Hva’ mae’ kulturen, socialdemokrater?

Omprioriteringsbidraget forsvinder ganske vist fra kulturområdet, men alligevel er fravaeret af interesse for dansk kultur markant og ildevarslende – også hos den nuvaerende regering

Måske havde Lars Løkke Rasmussen alligevel ret. Måske ligner Venstre og Socialdemokratiet hinanden mere, end man umiddelbart skulle tro. I hvert fald i den første, praktiske kulturpolitik.

Med den nye regerings annullering af de forhadte årlige besparelser på kulturen – det såkaldte omprioriteringsbidrag – øjner danske kulturinstitutioner ellers nyt håb efter fire år med nedskaeringer under Løkke.

Men spørgsmålet er, om annulleringen af nedskaeringerne er nok? Om der i virkeligheden er brug for en kulturel genopretning, før der er realistisk håb om bedre tider for kulturen?

De to regeringsbaerende partier Venstre og Socialdemokratiet har nemlig i en årraekke konsekvent nedprioriteret kulturen.

For Lars Løkke Rasmussen er nedrangeringen af kulturen en ren tilståelsessag. Man skal 130 sider ind i Kirsten Jacobsens samtalebog med Løkke, “Befrielsens øjeblik”, før talen falder på kulturpolitik.

Kapitlet om kultur har da også vaeret fravaerende i den ellers massive omtale af bogen. Men det er faktisk vaerd at dvaele ved de par sider, der handler om den førte kulturpolitik i Løkkes regeringsperiode. Den tidligere statsminister medgiver nemlig her, at kultur ikke rangerer højt, “ikke som ministerpost”, i hans regeringer.

Lars Løkke Rasmussen betror Jacobsen, at “nogle af de fyrtårne, vi har, og som naturligt ville kunne udfylde rollen med at tegne vores profil, er nok brugt andre steder”.

Her taenker Løkke på Bertel Haarder (der forsøgte sig med rollen som kultur- og kirkeminister i 2015-16) og Søren Pind, der ifølge Løkke ville have følt sig fejlcastet, hvis han var blevet udnaevnt til kulturminister: “Det er ikke, fordi kultur ikke interesserer os”, forklarer Løkke. “Vi har måske snarere taenkt det som en politikfri zone”.

Selv om Venstres Morten Løkkegaard har ført en opmaerksom og aktiv kulturpolitik i Europa-Parlamentet, er nettoresultatet herhjemme altså, at Venstre står uden kulturpolitisk profil efter fire år med regeringsmagt.

Ironisk nok vil Løkkes regeringsperiode kulturpolitisk blive husket for det såkaldte omprioriteringsbidrag, der med årlige besparelser på to procent nedskar danske kulturinstitutioner som var de en salamipølse.

I sit stille sind må Løkke nok i dag indrømme, at der ikke eksisterer en politikfri kulturzone i Danmark. De uprioriterede salaminedskaeringer havde en reel, politisk effekt: De virkede ødelaeggende på de danske kulturinstitutioner, der netop er sat i verden for at sammenkitte det samfundsmaessige faellesskab og bevare kulturarven.

Men hvad så med Socialdemokratiet, der netop nu nyder kulturpolitisk medvind? Partiet har en stolt kulturel tradition og arbejdersange som “Danmark for folket” praeger den danske sangskat. Det var da også Socialdemokratiet, der i 1961 oprettede kulturministeriet, og året efter kom Statens Kunstfond til. Visionen var, at bringe kunsten ud til folket.

Kulturministre som Julius Bomholt, Niels Mathiasen og Jytte Hilden var ildsjaele, der på hver deres måde satte kulturen på dagsordenen. Men siden Hilden gik af i 1996 har Socialdemokratiet overdraget kulturministeriet til De Radikale, når det store arbejderparti dannede regering.

I 23 år har Socialdemokratiet undladt at tage kulturpolitisk ansvar, indtil man i år dannede en socialdemokratisk mindretalsregering, der var nødt til at finde en socialdemokratisk kulturminister. Her undlod man dog at give ministeriet til partiets mangeårige kulturpolitiske profil, Mogens Jensen, der i stedet nu sidder for bordenden i et rodsammen af et multiministerium.

