Han fik en tysk orden, men hans mor måtte ikke vide det
Tyskland virkede dragende på Herbert Pundik. Her følte han sig hjemme, og så måske alligevel ikke. Tyskere har aendret sig, men er ikke ufejlbarlige, vidste han.
BERLIN
Herbert Pundik, der døde i denne måned efter et langt og dramatisk liv, var, hvad der måske kan undre, et meget privat menneske. Ja, han var verdensberømt i Danmark, han var kendt mange andre steder, og han optrådte her og der. Han interesserede sig levende for andre mennesker; men han lod dem aldrig komme for taet på.
For seks år siden sad man med ham i en taxi i Tel Aviv, sønnen Ron var netop blevet opereret, og man spurgte, hvordan det gik.
»Det er noget vaerre noget,« sagde han blot, og så vidste man, at den var helt, helt gal. Ron døde kort tid efter. Der var imidlertid et område, hvor Herbert Pundik lukkede stadigt mere op, og det var hans forhold til Tyskland. Han talte ikke vidt og bredt om det, for det var i virkeligheden også noget privat, men under de rette omstaendigheder blev emnet berørt. Eksempelvis når han var i Berlin, hvad han jaevnligt var den sidste snes år; og da han aldrig bad om fortrolighed, og lidt efter lidt løftede sløret for en historie, der rammer midt i forbundsrepublikkens fortaelling om sig selv, skal den i koncentreret form gengives her.
Pundik havde i mange år haft et problem med Tyskland, faktisk siden nazitiden. Hans mor havde tysk baggrund, familien måtte som jøder flygte til Sverige i oktober 1943, og de første mange år efter krigen satte han aldrig sine ben syd for graensen.
Det var han ikke ene om; mange, som med nød og naeppe var undsluppet Holocaust, ville ikke have noget med efterkommerne af Det Tredje Rige at gøre.
Men så skete der noget. Han blev inviteret til en akademisk debat i Hamborg, og efter mange overvejelser fløj han derned. Han havde rådført sig med den israelske ambassadør i Tyskland, som var en ven. Denne havde overtalt ham til at deltage. »Jeg henter dig i lufthavnen og bliver hos dig hele tiden,« sagde ambassadøren.
Dermed blev der om ikke åbnet for sluserne, så dog sat noget i gang, som ledsagede Pundik resten af sine dage – en dyb interesse for Tyskland og tyskere, og en fordomsfri omgang med begge begreber. Han genfandt noget af sin egen fortid. Ofte var det små ting, f.eks. birkeskager, som han elskede. Man kan få alle de birkeskager, man vil, i Tel Aviv, men han kunne huske dem, som hans mor havde bagt. Hun havde brugt en gammel tysk opskrift, så at spise birkeskager i Berlin var noget saerligt.
Forholdet til Tyskland forblev en speciel kategori hos Pundik. Han indvilgede f.eks. i at modtage en orden, Bundesverdienstkreuz, tildelt af den tyske forbundspraesident Richard von Weizsäcker. Det var en af Weizsäckers sidste embedshandlinger, inden denne gik af i 1994, fortalte Pundik, ikke uden en smule stolthed.
Men han, altså Pundik, kraevede, at det blev behandlet som en statshemmelighed, så til overraekkelsen og en efterfølgende frokost hos den tyske ambassadør i København havde han kun taget en enkelt ven med. Normalt kan modtageren invitere en halv snes mennesker til højtideligheden, men han ville, forklarede han senere, ikke gøre moderen vred. Moderen ville ikke have forstået det, mente han.
Pundik kunne lide at vaere i Berlin. Tyskland havde aendret sig, men var ikke ufejlbarlig, vidste han. En aften fortalte han, hvordan han var blevet inviteret ud af en ny tysk ambassadør i København. »Nå,« havde ambassadøren spurgt, »hvor mange jøder er der i verden – 100 millioner?«
Han beskrev, hvordan en yngre diplomat, der ledsagede ambassadøren, var ved at gå under bordet af skam. Der er omkring 14 mio. jøder, alt iberegnet. Når man mener, at der er syv gange så mange, abonnerer man, sikkert ubevidst, på sammensvaergelsesteorier, der tilsiger, at jøder regerer alting.
Ambassadørens bemaerkning var ikke saerlig tysk, men fra en tysker vejer den tungere. Det vidste han godt, og det var nok en af grundene til, at han følte sig draget hertil.
Pundik fortalte, hvordan han var blevet inviteret ud af den tyske ambassadør i København. »Nå,« spurgte ambassadøren, »hvor mange jøder er der i verden – 100 mio.?«