Er der forskel på rød og blå i dansk politik?
Selv om der ikke er tale om revolutioner fra den ene dag til den anden, kommer man ikke uden om, at finansloven udstikker en ny retning for Danmark.
En af de ting, som jeg ofte hører fra vaelgerne, når jeg fører valgkamp, er, at det ikke betyder så meget, hvem man stemmer på. For i sidste ende gør det ikke rigtig nogen forskel, hvem der har regeringsmagten i Danmark. Om statsministeren er Venstre-mand eller socialdemokrat eller noget helt tredje betyder stort set ingenting, er der tilsyneladende en del, der taenker.
På den ene side forstår jeg godt synspunktet. For vi lever trods alt i et land, hvor de politiske forskelle ikke er lige så store som mange andre steder, og hvor der er lange og gode traditioner for brede politiske aftaler hen over midten. Det betyder, at landet ikke kastes ud i revolutioner og kaempe aendringer fra den ene dag til den anden, når magten skifter. Og det er grundlaeggende godt.
På den anden side synes jeg, at finanslovsaftalen for 2020 er et glimrende eksempel på, at det netop ikke er ligegyldigt, hvem der udstikker kursen for Danmark. For selv om der ikke er tale om revolutioner fra den ene dag til den anden, kommer man ikke uden om, at finansloven udstikker en ny retning for Danmark i forhold til tiden under Lars Løkke Rasmussen. En retning, hvor der bruges flere penge på velfaerd og faerre penge på skattelettelser. En retning, hvor bl.a. psykiatrien, sundhedsvaesnet, folkeskolen og uddannelsessektoren prioriteres højere, men hvor der til gengaeld er nogle planlagte skatte- og afgiftslettelser, der aflyses, og hvor enkelte skatter og afgifter også saettes op.
Som socialdemokrat synes jeg selvfølgelig, at det er en rigtig god retning, som finansloven udstikker. Andre vil sige, at det er en forkert retning, og at vi hellere skulle have fortsat kursen fra VLAK-regeringen. Men det er ikke det, der er det centrale her. Pointen er alene, at finansloven er et godt eksempel på, at der faktisk er forskel på rød og blå i dansk politik. At det kan betale sig at gå hen at stemme. At et nyt flertal kan aendre kursen. At demokratiet virker.
Ud over bedre velfaerd efterlyste vaelgerne ved valget i juni også en grønnere og mere klimavanlig politik. Også her har valget haft en effekt. Klimaet er kommet højere på dagsordenen, og i sidste uge blev der indgået en meget bred og meget ambitiøs aftale om en ny og bindende klimalov på Christiansborg.
Klimaet er kommet højere på dagsordenen, og i sidste uge blev der indgået en meget bred og meget ambitiøs aftale.
Noget af det farligste for et demokrati er, hvis borgerne begynder at taenke, at det ikke gør en forskel at stemme. Valget i juni 2019 er heldigvis et eksempel på, at et nyt flertal godt kan saette en ny retning. Det samme var i øvrigt tilfaeldet med valget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen blev statsminister og satte en ny retning med bl.a. skattestop, kontraktpolitik og et opgør med det såkaldte ekspertvaelde. Personligt synes jeg langt bedre om det nye flertal og den nye retning i 2019 end i 2001. Men grundlaeggende er det bare sundt og vigtigt, at et nyt folkevalgt flertal kan saette en ny politisk retning.
Sådan skal det vaere i et land, hvor demokratiet virker.