Kvinder skal til tops uden underbetalt hjaelp

Når aupairordningen bliver udråbt som det eneste salligørende for ligestillingen mellem maend og kvinder på topposterne i erhvervslivet, så hopper kaeden af for mit vedkommende. Danmark har haft en aupairordning i mange år, men i den periode har antallet af kvindelig topledere ikke rykket sig synderligt. Udfordringen med for få kvindelige topledere vil bestå. Aupairordning eller ej.

Jeg undrer mig også over, hvorfor det kun vil fremme kvinders karriere at have au pair og ikke maends. For maend kan jo åbenlyst godt komme til tops. Der er andre steder at tage fat på ligestillingenfremfor at videreføre en ordning, som reelt er billig hushjaelp under daekke af at vaere kulturudveksling. Jeg har alt mulig forståelse for, at det kan vaere svaert at vaere enlig mor med et topjob. Men det er da underligt, at den eneste mulighed for at løse den udfordring er at have en ekstremt lavt betalt hushjaelp.

Ifølge ordningen er formålet, at au pair-personen kan forbedre sine sproglige og udvide sin kulturelle horisont. Til gengaeld deltager personen i de huslige pligter i vaertsfamilien. Men når danske vaertsfamilier i en evaluering svarer, at de ”har valgt at få en au pair for at få hjaelp til huslige gøremål”, afslører det ret tydeligt, hvad ordningen bruges til – billig hushjaelp.

Hvorfor kan hushjaelp til en dansk overenskomst ikke vaere lige så godt? Her er penge nok svaret på spørgsmålet. Det kunne man godt få lidt forståelse for, hvis pengene var knappe. Men et topjob i det danske erhvervsliv er typisk forbundet med en rimelig klaekkelig løn. Evalueringen af ordningen viser da også, at 81 procent af vaertsfamilierne tjener over en million kroner om året.

Når debatten om ligestilling i toppen af det danske erhvervsliv nu alligevel er kommet på dagsorden, så er meget andet vi kunne starte med. For eksempel at give tre måneders øremaerket barsel til maend. Samtidig kunne vi laegge den forestilling ned, at maend tilsyneladende ikke vil kunne tage en større del af det huslige arbejde. Alle de maend, som stiller sig på au-pair-ordningens side og besynger det som et redskab til reel ligestilling, burde så i ligestillingens navn også tjekke ind på ovenstående. Ellers er der ikke meget ligestilling over det.

Når danske vaertsfamilier i en evaluering svarer, at de ”har valgt at få en au pair for at få hjaelp til huslige gøremål”, afslører det ret tydeligt, hvad ordningen faktisk bruges til – billig hushjaelp.

I Danmark kommer au pairs typisk fra Filippinerne og langt størstedelen har hjemme i de nordsjaellandske kommuner. Og breder man tanken om ligestilling en anelse laengere ud, er det tydeligt, hvordan ordningen tilgodeser privilegerede kvinders behov på bekostning af kvinder fra fattigere lande. Man kan undre sig over, hvor søstersolidariteten er henne. En stikprøve, lavet af Radio24Syv afslørede, at forholdet mellem en au pair og vaertsfamilien langt fra er ligevaerdig. Knap halvdelen af de adspurgte danske au pairs arbejder mere end de tilladte 30 timer om ugen. Det er ofte frygten for blive fyret, der får dem til at finde sig i det.

Antallet af au pairs er ikke svimlede stort, men det er en ordning, der har meget principielt i sig. Både når den bliver udråbt som ligestillingens vigtigste hjaelper, og fordi den åbenlyst bygger på en teori om kulturel udveksling. Virkeligheden viser, at det naermere er en ulighedsskabende alibi-ordning, derbare sikrer billig hushjaelp i de rigeste danske hjem. Lad os gøre op med denne skinordning og i stedet styrke ligestillingskampen i erhvervslivet med tiltag, der faktisk skaber ligestilling.