Man kan derfor med nogen ret sige, at nettoresultatet er, at Socialdemokratiet ligesom Venstre fremstår uden kulturpolitisk profil, indtil partiet beslutter sig for at ville kulturen igen.

Fjernelsen af omprioriteringsbidraget er forhåbentlig begyndelsen på en tiltraengt kulturel genopretningsplan. Men annulleringen var nødvendig, hvis ikke de danske kulturinstitutioner skulle fanges i en destruktiv spiral, der på sigt truede dem på eksistensen, simpelthen fordi nedskaering på nedskaering til sidst ville føre til nedlaeggelse.

Det er også vaerd at erindre, at afskaffelsen af omprioriteringsbidraget på kulturområdet ikke stod i partiets eget udkast til finanslov, men først kom med efter forhandlinger med Alternativet og støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale. Den socialdemokratiske regering må derfor gøre kulturområdet til kernevelfaerd, sådan som man gjorde det, da kulturministeriet og kunstfonden blev oprettet i 1960’erne.

Det første, den nye regering vil blive vurderet på, er dens evne til at åbne den kulturelle syltekrukke, som Løkke-regeringen efterlod sig.

Siden begyndelsen af 2018 har de danske museer ventet på en lovrevision, der skal fremtidssikre dem.

Museerne har altså ventet i snart to år på, at man bl.a. sikrer mulighed for statsanerkendelse af nye danske museer. Som det er nu, kan der ikke anerkendes nye museer, medmindre området tilføres nye ressourcer, eller der prioriteres anderledes ved f.eks. at droppe anerkendelsen af nogle af de eksisterende. Der er simpelthen opstået en prop, der i årevis har betydet, at nye museer ikke kan anerkendes af staten, selv om de bliver indstillet som kompetente.

Når statsanerkendelse er vigtigt for et museum, skyldes det, at den giver adgang til internationale netvaerk og lån af vaerker fra udenlandske museer. Danmarks Statistik kan fortaelle, at der sidste år blev solgt 15 millioner billetter til danske museer.

Så fordomme om museumsverdenen som en støvet nichekultur kan godt laegges på hylden. Museer er i dag familie- og folkekultur. En revision af museernes rammevilkår kan kun gå for langsomt efter to år i syltekrukken.

Nettoresultatet er, at Socialdemokratiet ligesom Venstre fremstår uden kulturpolitisk profil, indtil partiet beslutter sig for at ville kulturen igen.

Teaterloven skulle også have vaeret gået efter i sømmene af den gamle regering. Det er så heller ikke blevet til noget endnu. Danmarks Statistik oplyser her, at knap tre millioner danskere gik i teatret i saesonen 2017-18. I en tid, hvor interessen for live-optraeden genopblusser, vil et eftersyn, der kan gøde jorden for potentialet i dansk scenekunst, vaere på sin plads.

Ser man på bogmarkedet, har man de seneste år ventet på netgiganten Amazons ankomst til Danmark. Når Amazon kommer, vil hele grundlaget for udgivelse af bøger, salget af dem, medieproduktion og detailhandel i øvrigt forrykkes i vores lille land. Det vil klaede regeringen at udvise rettidig omhu på dette område, hvis man bekymrer sig om produktion af dansk indhold og laeselysten hos de opvoksende generationer.

Syltekrukken er unaegtelig stor. Det samme er de skader, omprioriteringsbidraget allerede har forvoldt. Kulturlivet lider af et efterslaeb, det er på tide at indhente nu. Genopretning må vaere nøgleordet.

Socialdemokratiet ønsker forståeligt nok stadig at få kulturen ud til hele folket, så sandt som der fortsat er grupper i befolkningen, som de eksisterende kulturtilbud ikke når ud til. Men man risikerer, at området sygner hen, hvis ikke kulturpolitikken opprioriteres nu.

I praksis har skiftende S- og V-regeringer nemlig nedrangeret kulturen i en årraekke. Kulturministeriet fylder 60 til naeste år. Hvis ikke regeringen viser, at den vil kulturen, vil ministeriet på den runde fødselsdag eksistere som et minde om dengang, Socialdemokratiet satsede på kulturen.