Teknologien tager livet af vores afstandsbedømmelse
Efter 20 års pause vendte jeg tilbage til golfsporten. Der var sket rigtigt meget på den teknologiske front. Ikke bare var det blevet meget lettere at slå jern og køller, fordi teknologien havde udjaevnet de dårlige traef. Det teknologiske hedder noget så teologisk som tilgivelse. Spillet er udefra set blevet bedre, men den interne konkurrence er ikke blevet sjovere. Faktisk er en del aeldre baner blevet for korte af de bedre jern og køller, mens banerne for svagere spillere er blevet af mere passende laengde.
Der var også kommet gps-ure og kameraer, hvormed man måler afstanden til flaget eller søen for bedre at kunne vaelge kølle. Almindelige spillere havde fået et noget lavere handicap via al den teknologi.
Det havde ikke gjort spillet hurtigere, at al den teknologi skulle konsulteres. Hver gang en spiller kommer hen til sin bold, kigger han først på sit ur, så tager han et kamera op og begynder at måle afstand. Undertiden konsulterer spilleren en tabel. Og så vaelger han sit jern.
Hvad man kunne kalde afstandsbedømmelse er blevet suspenderet til fordel for teknologibeherskelse. Og spillerne konkurrerer nu med hinanden – og som det jo er i den sport ikke mindst med sig selv – inklusiv teknologi. Der er opstået en teknologiafhaengighed, som gør, at et nedbrud af batterier vil efterlade en spiller langt mere nøgen end før. Og dårligere.
For som det skete med gps’en, at vi mistede stedsansen, og med lommeregneren, at vi mistede proportionssansen, så er der et fundawatt. mentalt forhold mellem menneske og afstand, menneske og rumlighed, menneske og tal, der nu er blevet formidlet igennem teknologien.
I cykelsportens verden kom computeren noget før, og her i Søhøjlandet, hvor jeg bor, kan man da også hver dag se cykelryttere med naesen nede i computeren og pulsmåleren. Ikke mindst når man cykler alene, kan computeren bidrage til selvkonkurrencen, mens den traekker en ud af naturen.
På tv-skaermen er vi heldigvis nået igennem Armstrong-aeraen. Men ikke igennem computer- og informationsaeraen, hvor rytterne har et overblik over løbet, der tager spaending ud af det. Lance Armstrong var kendt for at kende sine Når de lette bjergryttere stak afsted op ad de stejle bjerge, så sad han med blikket faestnet til sin computer. Den kalkulerede, hvad han kunne holde til på dagens etape. Som regel indhentede han bjergrytterne ved at fordele sine kraefter hen over bjerget. Med computeren måtte man ikke laengere bare finde sit eget tråd, men også sit eget wattniveau. Teknologien har gjort vores liv så meget nemmere, så meget mere sikkert og så meget mere komfortabelt. Vi kan med lethed udbrede disse betragtninger fra golf og cykling til mange andre sportsgrene. Men vi kan også udbrede det til dagligdagens adfaerd. F.eks. er kogebøgerne for laenge siden gået over til at forudsaette et stegetermometer. Laeseren kan sikkert finde en tre-fire eksempler fra egen dagligdag.
Men vi er også blevet fremmede over for os selv, vores krop, naturen, dagen og formen. Laegerne får flere og flere henvendelser, der går på bekymringer fra ure, der fortaeller dem noget, uden at de kan berette en oplevelsesside. Og det er nok den fremmedhed fra oplevelsessiden – mest uskyldigt i golfverdenen: øjemålet – som jeg synes er det største tab i den livsverden, der er teknologiformidlet. En livsverden af tal.
Laegerne får flere og flere henvendelser, der går på bekymringer fra ure, der fortaeller dem noget, uden at de kan berette en oplevelsesside.