I flammehavet spreder frygten sig: Er det den nye normal i Australien?
Måneders tørke og en voldsom hedebølge har skabt de vaerst taenkelige forhold for de hundredvis af naturbrande, der haerger den australske østkyst og indhyller byerne i giftig røg. Situationen har skabt fornyet debat om klimaforandringerne. Et emne, der s
»Du er kommet på det vaerst taenkelige tidspunkt overhovedet,« siger Jonty Bruce.
Der er travlt på brandvaesnets hovedkontor i den australske bjergby Katoomba. Folk farer ind og ud af dørene, mens udrykningskøretøjer gøres klar til afgang. I baggrunden hyler en sirene.
Det er herfra organisationen Rural Fire Service koordinerer de mange frivillige brandmaend, som i disse uger kaemper mod de voldsomme naturbrande, der haerger i delstaten New South Wales.
»Det er den mest ekstreme dag laenge. Kombinationen af hedebølge, lav luftfugtighed og kraftig vind gør det naesten umuligt for os at kontrollere de mange brande,« siger Jonty Bruce, der er frivilligkoordinator for brandmaendene i delstaten.
Siden november har de kaempet med flere hundrede naturbrande på Australiens østkyst, som er opstået, efter at store dele af landet i flere måneder har vaeret plaget af tørke og manglende regn. Lige nu er omkring 31.000 kvadratkilometer blevet opslugt af flammerne.
Katoomba, som ligger ved Blue Mountains 100 km vest for Sydney, er klemt inde mellem to store skovbrande, der er ude af kontrol. Den ene har allerede fortaeret et område på størrelse med Fyn.
Og efter at Australien i denne uge er blevet ramt af en voldsom hedebølge, er flere og flere brande begyndt at eskalere. New South Wales er erklaeret i undtagelsestilstand.
»Som situationen er nu, er vores førsteprioritet at redde menneskeliv. Vi skal sørge for, at vores brandmaend ikke kommer i fare, samtidig med at vi beskytter lokalsamfundet. Men som vejrforholdene er nu, er der intet, vi kan gøre for at stoppe brandene,« siger Jonty Bruce.
For ham er der ingen tvivl om, at det er de seneste års forandringer i klimaet, der har indvirket på de dødelige brandes omfang.
»Det vaerste er, at sommeren kun lige er begyndt. Hvis vi ikke snart får noget regn, kan brandene meget vel blive ved i flere måneder endnu,« siger han.
Katoomba huser delstatens største turistattraktion efter Jørn Utzons ikoniske operahus, nemlig Blue Mountains, der står på Unescos verdensarvsliste. Saerligt er udsigtspunktet Echo Point berømt for sin udsigt over nationalparken og klippeformationen De tre søstre.
Udsigt er der dog ikke meget af denne torsdag eftermiddag, hvor den friske bjergluft er afløst af en staerk lugt af lejrbål. En taet røg omslutter alt. Hver gang man tager en indånding, kradser det i halsen.
»Ja, det er sådan, det normalt ser ud, når der ikke er så meget røg,« siger en opgivende guide til en lille gruppe turister, mens hun peger på en stor plakat med et gammelt fotografi af udsigten over Blue Mountains.
Der plejer at vaere sort af mennesker ved Echo Point. I dag er der kun en lille håndfuld turister, som har trodset røgen. Flere er iført ansigtsmasker eller holder tørklaeder op for munden, mens de forsøger at tage selfies. Intet er, som det plejer.
På den lokale brandstation i nabobyen Lawson
er en gruppe frivillige brandfolk i gang med at gøre en af stationens brandbiler klar. De er traette. Deres vagter er som udgangspunkt 12 timer lange. Ofte er de laengere.
”Fire brain”
Flere af de frivillige har kaempet mod flammerne i ugevis og fortaeller, at brandene nogle gange gør dem så udmattede, at de får det, de kalder “fire brain”. En tilstand, hvor de knap kan huske deres eget telefonnummer.
»Det kan også vaere spaendende, når adrenalinen pumper, men nogle gange bliver det så varmt, at man føler, at man bliver kogt indvendigt,« fortaeller den 23-årige Richard Perron, som har vaeret frivillig brandmand i syv år.
Den 17-årige Morgan Cox er stationens yngste frivillige. Normalt går hun på gymnasiet i Katoomba, men de seneste par uger har hun fået lov til at holde fri fra skole, når der har vaeret brug for hende på brandstationen.
Hun har sammen med sin mor meldt sig som frivillig for at gøre noget for sit lokalsamfund.
»Det føles bedre at gøre noget i stedet for bare at sidde derhjemme og brokke sig over brandene foran tv’et eller demonstrere,« siger hun.
»Og nogen skal jo gøre det.«
Skovbrande er langtfra ualmindelige i Au