Brystkraeftsagen handler først og fremmest om menneskelige svigt

Jyllands-Posten stod for en af årets vigtigste historier – om manglende behandling af kvinder, der var henvist til undersøgelse for potentiel brystkraeft, men ikke fik den nødvendige og berettigede behandling.

En ting var, hvis patienterne på grund af sjusk, en enkelt laeges inkompetence eller tilfaeldigheder var blevet mangelfuldt behandlet. Så kunne de måske have mødt eller selv opsøgt en anden laege, der kunne have rettet op på fejlen. Det kan man imidlertid ikke, når fejlene ikke er fejl, men et udbredt, gennemgribende svigt, der fuldt bevidst er sat i system.

Det mest skraemmende ved hele sagen var nemlig den måde, almindelige mennesker af kød og blod opførte sig på. For man skal ikke tage fejl – det er altid konkrete mennesker, der står bag handlinger. Systemer og organisationer handler ikke af sig selv. Det kan de slet ikke. Det er mennesker, der handler både bevidst og ubevidst – og i brystkraeftsagen har mange tydeligvis handlet bevidst.

Først kom det nemlig frem, at det ikke var enkelte, tilfaeldige brodne kar, der stod bag den mangelfulde behandling. Beslutningen herom var truffet på ledelsesniveau. Hertil kom avisens afsløring af, at laegerne på Ringsted Sygehus’ radiologiske afdeling tydeligvis netop havde vaeret helt bevidste om den ringe praksis, de deltog i. De slørede den nemlig, så den ikke fremgik af patienternes journaler. Siden kom regionsdirektøren for Region Sjaelland ind i billedet. Han lovede, at Region Sjaelland ville samarbejde med politiet, men

Jyllands-Posten afslørede, at det ikke var tilfaeldet. Tvaertimod. Man forsøgte at hindre politiets arbejde. Hertil kom regionens koncerndirektør, der prøvede at skjule for sine kolleger i regionen, hvor alvorlige konsekvenser sagen havde og har.

Og så var der direktøren i Danske Regioner, der ad bagvejen søgte at underkende Styrelsen for Patientsikkerhed, der med god ret har vaeret i vaelten med kritik, krav, påbud og tilsyn i brystkraeftsagen. Hvad er det, der sker for de her mennesker, og hvad er det potentielt ved systemet, der gør, at det er de her mennesker – eller i hvert fald de her handlinger – der trives? Hvis man var en sand leder og aegte autoritet, så rettede man i det mindste ryggen og tog ansvaret på sig i det sekund, man var afsløret. Jeg bilder mig ind, at den type autoritet har eksisteret engang, men er blevet umoderne. Men måske er det også, fordi brystkraeftsagen ikke handler om fejl, men systematiseret tilsidesaettelse af medmenneskelighed, at den er så svaer at stå ved – selv når man er opdaget?

Hvis ikke det var, fordi større mennesker end jeg for laengst havde erkendt, at mennesker, så snart de er en del af et system, en organisation eller en kultur, kan gøre de mest uhyrlige ting, ville jeg vaere overrasket. Det er jo naesten ubegribeligt, at man som ganske almindeligt menneske kan leve med sig selv, alt imens man går på kompromis med andre menneskers liv og levned.

Og det er jo det, vi taler om. Det er ikke fodvorter. Det er liv og død. De mennesker, der står bag – fra almindelige laeger til direktører –har svigtet. Ikke kun i deres job, men som mennesker. De skal holdes ansvarlige. Og dernaest skal sundhedsministeren overveje, hvordan selve det system, der har skabt grobund for disse uhyrlige handlinger, skal forbedres.

Måske er der noget ved den type, man søger på ledelsesniveauerne, eller det, man belønner dem for, der skal gøres noget alvorligt ved?

De mennesker, der står bag – fra almindelige laeger til direktører – har svigtet. Ikke kun i deres job, men som mennesker.