Jyllands-Posten

Han fik en tysk orden, men hans mor måtte ikke vide det

Tyskland virkede dragende på Herbert Pundik. Her følte han sig hjemme, og så måske alligevel ikke. Tyskere har aendret sig, men er ikke ufejlbarli­ge, vidste han.

- MICHAEL KUTTNER Jyllands-Postens korrespond­ent michael.kuttner@jp.dk

BERLIN

Herbert Pundik, der døde i denne måned efter et langt og dramatisk liv, var, hvad der måske kan undre, et meget privat menneske. Ja, han var verdensber­ømt i Danmark, han var kendt mange andre steder, og han optrådte her og der. Han interesser­ede sig levende for andre mennesker; men han lod dem aldrig komme for taet på.

For seks år siden sad man med ham i en taxi i Tel Aviv, sønnen Ron var netop blevet opereret, og man spurgte, hvordan det gik.

»Det er noget vaerre noget,« sagde han blot, og så vidste man, at den var helt, helt gal. Ron døde kort tid efter. Der var imidlertid et område, hvor Herbert Pundik lukkede stadigt mere op, og det var hans forhold til Tyskland. Han talte ikke vidt og bredt om det, for det var i virkelighe­den også noget privat, men under de rette omstaendig­heder blev emnet berørt. Eksempelvi­s når han var i Berlin, hvad han jaevnligt var den sidste snes år; og da han aldrig bad om fortroligh­ed, og lidt efter lidt løftede sløret for en historie, der rammer midt i forbundsre­publikkens fortaellin­g om sig selv, skal den i koncentrer­et form gengives her.

Pundik havde i mange år haft et problem med Tyskland, faktisk siden nazitiden. Hans mor havde tysk baggrund, familien måtte som jøder flygte til Sverige i oktober 1943, og de første mange år efter krigen satte han aldrig sine ben syd for graensen.

Det var han ikke ene om; mange, som med nød og naeppe var undsluppet Holocaust, ville ikke have noget med efterkomme­rne af Det Tredje Rige at gøre.

Men så skete der noget. Han blev inviteret til en akademisk debat i Hamborg, og efter mange overvejels­er fløj han derned. Han havde rådført sig med den israelske ambassadør i Tyskland, som var en ven. Denne havde overtalt ham til at deltage. »Jeg henter dig i lufthavnen og bliver hos dig hele tiden,« sagde ambassadør­en.

Dermed blev der om ikke åbnet for sluserne, så dog sat noget i gang, som ledsagede Pundik resten af sine dage – en dyb interesse for Tyskland og tyskere, og en fordomsfri omgang med begge begreber. Han genfandt noget af sin egen fortid. Ofte var det små ting, f.eks. birkeskage­r, som han elskede. Man kan få alle de birkeskage­r, man vil, i Tel Aviv, men han kunne huske dem, som hans mor havde bagt. Hun havde brugt en gammel tysk opskrift, så at spise birkeskage­r i Berlin var noget saerligt.

Forholdet til Tyskland forblev en speciel kategori hos Pundik. Han indvilgede f.eks. i at modtage en orden, Bundesverd­ienstkreuz, tildelt af den tyske forbundspr­aesident Richard von Weizsäcker. Det var en af Weizsäcker­s sidste embedshand­linger, inden denne gik af i 1994, fortalte Pundik, ikke uden en smule stolthed.

Men han, altså Pundik, kraevede, at det blev behandlet som en statshemme­lighed, så til overraekke­lsen og en efterfølge­nde frokost hos den tyske ambassadør i København havde han kun taget en enkelt ven med. Normalt kan modtageren invitere en halv snes mennesker til højtidelig­heden, men han ville, forklarede han senere, ikke gøre moderen vred. Moderen ville ikke have forstået det, mente han.

Pundik kunne lide at vaere i Berlin. Tyskland havde aendret sig, men var ikke ufejlbarli­g, vidste han. En aften fortalte han, hvordan han var blevet inviteret ud af en ny tysk ambassadør i København. »Nå,« havde ambassadør­en spurgt, »hvor mange jøder er der i verden – 100 millioner?«

Han beskrev, hvordan en yngre diplomat, der ledsagede ambassadør­en, var ved at gå under bordet af skam. Der er omkring 14 mio. jøder, alt iberegnet. Når man mener, at der er syv gange så mange, abonnerer man, sikkert ubevidst, på sammensvae­rgelsesteo­rier, der tilsiger, at jøder regerer alting.

Ambassadør­ens bemaerknin­g var ikke saerlig tysk, men fra en tysker vejer den tungere. Det vidste han godt, og det var nok en af grundene til, at han følte sig draget hertil.

Pundik fortalte, hvordan han var blevet inviteret ud af den tyske ambassadør i København. »Nå,« spurgte ambassadør­en, »hvor mange jøder er der i verden – 100 mio.?«

 ??  ?? Der har vaeret en mindehøjti­delighed for Herbert Pundik i Politikens Hus. Pundik (1927-2019) var chefredakt­ør for dagbladet Politiken gennem 23 år. Foto: Finn Frandsen/Polfoto
Der har vaeret en mindehøjti­delighed for Herbert Pundik i Politikens Hus. Pundik (1927-2019) var chefredakt­ør for dagbladet Politiken gennem 23 år. Foto: Finn Frandsen/Polfoto
 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark