Historiker: »Vi kunne godt vaere mere lydhør over for radikale personer«
Historiker René Karpantschof er aktuel med en bog om danskernes voldsparathed. Det er et emne, han som tidligere bz’er har personlig erfaring med. I dette interview reflekterer han over sine venstreradikale voldsudgydelser samt en verbal slagudveksling i
Fra han som 18-årig flyttede fra den vestjyske landsby Vilslev til København og knap 10 år frem var René Karpantschof militant bz’er.
I bz-miljøet, herunder tilknytningen til Ungdomshuset på Jagtvej 69, blev han tilhaenger af det, han i dag betragter som et »verdensfjernt forsøg på at vaelte imperialismen med hårde midler«.
I dag er den 54-årige Karpantschof historiker og bogaktuel med den anmelderroste “De stridbare danskere”. Men i 1980’erne var han en vred ung mand.
»Mange af os var vrede, men vi besad også en staerk tro på, at vi kunne påvirke historiens gang,« siger han.
»Når vi f.eks. hørte, hvordan danske Maersk var med til at opretholde Sydafrikas racistiske apartheidstyre ved at forsyne landets militaer med olie, så blev vreden til aktioner, som kunne resultere i vold og haervaerk. Det anså vi for at vaere helt legitimt i forhold til de meget større uretfaerdigheder, som vi reagerede på.«
På samme tid besøgte flere af Karpantschofs bz-kammerater også Syd- og Mellemamerika. Med sig hjem bragte de historier om USA-støttede dødspatruljer, som begik massakrer på arbejder- og indianerbevaegelser, som USA dengang mente var farlige socialister.
»Det var den slags, der gjorde, at vi fandt det i orden at gribe til vold – også herhjemme. Danmark var jo allieret med USA via Nato, og i vores øjne var amerikanske institutioner og danske våbenfirmaer derfor legitime aktionsmål. Kunne vi have gjort det på en anden måde? Ja. Men det var sådan, vi retfaerdiggjorde det,« siger han.
Radikalisering
I de “De stridbare danskere” skildrer Karpantschof samfundsudviklingen fra enevaeldens afslutning i 1848 og frem til påskekuppet og Sønderjyllands genforening i 1920 herunder mange voldelige episoder.
»Da den danske enevaelde faldt i 1848, udløste det en borgerkrig i Sønderjylland, og siden fulgte en raekke sociale og politiske kampe, hvor danskerne indimellem brugte våben og slog hinanden ihjel,« siger han.
Bogen indeholder også flere afsnit om hans gamle adresse, Jagtvej 69.
Folkets Hus, som det hed dengang, blev opført i 1897 som et forsamlingshus for arbejderbevaegelse og den gryende danske socialisme.
I 110 år, indtil bygningen i 2007 blev ryddet af politi og militaer og derefter revet ned, repraesenterede den berømte og berygtede adresse et venstreradikalt modspil til det omgivende samfund.
»Uanset om vi taler om den yderste venstrefløj, den yderste højrefløj eller den islamistiske fløj, så reagerer folk på uretfaerdigheder,« siger Karpantschof.
»Hvis alle opførte sig retfaerdigt – også politikere og den økonomiske elite – ville det vaere svaerere for radikale at begrunde deres aggressive handlinger. Når det sker, skyldes det delvist også fejl og mangler i demokratiet. Samfundet kunne godt vaere mere lydhør over for radikale personer. De er ikke nødvendigvis helt galt afmarcheret.«
Skal vi lytte til enhver, der bruger vold, våben og terror, fordi de føler sig uretfaerdigt behandlet, eller ser du en graense?
»Angreb som dem mod Krudttønden og synagogen i København er farlige og skal stoppes. Men radikale udsagn og handlinger er ikke altid en automatisk glidebane mod vold og terror i større stil. De betyder heller ikke, at de radikaliserede ikke kan deltage i en demokratisk samtale. De er først og fremmest udtryk for virkeligt eksisterende problemer og uretfaerdigheder, og jeg tror, det er farligt at ignorere de stemmer, der påpeger det. Den offentlige debat bliver ofte en kamp mellem ”de gode” og ”de onde”, demokrater og anti-demokrater. Debatten er ofte for unuanceret til at opfatte, hvad der egentlig foregår.«
Ville den offentlige debat bli
ve mere nuanceret, hvis folk som Omar el-Hussein, der stod bag de angreb, du naevner, fik mere taletid?
