Laengslen efter døden
Spillefilmdebuterende Marie Grahtø udviser stor filmaestetisk sans i lige vel skematisk psykodrama.
modsatrettede bevaegelser kaemper i os konstant, får vi at vide i en af de første scener i danske Marie Grahtøs spillefilmdebut, ”Psykosia”. Begaerets og idealets. Det er den tilknappede selvmordsforsker Viktoria (Lisa Carlehed), der – mens smidige kroppe smyger sig ind og ud mellem hinanden – saetter ord på hovedpersonens ufrivillige pendulering mellem kontrol og fortabelse.
Viktoria bliver hidkaldt til et psykiatrisk hospital for unge kvinder på grund af sin forskning i selvmorlem dets anatomi. Det er den erfarne psykiater Anna Klein (en vanligt myndig Trine Dyrholm), der har kontaktet hende, i håb om at hun vil kunne hjaelpe den stadig mere martrede Jenny (Victoria Carmen Sonne), der gennem hele sit liv har flirtet med døden.
De to kvinder er som nat og dag. Mens Viktorias praestelignende skjorte er knappet stramt op i halsen, og det mørke hår er bundet gammeldags op, formår den platinblonde Jenny at gøre den slaskede hospitalsskjorte til en sexet lårkort kjole, og når hun slås nøgen med den veninde, hun gennem livet har haft et naermest symbiotisk forhold til, ender de begge indsmurt i (menstruations) blodrød maling a la stakkels Carrie i Brian De Palmas klassiske gyser fra 1976.
Psykologisk drama
”Psykosia” er et atmosfaerisk, suggestivt psykologisk drama, der leger med art house-gysergenrens koder i sin aestetisk overlegne iscenesaettelse af det på film ofte udforskede rum melTo sex og død. Carlehed er glimrende som Viktoria, selv om hun ikke får saerlig meget foraeret med den meget entydige figur.
Man skal nemlig ikke have set mange film i denne genre for at regne ud, hvor det bevaeger sig hen. Saerligt ikke, da det kort inde i filmen står klart, at Viktorias interesse i selvmord ikke udelukkende er professionel, og at den høje krave daekker over maerker fra de reb, hun dagligt fingerer kvaelning med.
Hvor ”Psykosia” på handlingsplan lader noget tilbage at ønske, er Grahtø virkelig god til at skabe stemning gennem klip, lyde og rum. Filmen runger af religiøse overtoner, der forvandler den psykiatriske afdeling til en gotisk forlaengelse af det kirkerum, den graenser op til, og de monotone, lydlige gentagelser skaber en kuldegysende atmosfaere. Der er noget naesten for bevidst – ideelt for at blive i filmens termer – over filmen, som man kunne ønske var tippet lidt mere over til begaerets løsslupne side.
DRAMA PSYKOSIA DANMARK, 2019 Instruktion: Marie Grahtø 1 time og 27 minutter Premiere den 19. december