Shia LaBoeuf spiller sin egen far
Shia LaBoeuf har selv skrevet en historie om sin verdensfjerne far, der gav ham en svaer opvaekst. Han undgår, at filmen kun bliver en ”tak for sidst”-hilsen ved at gøre manden til et menneske.
Filmen ”Honey Boy”s hovedperson er en dreng ved navn Otis på 12 år. Han arbejder allerede i den tidlige alder som en slags stuntdreng i Hollywood. Får lagkager i hovedet og tjener penge på rullefald, der ser farlige ud. Han (Noah Jupe) bor på et motel af tvivlsom standard sammen med sin far (Shia LaBeouf), der er rodeoklovn. Det er ikke et skaeldsord, men et velkendt erhverv i USA, hvor enhver større by med respekt for sig selv har et årligt rodeoshow.
Rodeoklovnen har ikke haft heldet med sig her i livet, og man forstår hurtigt, at han tidligere har haft problemer med alkohol. Både far og søn lever af drengens løn. Otis har fået alt for meget ansvar for tidligt, og hans far byder måske nok på glimt af kaerlighed og tryghed, men for det meste vrøvler han floskler af sig og taler ned til Otis. Drengen må selv suge til sig og laere, hvad livet går ud på.
Hård barndom
Ind imellem livet på motellet følger vi Otis 10 år senere (Lucas Hedges), hvor han nu er stuntman. Han laener sig op ad en faengselsdom, fordi han har det med at flippe ud offentligt, når han har drukket for meget, og hans psykolog mener, han lider af ptsd.
Hollywood-folklore langt fra stjernestøvet og strejf af varme får den hårde historie til at glide ned. I ganske få øjeblikke af sin barndom kan Otis slappe af. Når han laener sig op ad sin fars ryg, når de to kører ture på motorcykel, og de en sjaelden gang sidder i solen ved de vilde blomster i grøftekanten. Faderens vilde blomster er hashplanter, men det er hyggeligt alligevel.
Om der ligefrem er børn, der ernaerer sig som stuntmen i nutidens Hollywood, er nok tvivlsomt, men arbejdet er en god metafor for en beskaeftigelse, der slider på en, og som i sidste ende kan give nervøse traekninger i livet.
Drengen spiller bedst
Shia LaBoeuf har selv skrevet manuskriptet til historien, der er baseret på hans egen barndom, hvor han spiller sin far. Lejligheden til at skrive historien fik han, da han selv var i påtvunget afvaenning for alkoholog stofmisbrug. Det gode råd fra psykiaterne var, at LaBoeuf led af ptsd og derfor burde skrive.
Resultatet har ført et fint og bevaegende drama med sig, der bugner af godt skuespil. Noah June er et fund i rollen som Otis, og Shia LaBouef rammer den noget primitive far livagtigt. De er begge to hjerteskaerende, men drengen spiller alligevel bedst, for han har endnu ikke de voksnes unoder, der gør, at de af og til giver den en tand ekstra og overspiller lidt.
Det er muligvis også svaert andet, når man spiller en rodeoklovn, der optraeder med verdens første stuntkylling med navnet Henrietta. Laengst fra at vaere en god far er filmens far, når han taler om sin taette forbindelse til kyllingen. Angiveligt med en forståelse for hinanden så dyb, at hans søn aldrig vil opleve noget, der ligner, med noget som helst levende vaesen. Svaere ord at kapere, uden at selvvaerdet går i nul.
DRAMA
USA, 2019 Instruktør: Alma Har’el 1 time og 34 minutter Premiere torsdag den 19. december
JACOB WENDT JENSEN