Det Kongelige Teater burde bruge krudtet på noget andet
Operasangerne tilfører vokalt overskud til nogle af de kraevende sange i musicalen ”Sweeney Todd”, men Den Kongelige Opera burde holde sig til at lave opera.
Er ”Sweeney Todd” en musical eller en opera? Det spørgsmål stiller vi hinanden i bussen på vej til Operaen, og vi spørger hinanden igen, når vi kører hjem. Det paradoksale er, at hvis man laeser Det Kongelige Teaters programtekst – som lyder som en forsvarstale – så er teatret også selv i tvivl om det. Men svaret er faktisk temmelig indiskutabelt: ”Sweeney Todd” er en musical.
Men forvirringen giver mening, for den er musikalsk langt mere kompleks end de fleste andre musicals, og den tragiske handling forbinder vi normalt ikke med musicalgenren. Og det er da også ét af musicalens problemer, at dens solosange nogle gange udfordrer musicalperformerne ved at vaere for kraevende.
I denne version, hvor Det Kongelige Teater altså besaetter musicalen med operasangere, er det tydeligt at maerke, at solisterne er langt mere komfortable vokalt. Til gengaeld er de udfordrede af musikkens tempo, replikkernes udtale og skuespilteknik generelt. Og det er helt forståeligt og forventeligt. Hvis Fredericia Teater gav sig i kast med ”Tosca”, ville vi nok også savne operasangere på scenen.
Lad os derfor blot glaedes ved, at vi fik hørt nogle skønne vokalpraestationer fra de fleste af solisterne.
For ellers er der desvaerre ikke meget at glaede sig over.
Forestillingen fejler nemlig på en lang raekke kritiske punkter. For det første er lyden fra højtalerne ganske forfaerdelig. Vi ser som regel igennem fingre med en smule kuk i teknikken til en premiere, men denne aften virker det mest som en afvikler, der er faldet i søvn hen over mixerpulten. Og det bliver ved, mens ingen tilsyneladende har taenkt sig at gøre noget ved det.
For det andet er James Brinings iscenesaettelse så gennemgående uinteressant og samtidig voldsomt usammenhaengende, så vi aldrig bevaeges, men konstant frustreres over at se potentialet blive skyllet ud i rendestenen sammen med teaterblodet.
Praecis det samme gaelder Colin Richmonds scenografi, der dels ligner noget, vi har set hundrede gange før, og dels fuldkomment modarbejder musicalen og dens medvirkende.
Og der er så uendeligt meget mere, der burde kritiseres. Vi er tidsmaessigt forvirrede, dialekterne roder sammen, vi får genrekvababbelse, og de medvirkende spiller enten for meget eller for lidt og kun sjaeldent med hinanden.
De to stjerner gives for solister, der virkelig kan synge, når de får lov at synge alene. Og det gør de heldigvis en del. Det bidrager med noget til musicalen, vi ikke ser eller hører normalt. Alligevel bør Det Kongelige Teater alvorligt overveje at tage den af plakaten og bruge krudtet på noget andet. Hvad med en opera?