At omskaering har en religiøs baggrund, betyder ikke, at et forbud mod omskaering af børn er en overtraedelse af grundlovens bestemmelse om religionsfrihed. Religionsfriheden er til enhver tid begraenset af den aktuelle lovgivning.

Justitsministeriet har i forbindelse med lovforslaget fastslået, at en mindstealder for omskaering, der beskytter alle børns ret til kropslig integritet, godt kan vaere inden for religionsfrihedens rammer.

lektor i religionsstudier Syddansk Universitet København V

Birthe Rønn Hornbech finder det misvisende, at lovforslaget »mangler oplysning om, hvad jødisk omskaering er«. Vel, omskaering uden medicinsk grund, uanset om det er med muslimsk, kristen, jødisk eller amerikansk baggrund, er et ritual, der i praksis bortopererer af en rask del af drengebørns kønsorganer med tvang og uden drengens samtykke.

Ingen er i tvivl om, at en tvungen omskaering af en voksen person uden dennes udtrykkelige samtykke, vil udgøre en strafbar legemsbeskadigelse.

Det helt centrale spørgsmål i hele denne debat er derfor, med hvilken ret denne beskyttelse ikke gaelder for børn.

Jeg kan ikke forestille mig, at Birthe Rønn Hornbech kender det større jødiske miljø i Danmark saerlig godt.

håbe, at der kommer orden også i Forsvarets økonomistyring. Man kan da håbe.

Min bekymring er, at ministeriets top underløber hende, Man ”laekker” ubehagelige sager til pressen, når hun har begået fejl. Den slags begår vi alle, hvis vi traeffer beslutninger eller bestiller noget.

Sådanne sager har masser af ministerier laekket gennem tiderne til pressen for at slippe af med en upopulaer minister.

Jeg holder i øvrigt ikke mine sparepenge på, at departementschefen ”overlever”. Det var også ham med sagen om inhabilitet. Han havde tildelt kaeresten, som var ansat i Forsvaret, en meget stor bonus.

Måtte Trine Bramsen klare skaerene og få styr på forsvaret.

Regeringen har for nylig besluttet at nedlaegge en arbejdsgruppe om prostitution, som den forrige regering nedsatte tidligere i år.

Arbejdsgruppens formål var dels at hjaelpe de mennesker, der saelger sex, men ønsker at stoppe, dels at se naermere på, hvordan sexarbejdere måske kunne få de samme rettigheder som os andre.

Man skulle synes, det var svaert at finde noget usympatisk ved det, og alligevel formår den nye socialminister, Astrid Krag, at gøre netop det – på et noget usagligt grundlag. Med sin nedlaeggelse af arbejdsgruppen har hun bombet sexarbejdernes kamp for fair vilkår og lige rettigheder et par årtier tilbage – og frem for alt har hun dermed demonstreret, hvor hårdt brug hun har for netop sådan en arbejdsgruppe.

Siden 1999 har det vaeret lovligt at saelge og købe sex i Danmark, og faget er således at regne for et erhverv. Derfor skal sexarbejdere i Danmark også betale skat. Til gengaeld har de ikke adgang til de ting, som de fleste andre tager for givet – dagpenge, pension, erhvervsforsikring osv. Samtidig er der selvfølgelig mennesker, der saelger sex, som gerne vil stoppe, og det skal de også have hjaelp til.

Astrid Krag mener ikke, at de to mål – at give rettigheder til alle og at hjaelpe nogle ud af sexarbejde – er forenelige. Det lod hun forstå, da hun i Go’ Morgen Danmark den 30. oktober sagde: »I virkelighedens verden kan man ikke både liberalisere og hjaelpe«, men det er faktisk lige, hvad man kan.

Derfor nedsatte Mai Mercado, da hun var socialminister, i starten af 2019 en arbejdsgruppe, der skulle »komme med anbefalinger til, hvordan der skabes bedre balance mellem rettigheder og pligter og skabe bedre forhold inden for prostitution« og »også se på, hvordan der bliver bedre mulighed for, at myndighederne kan hjaelpe dem, der gerne vil ud af prostitution«.

Det var et både sympatisk og fornuftigt formål, der lod plads til både dem, der vil vaek fra sexarbejdet, og dem, der vil blive – og begge grupper findes, det er der ingen tvivl om. Det er bl.a. dokumenteret af Socialforskningsinstituttet (SFI) – i dag Vive – i 2011. I arbejdsgruppens kommissorium var det således anerkendt, at der ikke findes én homogen gruppe af mennesker, der saelger sex i Danmark. Der findes mange, forskelligartede mennesker til gengaeld.

De ord, blandt andre Astrid Krag nedlagde arbejdsgruppen med, var følgende: »Vi mener ikke, at vi skal have nogen konklusioner, der handler om, hvordan vi kan gøre prostitution til et anerkendt erhverv«, men dermed karikerer hun jo arbejdsgruppens kommissorium ud i det absurde. Den holdning kan man selvfølgelig godt have, men sexarbejde er sådan set allerede et erhverv. Den tidligere socialminister, Mai Mercado, var hurtigt ude for at påpege hykleriet: »Det er så hyklerisk, at vi gerne vil have deres skatteindbetalinger, men vi vil ikke give dem rettigheder, som modsvarer de skatteindbetalinger. Jeg kan naesten ikke holde det ud.« Og det kan jeg heller ikke.

