Han var den første ved ulykkestoget: Det kunne have vaeret mig
Indsatsleder Jesper Domar Rossen var den første, som nåede frem til det forulykkede tog. »Folk tog det meget roligt,« husker han.
Da Jesper Domar Rossen endelig så på sin telefon om eftermiddagen, slog det ham: Det kunne have vaeret ham.
De sidste mange timer havde indsatslederen stået for redningsindsatsen ved det tog, som var forulykket samme morgen på Storebaeltsbroen. 8 mennesker mistede livet, og 18 blev kvaestet i den vaerste togulykke i 30 år, da en saettevognstrailer blaeste af et godstog og ind i lyntoget på vej mod København.
Samme tog, som Jesper Domar Rossen normalt ville have vaeret med, hvis ikke han havde haft en vagt på sit bijob som indsatsleder ved beredskabet i Nyborg/Kerteminde. Det mindede hundredvis af beskeder fra bekymrede venner og bekendte ham nu om.
»Jeg skulle aldrig have taget min telefon frem. Der var utrolig mange, som havde skrevet og ringet for at høre, om jeg var o.k., fordi de kunne se, at mit tog var forulykket,« fortaeller indsatslederen, som siden har udskiftet arbejdspladsen i København med Beredskab Fyn.
Jesper Domar Rossen brugte ikke mange sekunder på at fundere over livets tilfaeldigheder, for han havde fortsat en opgave at tage sig af.
Da meldingen om ulykken kom kl. 7.34 den 2. januar 2019, var han den første, som nåede frem til ulykkesstedet. Nyborg blev saerligt hårdt ramt af den forhøjede vandstand og blaesten, som DMI havde varslet inden nytår. Derfor havde han vaeret i gang med sit arbejde ved havnen siden kl. 6.
Påfaldende stille
Alarmen indikerede, at det handlede om et passagertog på Vestbroen, og at det var alvorligt. 11 minutter senere ankom Jesper Domar Rossen til den forblaeste bro, hvor morgenmørket stadig herskede.
»Det så voldsomt ud. Vinduerne var smadret på bagsiden. Der hang noget ned fra loftet, og jeg kunne se, at tingene var fløjet rundt i toget,« husker han.
»Jeg fik lige et gisp i kroppen, da jeg stod derude, men så skulle jeg også videre, og automatreaktionen gik i gang.«
Jesper Domar Rossen laver en blaeselyd, da han skal beskrive, hvordan der lød på broen, som ellers var påfaldende stille.
»Når vi traener den slags, farer folk forvildede rundt og skriger og råber. Alle vil have hjaelp på samme tid. Men sådan var det slet ikke. Folk tog det meget roligt. Jeg talte med nogle igennem en deformeret dør. Jeg fortalte dem, at nu var jeg der, og om lidt ville der komme en masse andre mennesker, og så fortalte jeg dem, hvordan de kunne yde førstehjaelp,« fortaeller indsatslederen.
Efter to-tre minutter kom de første brand- og ambulancefolk til stedet. I første omgang valgte man at lade dem blive i toget.
»Jeg stod ude på en motorvejsbro i kraftig vind, det var taet på frysepunktet, det var mørkt. Hvis jeg fjernede 50 mennesker fra toget, ville jeg, inden der var gået en halv time, have 50 underafkølede mennesker. Så vi måtte holde dem inden i toget, indtil vi havde et alternativ.«
Jesper Domar Rossen skulle først og fremmeste koordinere indsatsen og ikke aktivt redde folk, derfor gik der også nogen tid, før han kom ind i toget. Da var han forberedt på det syn, som mødte ham.
»Det var kaos. Man kunne høre lyden af vinden, der susede ned igennem vognsaettet, og en masse folk var i gang med at hjaelpe sårede. Også passagererne hjalp hinanden.«
Efterfølgende har både han og hans mandskab deltaget i flere debriefinger, og selv om han ikke selv har maerket efterreaktioner, har det vaeret nødvendigt at sende kolleger til yderligere psykologsamtaler. I den første uge efter ulykken bemaerkede han også, at passagererne i hans faste tog mod København valgte at saette sig i højre side af toget, da det var venstre side, som blev ramt ved ulykken. Men ikke Jesper Domar Rossen:
»Jeg taenkte: Det kan sgu ikke ske to gange på en uge.«
Jeg fik lige et gisp i kroppen, da jeg stod derude. JESPER DOMAR ROSSEN