New Public Managements fallit

En åremålsansat direktør i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har en fast løn inkl. pension på 1.395.599 kr. Da hans kontrakt udløb tidligere i år, fik han udbetalt et fratraedelsesbeløb på 696.277 kr. Dette selv om han ikke fratrådte, men fortsatte i samme stilling på en ny åremålskontrakt.

Oplysninger som disse kan på et splitsekund mobilisere den hellige forargelse på Christiansborg, men hvorfor egentlig? Der er tale om et kontraktbundet ansaettelsesforhold i den offentlige sektor, som regering og Folketing har det ultimative ansvar for. Derimod har borgerne, der traeller under et af verdens tungeste skatteåg, med god grund i mange år vaeret forbitrede, uden at det har ført til positive aendringer af cheflønningerne i den offentlige sektor. Tvaertimod.

Gennem årtier er den offentlige sektor blevet martret af faenomenet New Public Management, der kort forklaret er et eksperiment, der skal bygge konkurrence og markedslignende mekanismer i den offentlige sektor samt indføre ledelsesprincipper fra den private sektor. I teorien skulle dette gøre den offentlige sektor mere ”kundeorienteret”.

Som led i dette eksperiment er der indført praestationsløn for det stedse mere voluminøse ledelseslag med den konsekvens, at ikke så få chefer i den offentlige sektor tjener adskilligt mere end Folketingets formand, der ellers er det højeste civile embede i landet. Hvert år har disse offentligt ansatte chefer mulighed for at få udbetalt en bonus, der ikke sjaeldent er på 100.000 kr. eller mere. Formelt set er denne bonus bundet til specifikke praestationsmål, men virkeligheden har vist sig at vaere, at pengene udbetales med en sådan automatik, at der enten ikke er tale om praestationsløn, eller at praestationskravene er sat så lavt, at selv den mest uduelige chef kan honorere dem.

Spørg blot forsvarsminister Trine Bramsen, der uforvarende er kommet til at stå med en skandalesag af et endnu ukendt omfang, som involverer adskillige højtplacerede chefer, hvoraf flere er fritaget for tjeneste. De pågaeldende, Forsvarsministeriets departementschef inklusive, har selvfølgelig fået udbetalt deres bonus for 2019, hvorfor forsvarsministeren er bragt i den ydmygende position paent at måtte bede de pågaeldende om at takke nej til deres bonus.

Situationen er aldeles uholdbar, men Trine Bramsen kan sparke døren ind til Statsministeriet og konfrontere Mette Frederiksen, der flere gange i valgkampen og igen i sin åbningstale i Folketinget harcelerede mod New Public Management. De forhold, der er fremdraget omkring lønforholdene i Forsvarsministeriet, giver den ellers tavse statsminister en unik mulighed for at saette handling bag ordene og tage et definitivt opgør med New Public Management.

Eksperimentet New Public Management er slået fejl. Den offentlige sektor er ikke blevet mere ”kundeorienteret”, men er endt i et mareridt af indberetningskrav og regneark med det ene formål, at det allerede velbjaergede cheflag kan foregive at have praesteret for at kunne få udbetalt deres bonus og fede fratraedelsesgodtgørelse, inden de fortsaetter i samme stilling. Igen er borgerne til grin for deres egne penge.

Mette Frederiksen har lovet at ville gøre en forskel, og her har hun en enestående chance.

Lad det vaere sagt straks: Heller ikke denne gang har vi nogen forventning om, at statsministeren holder ord. Arne har jo ikke fået sin ret til at kunne gå tidligere på pension, men de chefer, der har skullet hjaelpe ham med at få denne ret, har med statsgaranti fået udbetalt deres bonus.