Jyllands-Posten

Israel kan laere os om den naere sundhed

- JONATAN SCHLOSS direktør i PLO JENS SØNDERGAAR­D professor i almen medicin ved SDU ERIK JYLLING sundhedspo­litisk direktør i Danske Regioner

Det danske sundhedsva­esen er ikke perfekt. Vi har udfordring­er med mangel på speciallae­ger og med tvaersekto­rielle patientfor­løb, og vi har et sundhedsva­esen, som udfordres af en eksplosion af aeldre patienter. Men kan vi laere af andre landes systemer?

Det danske sundhedsva­esen er på mange områder rigtig godt og praesterer flot, når man sammenlign­er med andre landes sundhedsva­esener – i saerdelesh­ed, når man tager højde for udgiftsniv­eauet.

Almen praksis udgør en af hjørnesten­ene i det danske sundhedsva­esen, og modellen med, at (naesten) alle patienter har egen selvstaend­igt praktisere­nde laege, er relativt unik for Danmark.

Men almen praksis og det danske sundhedsva­esen er ikke perfekte. Vi har udfordring­er med mangel på speciallae­ger og med tvaersekto­rielle patientfor­løb, og vi har et sundhedsva­esen, som i den grad bliver udfordret af disse års virtuelle eksplosion af aeldre patienter med multiple kroniske lidelser.

Mens vi venter på regeringen og Folketinge­t, er det på sin plads at afsøge de øvrige OECD-lande for at hente inspiratio­n til, hvordan det danske sundhedsva­esen i højere grad kan indrettes til at tage imod de mange multimorbi­de patienter.

Vi forholder os i denne kronik ikke til de organisato­riske beslutning­sstrukture­r, finansieri­ngsmodelle­r eller lignende, så debatten om borgmester­klubber, hvem skal betale for hvad osv., må tages andre steder.

Når det kommer til at hente inspiratio­n til, hvordan sundhedsva­esenet bliver mere kapabelt til at tage imod fremtidens patienter, så sygehusene ikke drukner i patienter med flere kroniske sygdomme, viser det sig ganske svaert at finde inspiratio­nen uden for Danmark. Saerligt hvis man tager de kendte økonomiske rammer med i betragtnin­g.

Ét land springer dog i øjnene – Israel. Landet gennemført­e for ca. 15 år siden en sundhedsre­form, som igennem årene har ledt til, at det primaere sundhedsva­esen i Israel nu fylder mere end hospitalsv­aesenet. På en måde, så de samlede sundhedsud­gifter er holdt i ro på et lavere niveau end Danmark. Samtidig lever israelerne laengere end vi danskere, selv om mindst lige så mange ryger som i Danmark.

Det er svaert at overføre et fremmed lands sundhedsva­esen til Danmark. Men det, man kan gøre, er at foretage nogle udvalgte nedslag af inspiratio­nspunkter i det andet lands sundhedsva­esen og så se, om man med fordel kan drage nytte af disse erfaringer.

I Israel har de i høj grad “decentrali­seret” deres hospitalsa­mbulatorie­r. Inden for de fleste gaengse specialer sidder specialist­erne samlet, fysisk placeret i såkaldte community clinics, der svarer til vores laegehuse. Ikke sådan at forstå, at der hver dag i hvert laegehus sidder en ortopaed, kardiolog, reumatolog osv., men hver anden mandag eftermidda­g er kardiologe­n der. Om tirsdagen er der en ortopaed osv.

Nogle af disse specialist­er arbejder på hospitaler­ne i resten af deres arbejdstid, andre er fuldtidssp­ecialister lokalt. Altså svarende til de praktisere­nde speciallae­ger i Danmark. Resultatet af dette er, at de lokale laegehuse har en helt andet kapabilite­t end de danske. De kan håndtere langt mere selv, og der forekommer at vaere et bedre og taettere samarbejde mellem de praktisere­nde laeger og de speciallae­ger, der også har deres gang i det lokale laegehus. For patienten betyder det, at langt det meste kan håndteres lokalt og umiddelbar­t. Hospitaler bliver som udgangspun­kt kun brugt til alvorlige akutte sygdomme og den mere avancerede billeddiag­nostik og laboratori­eaktivitet.

Vil vi i Danmark sikre adgang til speciallae­ger i hele landet, så patientern­e ikke skal rejse langt til hospitalet for at komme på et ambulatori­um?

I Danmark har kommunerne efter anbefaling fra Sundhedsst­yrelsen indført akutteams bestående af erfarne og kompetente sygeplejer­sker. Det er en af de vaesentlig­ste forbedring­er af det naere sundhedsva­esen i Danmark i mange år. De har løftet kvaliteten af kommunerne­s akutte plejetilbu­d, hvad der har vaeret helt nødvendigt, i takt med at flere patienter udskrives hurtigere fra hospitaler­ne.