Vi vil gerne have skatteindtaegter fra de prostituerede, men hjaelpe dem vil vi ikke, er det kyniske facit, efter at socialministeren nedlagde en arbejdsgruppe, der skulle se på vilkårene for sexarbejderne i Danmark.

Det er en gammelkendt sandhed, at store dele af venstrefløjen insisterer på at dømme alle mennesker, der saelger sex, som en sammenhaengende gruppe af socialt udsatte. Derfor er dens mål også at få kvinder til at holde op med at saelge sex – og maend til at holde op med at købe den. Men selv hvis det er ønsket, hvordan skulle realiseringen af det mål så stå i modsaetning til at give sexarbejdere som helhed nogle basale rettigheder? Hvordan er det ikke en hjaelp for den sexarbejder, der ønsker at forlade sexarbejdet, at hun har adgang til dagpenge? Eller til pension? Hvor er modsaetningsforholdet? Hvordan hjaelper det sexarbejderen med at holde op med at saelge sex, at hun holdes nede og skjult?

Med lukningen af arbejdsgruppen overlader regeringen nu sexarbejdere til den gråzone, som udgør et af problemerne ved at saelge sex. Men i det mindste kan man glaede sig over, at den nye socialminister dog har proklameret, at man i det mindste ikke ville ulovliggøre hverken salg eller køb af sex, sådan som man ville det op gennem 00’erne. Heldigvis blev det landene omkring os, der begik den brøler, og kriminaliseringen resulterede i, at volden i sexarbejdermiljøet øgedes. Folk holdt nemlig ikke op med hverken at saelge eller købe sex. Udvekslingen af sex blev i stedet drevet under jorden og ud i skyggerne.

Nu tager regeringen så kampen om sexarbejde på den gammelkendte, retoriske kampplads. Således påstod socialdemokraternes socialordfører i ”Deadline” på DR2 den 30. oktober: »Arbejdsgruppen ville ikke beskaeftige sig med de mange udsatte.«

Det passer ikke. Som allerede påpeget var de udsatte med i kommissoriet, og kun i omvendtland kan mangel på rettigheder vaere lig beskyttelse. Noget af det smukke ved Løkke-regeringens arbejdsgruppe var, at den for en gangs skyld havde medlemmer fra alle fløje af sexarbejderdebatten med – herunder sexarbejderne selv. For en gangs skyld talte man ikke kun om, men med dem.

Men Krag foretraekker øjensynligt at nøjes med at tale om dem. Hun påstod f.eks. i indslaget i Go’ Morgen Danmark, at »vi ved«, at der er en lille gruppe ressourcestaerke sexarbejdere, og »en meget stor gruppe ekstremt udsatte«, og at mange af disse er menneskehandlede.

Det demonstrerer mest af alt, hvor stort behov socialministeren har for den faglige arbejdsgruppe, hun selv har nedlagt. For det passer simpelthen ikke. Det er rene fordomme. Det står i skaerende kontrast til de konklusioner, SFI lagde på bordet, da man kortlagde sexarbejde i Danmark i 2011. Dengang konkluderede man også, at holdninger, som dem Krag har lagt for dagen, udgør en yderpol, i forhold til hvordan sexarbejdere i Danmarks faktiske forhold er.

Med lukningen af arbejdsgruppen overlader regeringen nu sexarbejdere til den gråzone, som udgør et af problemerne ved at saelge sex.

Sexarbejderne er ikke “lykkelige ludere” (sådan som hidsige modstandere af sexarbejde har det med at påstå, at dem, der ønsker rettigheder til sexarbejde, mener), men de er heller ikke handlede stofmisbrugere, der står på Skelbaekgade alle sammen. De fleste sexarbejdere i Danmark befinder sig omkring midten mellem de to yderpunkter.

Det faktum stoppede imidlertid ikke socialdemokraternes socialordfører, Camilla Fabricius, der i ramme alvor fandt det vaerdigt for en ordfører at fremture med ubegrundet, anekdotisk bevisførelse i ”Deadline” den 30. oktober: »Jeg kender flere, som har fået stomi pga. utroligt mange analpenetrationer.«

Det er naturligvis til at graede over, hvis Fabricius selv kender endda mere end en, der har fået stomi af at dyrke for meget af en bestemt type sex. Men det lyder mystisk.

DR’s program ”Detektor” har da også interviewet enhver organisation, der har det mindste med sexarbejde at gøre for at finde eksempler på sexarbejdere med stomi – uden held. De fleste sexarbejdere arbejder på klinik, og en under søgelse fra Servicestyrelsen i 2010 viste, at de sexarbejdere har et lige så godt helbred som os andre.

Selv ringede jeg til Sex og Samfund for at høre, om de kendte faenomenet ”analsex fører til stomi”. Her kunne projektleder med mere end 20 års erfaring, Jeppe Hald, fortaelle mig, at det ikke er noget, han nogensinde har hørt om.

Senest har socialministeren undladt at invitere Sexarbejdernes egen organisation med til et møde om sexarbejde. Og således har socialdemokraterne nu bombet sexarbejderdebatten 10 år tilbage: tilbage til før man behandlede området som et vidensfelt, tilbage til moral og mavefornemmelse og vilde postulater. Paradoksalt nok viser nedlaeggelsen af arbejdsgruppen derfor ikke meget andet, end at socialministeren desperat har brug for en faglig, saglig arbejdsgruppe, der kan rådgive hende, hvis hun vil lede sit ressortområde med myndighed, saglighed og seriøsitet.