Ole Espersen blev justitsminister på trods af en advarsel fra PET
Juraprofessor og tidligere justitsminister Ole Espersen har skabt sig både venner og fjender med sit utraettelige fokus på flygtninge og minoriteters rettigheder.
Som lille dreng på Bornholm sidst i 1930’erne kunne den senere juraprofessor og justitsminister Ole Espersen stå på havnen i Rønne og spejde ud over Østersøen. Derude i bølgerne lå skibe med jødiske flygtninge fra Nazityskland, som ikke fik lov til at anløbe danske havne.
På grund af StauningMunch-regeringens samarbejdsvilje over for Hitler tog Danmark ikke imod jødiske flygtninge med den tragiske konsekvens, at nogle jøder, som kunne have vaeret reddet, endte i nazisternes koncentrationslejre.
»Det er et ar på Socialdemokratiets sjael,« sagde udlaendingeminister Mattias Tesfaye, da han i sommer gengav historien under et arrangement på Folkemødet på Bornholm.
Ifølge Tesfaye udgør Ole Espersen den ene halvdel af det store socialdemokratiske dilemma; en årelang intern kamp om, hvor partiet skulle stå i udlaendingepolitikken, som først for relativt nylig fandt sin afslutning med Mette Frederiksens højredrejning.
Svigtet af jøderne i 1930’erne såede nemlig i Ole Espersen kimen til en livslang kamp for flygtninge og minoriteters rettigheder. Det skabte hans interesse for folkeretten og de internationale konventioner, som voksede ud af asken fra netop Anden Verdenskrig og Holocaust.
Delt i to fløje
Kronen på hans politiske vaerk blev indførelsen af den omstridte udlaendingelov fra 1983 – kaldet verdens mest lempelige udlaendingelov, som muligvis gjorde Danmark til et »humanitaert foregangsland«, men som ifølge kritikerne var en katastrofe og den direkte årsag til mange af nutidens integrationsproblemer.
På den modsatte fløj i Socialdemokratiets udlaendingepolitiske dilemma stod de københavnske vestegnsborgmestre, navnlig Per Madsen fra Ishøj, som i 1990’erne advarede kraftigt mod ukontrolleret indvandring og loven fra 1983.
Pointen er, opsummerede Tesfaye på Bornholm, at nutidens socialdemokratiske udlaendingepolitik skal findes et sted i spaendingsfeltet mellem Per Madsen og Ole Espersen.
Sovjet-anklage klaebede
At Ole Espersen overhovedet blev justitsminister (198182), var faktisk på et haengende hår.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) advarede direkte statsminister Anker Jørgensen (S) mod at udnaevne ham, fordi Ole Espersen blev anset som en sikkerhedsrisiko. Anker Jørgensen diskuterede med sig selv i sin dagbog, men endte med at affeje advarslerne og gjorde i januar 1981 den velkvalificerede dr.jur. og professor i forvaltningsret til øverste chef for politiet – og dermed også efterretningstjenesten.
Ifølge PET-kommissionens beretning fra 2011 blev Ole Espersen allerede i 1977 registreret af PET, da han spiste frokost med den sovjetiske diplomat og KGB-officer Nikolaj Gribrin på restaurant Rio Bravo i København.
Han skal også have fået betalt en rejse til Nordkorea, men det fremgår også af sagen, at Ole Espersen aldrig lod sig hverve, og at PET aldrig fandt dokumentation for ulovligheder.
Selv har han blankt afvist,
Ole Espersen, tidl. MF, justitsminister, juraprofessor, Rønne
at han udgjorde en sikkerhedsrisiko, men »miskrediteringen« har alligevel klaebet til ham.
»Det har vaeret helvedes ubehageligt,« sagde han til Jyllands-Posten i 2014.
Formand og kommissaer
Efter han i 1994 forlod politik, fortsatte Ole Espersen sit arbejde med folkeretten.
Han vendte også tilbage til Københavns Universitet, hvor han i 2001 blev professor i folkeret og internationale menneskerettigheder.
Selv ikke pensionisttilvaerelsen har afholdt ham fra at blande sig i debatten – bl.a. som formand for Retssikkerhedsfonden, som han var med til at stifte i 2005.
Ole Espersen bor i dag på fødeøen Bornholm, taet på havnen i Rønne, hvor hele historien begyndte.