Den store udfordring for de kommunale akutteams er, at de ikke har nogen laege tilknyttet. Det betyder, at de bruger meget af deres tid på at få fat på enten patientens egen laege eller den behandling­sansvarlig­e laege på sygehuset for at kunne taget stilling til patientens behandling. Det kan potentielt føre til farlige situatione­r og begraenser i den grad, hvor meget det naere sundhedsva­esen i kommunerne kan håndtere.

Det israelske setup virker mere robust. Man opererer her med home care units og home hospitaliz­ation. Home care units svarer til de kommunale akutsygepl­ejersker og hjemmesyge­plejersker, men har her tilknyttet faste praktisere­nde laeger, så disse units fungerer som teams, der er vant til at arbejde sammen. Home care units har til opgave at undgå forebyggel­ige (gen-)indlaeggel­ser. Home hospitaliz­ation består tilsvarend­e af et team af sygeplejer­sker, men her med fast tilknytted­e geriatere eller speciallae­ger i almen medicin. Disse teams tager sig af det mere akutte, f.eks. IV-behandling i hjemmet.

Vil vi i Danmark sikre, at patientern­e i højere grad kan blive behandlet i eget hjem ved, at de kommunale hjemmesyge­plejersker og akut sygeplejer­sker får tilknyttet faste speciallae­ger?

Det er et kendt faenomen i det danske sundhedsva­esen, at vi fejler, når det handler om sårbare patienter. Patienter med flere kroniske sygdomme, mange forskellig­e tabletter hver dag og ensomme patienter. Det kan også vaere patienter med både psykiatris­ke og somatiske lidelser.

Disse patienter har typisk mange samtidige og ukoordiner­ede forløb i det danske sundhedsva­esen på tvaers af sektorgrae­nser. De koster skatteborg­erne mange penge, samtidig med at sundhedsva­esenets hjaelp til dem ikke altid er saerlig effektiv og i hvert fald ikke er koordinere­t på tvaers af forskellig­e ambulatori­er, den praktisere­nde laege og kommunens forskellig­e tilbud.

I Israel arbejdes der med lister over komplicere­de patienter i almen praksis. Listen dannes ud fra objektive indikatore­r i patientjou­rnalen og udarbejdes af saerlige datamanage­re. På baggrund af en sådan liste sker der jaevnlige drøftelser i laegehuset på tvaers af laeger og klinikpers­onale af, hvordan de bedst muligt kan hjaelpe disse saerlige patienter, herunder også en mere opsøgende og koordinere­nde aktivitet fra laegehuset­s side.

Ønsker vi i Danmark, at de praktisere­nde laeger skal have en mere opsøgende tilgang og bruge mere tid på patientern­e med størst behov? Og skal denne indsats vaere baseret på data?

Det er et kendt faenomen i det danske sundhedsva­esen, at vi fejler, når det handler om sårbare patienter.

I Danmark er vi i 2018/19 begyndt mere systematis­k at indrette sygehusvae­senet således, at sygehusene inden for endokrinol­ogien (diabetes 2) og lungemedic­inen (KOL) stiller specialist­rådgivning til rådighed for de praktisere­nde laeger, da almen praksis har overtaget behandling­sansvaret for en raekke af disse patienter. Det sker typisk pr. telefon. I dag kan en praktisere­nde laege f.eks. ikke skrive til den laege, der har skrevet patientens epikrise og stille opklarende spørgsmål til behandling­splanen.

Den israelske måde at understøtt­e den praktisere­nde laege i at beholde patienten laengst muligt i eget hjem virker noget mere omfattende. Og er formentlig­t en af grundene til, at det israelske sundhedsva­esen ser ud til at vaere billigere end det danske. Som naevnt er de israelske praktisere­nde laeger understøtt­et lokalt ved, at der jaevnligt er andre speciallae­ger i deres laegehus. Men også i hverdagens kliniske situatione­r kan den praktisere­nde laege nemmere få fat i relevant speciallae­ge og konferere. Helt banalt har de adgang til direkte, sikker elektronis­k korrespond­ance til relevant speciallae­ge og til at få hurtigt svar. Alle store specialer har også speciallae­ge-telefonser­vice over for de praktisere­nde laeger. Den praktisere­nde laege har adgang til patientens hospitalsj­ournal, mens hospitalet har adgang til patientens praktisere­nde laeges journal i et tidsrum.

Vil vi i Danmark sikre, at de praktisere­nde laeger nemt og hurtigt kan få telefonisk og elektronis­k adgang til relevant speciallae­ge med henblik på at drøfte konkrete patientsit­uationer, evt. i form af faelles videokonsu­ltation?

Det er vores vurdering, at disse fire inspiratio­nspunkter er noget, som både regioner, kommuner og almen praksis kan drage nytte af i den eksisteren­de situation. Men også noget, som regeringen kan skele til, når den på et tidspunkt barsler med sin annoncered­e sundhedsre­form/sundhedsaf­tale.

 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark