Skal sundhedsvaesnet behandle vaelgere eller patienter?

Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff skrev i et debatindlaeg i Jyllands-Posten i sidste uge, at undertegnede turnerer landet rundt med budskabet om, at sygehusafdelinger er druknet i middelklassens små problemer på bekostning af de socialt udsatte.

Sundhedsordføreren er bekymret for, om budskabet bebuder starten på en ny klassekamp. Men kampen mod ulighed i sundhed er tabt på forhånd, hvis man tror, at den er en kamp mellem middelklassen og de socialt udsatte. Kampen står derimod mellem vaelgere og patienter.

Flertallet har ikke ret, fordi de er flest, men de bestemmer alligevel – sådan er demokratiet. Problemet er selvfølgelig ikke middelklassen i sig selv, men at de er flest, og derfor saetter de rammerne for alle andre.

Når Folketingets flertal f.eks. giver “alle” patienter en udrednings- og diagnosegaranti inden for 30 dage, giver man pludselig utroligt mange relativt upåvirkede mennesker en motorvej direkte ind i sundhedsvaesnets specialiserede funktioner. Men diagnoser er ikke demokratisk fordelt. Sårbare og udsatte har flere sygdomme end de højt uddannede, og de kraever derfor mere koordination og mere tid, som de ikke får, for alle skal have den samme tid stillet til rådighed, uanset hvad de måtte fejle: golfalbuer, gonorré eller galdesten.

Vi har en fikseret tid i sundhedsvaesnet, som er politisk bestemt – det betyder, at hver patient får lige meget tid uanset behov, og fordi der er flere i middelklassen, kommer de alene af den grund til at optage relativt meget plads ifht. deres sundhedsproblem.

Hvis vi mener, at ”for at behandle alle lige skal alle behandles forskelligt”, så skal sundhedsvaesnet have lov til at vurdere den enkelte patients behov og have lov til at prioritere den fikserede tid (penge), som politikerne har afsat.

Samtidig har politikerne lammet praktiserende laeger og hospitaler ved at tillade enorme fordele gennem private sundhedsforsikringer, som ovenikøbet har en betydelig social slagside: Gaet, hvilken befolkningsgruppe der har flest forsikringer?

Selvfølgelig skal vi ikke have et saerligt sundhedsvaesen til middelklassen, men det er faktisk dét, politikerne er taet ved at lykkes med, så et sundhedsvaesen indrettet til middelklassen er ikke min opfindelse, men realiteten, hvis ikke Folketinget tager hånd om problemet med en bedre fordeling af sundhedsvaesnets ressourcer.

Der skal gives mest til dem, der har mest brug for det. Det er ikke middelklassen, der skiller sundhedsvaesnet – det er derimod politikerne, der skal finde ud af, hvem de synes sundhedsvaesnet skal behandle: vaelgere eller patienter?

Vi har en fikseret tid i sundhedsvaesnet, som er politisk bestemt.