»Det er et dilemma for mig. El-Hussein angreb den synagoge, hvor jeg selv er kommet med min jødiske familie, og her går jødernes sikkerhed for mig før alt andet. Men vi må se i øjnene, at den frustration, der drev ham, stadig deles af andre: Hvad laver amerikanerne i Mellemøsten? Hvordan kan Danmark vaere med i en krig på et løgnagtigt grundlag? Er der noget i det, Inger Støjberg og Dansk Folkeparti siger, som kan fremme had mod minoriteter? Hvis der er, er det så ikke et problem? Hvis de strukturelle årsager aldrig bliver taget op, og det altid italesaettes som et ”os” og et ”jer”, risikerer det at fremme en radikalisering, som jeg godt kan blive bekymret for. Derfor synes jeg, at vi skal lytte til folk, som er frustrerede over de samme ting, som Omar var, ligesom vi skal lytte til folk, som er bange for, at Danmark bliver islamiseret.«
Den offentlige samtale
I begyndelsen af 00’erne fik Karpantschof bølgerne til at gå højt i den offentlige debat.
Efter han forlod bz-bevaegelsen, studerede han historie og tog også en ph.d. i sociologi. I en periode forskede og underviste han på Københavns Universitet, og han blev efterhånden hyppigt anvendt som ekspertkilde i medierne. Men hans ekspertrolle syntes udspillet, efter han medvirkede i en udsendelse af DR-programmet ”Detektor”.
»Da jeg så det program, taenkte jeg, at jeg var faerdig,« siger han.
»Man må naesten kunne se på Infomedia (artikeldatabase, red.), hvor mange gange, jeg er blevet brugt som ekspert i medierne, og så … Den udsendelse skadede mig meget, for alle, som ikke kunne lide mig, kunne nu med DR som kilde kalde mig for løgner.«
Sagen begyndte i november 2003, da Karpantschof i Dagbladet Information udtalte sig om davaerende kirkeminister Tove Fergos (V) pressechef Henrik Gades engagement i Den Danske Forening.
Karpantschof påstod, at pressechefen havde holdt møde med en anden indvandrerkritisk gruppe på Københavns Universitet.
Det var faktuelt forkert, og selv om Karpantschof hurtigt indrømmede sin fejl, var skaden sket for Henrik Gade. Karpantschof fortaeller, at Information i sine overskrifter strammede det til, at Gade havde forbindelser til nazister, og så endte det med, at han mistede sit job.
Nogle år senere medvirkede Karpantschof i DR’s ”Detektor”, som ifølge Karpantschof fremlagde sagen, som om han kun havde haft ét eneste belaeg for Henrik Gades engagement på højrefløjen, og dét belaeg var den forkerte påstand om mødet på universitetet.
Demokrati er svaret
»Den udsendelse blev klippet hårdt. Jeg havde jo også påpeget, hvordan nogle i Den Danske Forening hyldede ildspåsaettelser mod asylcentre og tillod nynazister som mødedeltagere på den tid, hvor Henrik Gade var aktiv i foreningen,« siger René Karpantschof.
»Alligevel var jeg galt afmarcheret, for jeg kendte jo hverken Henrik Gades bevaeggrunde eller hans holdning til nazister. Jeg gik efter manden i stedet for bolden, da jeg satte spørgsmålstegn ved hans virke som embedsmand, som jeg intet havde at udsaette på. Det var forkert af mig.«
Det aergrer ham også, at civile blev klemt i bz’ernes kamp mod kapitalisme, imperialisme og apartheid.
»Nogle gange troppede vi op 50-60 mand på et kontor eller i en institution, vi så som medskyldige, og smed møblerne ud på gaden. Der sad almindelige mennesker og arbejdede. Dengang mente vi ikke, at vi gjorde skade, så laenge vi ikke blev fysiske. Men vi havde jo slagvåben med og truede dem. Nogle af dem har måske fået psykiske ar. I dag vil jeg sige, at det, vi gjorde, var urimeligt.«
I dag håber René Karpantschof, at hans viden om radikalisering gennem tiderne kan bruges til at undgå, at politiske konflikter eskalerer til vold.
»Det rigtige svar på problemerne er mere demokrati, og det er en opgave for hele samfundet,« siger han.
Hvis alle opførte sig retfaerdigt – også politikere og den økonomiske elite – ville det vaere svaerere for radikale at begrunde deres aggressive handlinger. RENÉ KARPANTSCHOF, HISTORIKER