Jeg er småforelsket i indfødsretsprøven

Det lyder forkert at sige det: Jeg er småforelsket i indfødsretsprøven. Men den fornemmelse boblede frem i mig, da jeg som mange andre tog prøven.

Prøven er nemlig fyldt med spørgsmål, der betinger en humanistisk viden om litteratur, kultur, historie og politik. Naesten som forudsatte prøven en viden, der skulle gøre én i stand til at traede ind i et åndeligt faellesskab og ikke bare ind på et arbejdsmarked.

Prøven var således klinisk renset for arbejdsmarkedsrettet kompetencetaenkning. Der var ingen STEM-begejstring. Der var ikke smurt et tyndt lag af entrepreneurship ud over det hele, som vi ellers ser det i uddannelsessystemet.

Taenk sig, at noget så ophøjet som adgang til vores land gennem tildeling af statsborgerskab beror på klassisk humanistisk viden om samfund, litteratur, historie og kultur. Godt nok i en lidt gammeldags spørgsmål- og svar-aftapning. Men alligevel.

Ellers må vi nok sige, at det halter med begejstringen for humanistisk dannelse. Senest demonstrerede de studerende på humaniora på Københavns Universitet mod planerne om at skaere yderligere på de humanistiske fag ved at laegge fag sammen til nye diffuse tvaerfaglige, intetsigende uddannelser. Givetvis med et tyndt lag af entrepreneurship smurt ud over det hele for at gøre det lidt laekkert arbejdsmarkedsrettet.

Det er godt, de studerende protesterer for højere kvalitet i uddannelserne, for der er udfordringer. Personligt er mange af de allerskarpeste mennesker, jeg har mødt, humanister eller har en eller anden humaniorabaggrund, hvorfra de så senere har bygget andet på. De kan se ting fra flere perspektiver, og de originale kan levere kritiske analyser, der viser nye veje fremad eller vender aktuelle diskussioner på hovedet.

De vil altid kunne finde et job i både det private og det offentlige, så der er ikke behov for at tale om kassemedarbejdertjanser i Netto for dem.

Indenfor gruppen af akademikere er det dog også blandt humanister, at jeg har mødt de fagligt svagest funderede, der staver dårligt, aldrig laeser bøger, hvor der ingen glød eller passion er, og man kan undre sig over, hvordan de slap igennem uddannelsessystemet.

Så der er et problem med kvaliteten og bundniveauet. Bag diskussionen om humanioras nytte ligger imidlertid også et bestemt samfundssyn. Historiker Michael Böss skrev i ugens løb på Facebook om Daniel Rigneys “The Metaphorical Society”, der handler om, hvordan de metaforer, vi anvender gennem historien om samfundet, afspejler et bestemt samfundssyn. Böss skrev:

»For ca. 40 år siden begyndte en bestemt type liberale at omtale Danmark som ”forretningen Danmark.«

Jeg tror, at mange af dem havde forlaest sig på nogle teorier, de havde laert på handelshøjskolerne. Men i takt med at forretningsmetaforen bredte sig, var den samtidig med at fremme en ny ideologi: økonomismen.

Denne ideologi har i de sidste 20 år udviklet hegemoniske traek på den måde, at den reducerer alting til et spørgsmål om økonomi. Herunder f.eks. hvilke aktiviteter og mennesker det er bedst at ”investere i”.

Humaniorakandidater kan bestemt bidrage til “forretningen Danmark”. Men spørgsmålet er, om ikke nogle humanistiske uddannelser har lagt sig lidt for fladt ned for økonomismen og udvandet det faglige niveau.

Spørgsmålet må med andre ord vaere: Hvordan får vi indfødsretsprøvens klassiske dannelsesideal forbundet til det øvrige uddannelsessystem, så vi andre også kommer i kontakt med det?

Hvordan får vi indfødsretsprøvens klassiske dannelsesideal forbundet til det øvrige uddannelsessystem, så vi andre også kommer i kontakt med det?