»Som voksen opdagede jeg, at man jo bare kan droppe den skide jul«
Peter Øvig Knudsen bryder sig ikke om julen. Her fortaeller den aarhusianske forfatter, hvordan han som dreng måtte styre rundt mellem højtidens omklamrende krav om hygge og sin mors dystre depressioner.
»Min mor var hjemsøgt af depressioner hele året, men jeg husker hende mest trist i vintermånederne. Hun elskede sollys, og når de første forårsstråler ankom, hev hun sin liggestol frem i haven og sugede løs af lyset. Når vi naermede os midten af november, begyndte mørket at saenke sig, og når vi nåede ind i december, tog tungsindet for alvor over. Det var umuligt ikke at laegge maerke til for min søster og mig.
Hun forklarede senere, at det skyldtes, at julen i hendes egen barndom havde vaeret svaer. Hendes far var alvorligt syg, inden han døde, og min mor huskede med raedsel tilbage på, hvordan han lå på hospitalet og svandt ind. Med blegt ansigt og fråde om munden. Han døde, da hun var ung teenager, og hendes egen mor levede resten af sit liv med et meget mørkt sind.
De stemninger, man vokser op med som barn, saetter sig i kødet på én, og min mor var ude af stand til at ryste sin barndoms oplevelser af sig. Hun sagde ofte til os, at vi skulle sige til, hvis hun en dag begyndte at opføre sig lige så slemt som sin mor. Vi sagde aldrig noget. Det nyttede alligevel ingenting. Hun ville bare blive ked af det, og så skulle vi samle hende op.
Min mor var ikke noget ondt menneske. Hun anstrengte sig virkelig for at gøre det godt, men hele stemningen i huset var tung, og det kan børn maerke. Forfatteren H.C. Branner har en fantastisk saetning, der lyder: ”Hun sørgede. Og herskede”. Hvis der er sorg i en familie, fylder den alt. Alle retter sig ind.
Min mor forsøgte ellers at gøre, hvad hun kunne for at gøre julen til noget rart. Hun kastede sig over alt det, man gør i december, når man er en rigtig familie. Hun lavede juledekorationer med bunker af gran og tykke kalenderlys og lod os pynte brunkager med kulørt sukkerglasur. Hun havde syet en pakkekalender med 24 røde ringe til min søster og mig, hvor hun haengte små pakker med slik og legetøj. En til hver dag.
Alle de ydre tegn på, at nu taeller vi ned til juleaften, var til stede. Men hvis der er ulykkelighed inde bag ritualerne, bliver det meget uvirkeligt for et barn. Naesten uhyggeligt. Man lader som om, at det hele er rarere, end det i virkeligheden er, og for mange er tungsindet nok staerkere på denne tid af året, fordi højtiden kraever, at man hygger sig. Det mørke, man maerker i sig selv, bliver forstaerket af, at alle andre tilsyneladende render rundt og er så glade.
Udadtil var min familie en middelklassedrøm. Min far var hospitalsdirektør, der var moderne møbelklassikere i huset, og forhaven strålede. Vi fik smurt madpakker, tøjet blev vasket, og der var børnefødselsdage med kagemand og skattejagt. Vi overholdt alle reglerne for, hvordan man var en velfungerende familie. Men inde bag haekken gik der fire mennesker rundt og var ulykkelige.
Min mor havde forladt sit kontorjob, da min søster og jeg kom til verden, ligesom stort set alle kvinder gjorde det dengang. Det var kvinder, der blev voksne, før ungdomsoprøret for alvor ruskede op i samfundet, og deres opgave var at sørge for at holde hus og skabe en lykkelig familie.
De var døtre af den danske velfaerdsstat, der slog deres kriser ned med stesolid og Jägermeister.
Det var en tid, der sendte manden ud i verden for at tjene penge, og når han kom hjem om aftenen, forventede man intet af ham. Det skabte en masse fravaerende faedre og en hel del ulykkelige kvinder.
Min mor trivedes i hvert fald ikke med det. Hun klarede sig godt i skolen, og i dag ville hun sikkert have taget en lang uddannelse og fået sig et godt job.
Hjemme hos os var fortaellingen, at min mor havde ofret sig for familien, og at isaer hendes børn var årsagen til hendes lidelser. Hun fik det skidt, da vi kom, og hun druknede i søvnunderskud og lortebleer. De bebrejdelser blev kun større, da vi blev større.
Engang havde hun skrevet en seddel, hvor hun forklarede os, hvordan hun så verden: ”Alting er gået helt anderledes, end jeg havde forventet. Det er så svaert at vaere mor til jer to. I giver mig stene for brød.”
Som barn frygtede jeg, at hun ville give helt op og tage sit eget liv, fordi den byrde, min søster og jeg havde pålagt hende, var for tung. Når hun var laenge på badevaerelset, stod jeg med øret til døren og lyttede efter tegn på selvmordet.
Jeg var en trist dreng, men jeg vidste aldrig hvorfor. Som barn har man jo ikke noget sprog for de følelser. Isaer når de voksne ikke taler med én om det, men tvaertimod lader som om, at alt er normalt. Det er meget forvirrende. Ingen kigger én i øjnene og forklarer, at det, man oplever, er noget rigtigt lort.
Jeg håbede altid på, at min farfar holdt jul hos os. Han var en klippe af ro, og jeg elskede at vaere på besøg hos mine bedsteforaeldre. Nogle af mine bedste barndomsminder er med min farfar. Jeg går med ham i hans store hånd eller trisser rundt ved siden af ham, mens han luger ud i et af havens blomsterbede.
Som barn i en ulykkelig fa
milie er det vigtigt at have øer, hvor man kan puste ud. Hvor alting er stabilt og forudsigeligt. Når han kom hjem til os og satte sig ned i Wegners brune Bamsestol, faldt huset til ro. Selv min mor saenkede skuldrene, og jeg vidste, at der ikke ville blive ballade.
Som 18-årig havde jeg fået nok og flyttede til København, men i mange år blev jeg ved med at komme hjem til jul. Det gør man jo, hvis man er en ordentlig søn. Senere i livet opdagede jeg, at man jo bare kan droppe den skide jul og blive vaek. Min ekskones familie var heller ikke specielt sund, så vi besluttede os for at holde jul alene. Bare os to.
Det blev vores familier selvfølgelig skuffede over, men hold kaeft hvor var det en befrielse. Det første år lejede vi et sommerhus på en lille ø i det sydfynske øhav. Vi tog et par fasaner under armen, smed en kasse bobler i bilen og kørte mod Jylland. Så sad vi der i en traehytte renset for nisser og åd og drak, mens vi knaldede mellem retterne. Det var magisk.
Første juledag tog vi i kirke, hvor en aeldre indremissionsk dommedagspraedikant stod på praedikestolen og svovlede ud over menigheden. Han talte om synd og helvede, så folk rystede i bukserne. Men vi grinede bare af det, for det var ingenting i forhold til det helvede, vi var vant til at blive udsat for.
Da vi nogle år senere selv fik børn, rejste vi ofte sydpå og holdt jul på en spansk ferieø. Vi havde risengrød med hjemmefra, som vi spiste juleaften iført badebukser. Ungerne elskede det. De kendte jo ikke til andet, og børn er så skønt indrettet, at hvis bare deres foraeldre hygger sig, er alt andet ligegyldigt. Vi pyntede et palmetrae, som stod på vores altan og strålede i al sin afdaempede kulørthed.
De sidste år af sit liv boede min mor på et plejehjem i Aarhus, og hun holdt sine sidste juleaftener der. Helt uden familie. Det havde jeg sindssygt dårlig samvittighed over. Der er så meget skam forbundet med at lade sine foraeldre sidde alene i julen, men det er jo det, der er det syge: at det er mig, barnet, der får det skidt.
Min søster var praest i Cambodja,
så hun kunne ikke have vores mor hos sig, og jeg frygtede, hvad der ville ske, hvis jeg var sammen med hende. Laengere var den ikke. Jeg ville ikke have hende herover, for så kunne jeg ikke slippe af med hende, hvis hun pludselig blev ondskabsfuld. I stedet besøgte vi hende på plejehjemmet op til nytår, så kunne vi liste af, når jeg havde fået nok.
Jeg har hørt om mange, der bliver ved med at passe og tage sig af deres foraeldre langt ind i alderdommen, selv om de bliver svinet til af dem. Det ligger så dybt i vores kultur, at man tager sig af sin far og mor. Ellers er man et skidt menneske. Samtidig har de fleste børn med håbløse foraeldre et håb om, at de på mirakuløs vis aendrer sig.
Det gør de bare sjaeldent, og på et tidspunkt er man nødt til at slå håbet ihjel og erkende, at tingene aldrig bliver anderledes. Ellers bliver man bare skuffet. Min nye kone kommer fra et helt normalt hjem.
I hendes familie er julen en stor ting, så hvert andet år indtager min svigermor køkkenet og giver den fuld gas på julehyggen. Så dufter hele huset af stegt and, og jeg fornemmer, hvad julen kunne have vaeret, hvis jeg var vokset op i en sund familie. Det er jeg glad for, at mine børn får lov til at opleve.
Hverken deres mor eller jeg har lykkelige minder om julen, så ingen af os ved, hvordan man holder en rigtig jul. Vi kender ikke koderne, så det er godt at vaere sammen med nogen, der gør.
Men helt grundlaeggende er jeg nok vaccineret mod at laenges efter dansk julehygge, og jeg kan sagtens se mig selv holde jul i et par badeshorts på en eksotisk strand langt vaek fra decembers mørke. Det ville vaere den bedste julegave, jeg kunne få.«
Peter Øvig Knudsens ”Min mor var besat” fortaeller et stykke danmarkshistorie: om den generation af kvinder, der trods begavelse og drømme blev husmødre, før kvindekampen slog igennem. Og om de børn, der voksede op i et miljø, hvor de borgerlige normer var vigtigere end børnenes trivsel. Samtidig er bogen en personlig beretning om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og sig selv.
Så sad vi der i en traehytte renset for nisser og åd og drak, mens vi knaldede mellem retterne. Det var magisk. PETER ØVIG KNUDSEN
Bag om bogen